} Venus • i • Vandbæreren • pt. I {

[ I transit: 7. december kl. 07.02 — 3. januar kl. 04.11 ]

1.620 ord, ca. 9 minutters læsetid.

• 2024 har været et på nogle måder meget usædvanligt år — og det stopper ikke her i december; Venus, der går retrograd i Vædderen til foråret, er en suveræn hurtigløber i år og springer allerede ind i Vandbærerens abstrakte og frihedselskende tegn her halvvejs igennem Skyttens sæson, hvilket gør det til anden gang i år, at vi ser Venus i tegnet. Om morgenen tidligt, d. 7 (en forøvrigt virkelig indholdsrig astrologisk dag med hele 4 eksakte aspekter, 2 tegnskift & Mars, der stationerede retrograd) forlod Venus det ambitiøse, alvorlige, fornuftige & tålmodige jordtegn, Stenbukken, hvor hun har stået de seneste 3 uger & bedt os om at tage vores værdier og ressourcer alvorligt. Herfra bevægede hun sig ind i det Uranusstyrende, originale, revolutionære & måske endda lidt vanvittige lufttegn, Vandbæreren, hvor hun slår sine folder året ud. Vi skal altså i år fejre nytår med Venus i Vandbærerens frihedselskende, fremtidsorienterede & visionære tegn, mens Mars er retrograd i det modstående tegn, Løven for ego, stolthed og selvoptagethed. Det bliver spændende at se Venus gøre underværker mht påvirkningen af 2025, mens hendes modpart Mars gransker sine umodne, ubevidste sider og dermed træder lidt i baggrunden.

• Vandbæreren viser os, at vi kan finde værdi i alt der falder udenfor normen, & når Venus står her, bliver vi i stand til at værdsætte os selv & andre for de mere usædvanlige (eller måske endda socialt uacceptable) sider. Venus i Vandbæreren viser os, at vi ikke længere behøver hænge vores selvværd & selvkærlighed op på ydre faktorer eller andre menneskers stive & kontrære idéer om verden – men at en egen, indre kærlighed & accept af os selv, er det urokkelige fundament, vi skal bygge vores selvfølelse, selvagtelse, selværd & egenomsorg op omkring, fremadrettet.

• Venus i Vandbæreren ønsker for os, at vi skal bryde fri! Fri af den slagne vej, fri af *plejer*, *bør* & *skal*. At vi tør kigge på os selv (& andre) med nye øjne, for ud fra de iboende værdier vi pt har, at indrette vores verden. I Stenbukkens jordiske & forankrende energi blev hun mindet om alt, hvad der kan mistes i denne verden & så, at en alvorlig & slidsom indsats oftest er det eneste, der står imellem dig & livets voldsomme & eroderende strømmen. Nu står hun i Vandbæreren & ønsker at befri sig fra båndene til den fysiske verden & den angst, denne kan indgyde i os. Den sikkerhed & behov for at kunne regne med, hvordan verden virker & vores handlinger i den falder ud i den, bliver nu udfordret. Den sure pligt (som vi i Stenbukkens umodne form) kan overvældes af, skal erstattes med hjertemod & visioner, der begejstrer & aktiverer os.

• I begyndelsen af denne transit danner hun opposition til Mars, ligesom hun meget smukt i slutningen af den (de første dage i januar) atter vil møde ham, men denne gang blot i inkonjunktion. Det viser os, at den krise vi måske befinder os i netop nu, handlings- eller værdimæssigt, vi han åbnet sig med nye indsigter til januar. Og tilsyneladende er der ingen anden vej, for det vi kommer af er ikke længere holdbart i sin nuværende form. Det kan være sorgfuldt, men her er det vigtigt at huske, at sorgen er kærlighed, der ikke længere har et hjem eller et objekt at centrere sig omkring. Der kommer nye minder, nye mennesker, nye steder, smukke oplevelser & traditioner som tilsvarende vil vække vores sanser & vores kærlighed. Også selvom vi måske ikke kan mærke det lige i dette øjeblik. Ting forvandler sig & det er helt okay, for det er et livspræmis, ligesom kærligheden er det. Også selvom det er noget både Løven- & Vandbærerens præserverende energi kan have det svært med, den bevægelighed.

• Nogle vil allerede have kunnet mærke slippet fra Stenbukkens ansvarsbevidsthed til Vandbærerens frihedstrang; pludselig kom der en mere nøgtern, fattet & accepterende energi til — dette gælder nok især for mere luftstyrede individer, som formentlig også oplevede det som et behageligt skifte fra Stenbukkens lidt tunge, knaphedsfølelser til en mere let, optimistisk, nysgerrig & tillidsfuld energi.

• Når Venus står i Stenbukken er hun ambitiøs & hårdtarbejdende, hvilket egentlig ikke passer så godt til hendes natur. Planeten for selvværd & modtagelighed, der helst bare åbner hjertet & nyder, står ikke så let i denne bestemte, seje, fysiske energi. I det arbejdsomme jordtegn kan hun have svært ved at modtage & “bare kræve”, ja, faktisk kan hun have decideret dårlig samvittighed, hvis hun får noget, hun ikke har betalt for med enten guld, blod, sved eller tårer.

• Men StenbukkeVenus lidt stoiske eller arkaiske facon, der holder hovedet koldt & værner om traditioner & familiære roller bliver transformeret på det kraftigste i Vandbæreren. Her er Venus ganske vidst lige så stolt, som hun er i Stenbukken, men anderledes fri, skødesløs & ligeglad med tradition & skikke: lev & lad leve, kunne være hendes motto & denne filosofi dækker da også over, at hun har tænkt sig at leve sit liv, p r æ c i s som det passer hende — & det er der ingen, der skal blande sig i!!!

• Frihed & uafhængighed er (som med alle andre Vandbærer eller Uranus-placeringer) et nøgleord. Venus i Vandbæreren interesserer sig for forskellighed & inviterer gerne et hav af forskelligartede individer, dyr, ja, sågar udenjordisk liv ind i sine cirkler. Hendes omgangskreds er broget & hun dømmer hverken høj eller lav, tværtimod er hun nysgerrig på alle typer eksistens & hvilke historier, de mon kan fortælle. Venus i Vandbæreren tager os for alvor med ind i det kollektive tegn for kærlighed. Kærlighed til eksistensen & livet i sin allermest besynderligste form — en verden uden eksklusion.

• Her bringer vi gerne fremtiden ind i nutiden & kan næsten ikke vente med at eksperimentere med nye livsformer & levemåder — især hvad angår værdier, æstetik & kærlighed(sforhold). Vores forhold til penge bliver også lidt mere afslappet, da mange af de menneske-konstrukter vi almindeligvis stresser over (tid, alder, diplomer, status & penge; hej hej Stenbukkeværdier), bliver både påfaldende fjollede & irrelevante for VandbærerVenus. Det er jo bare noget vi allesammen har fundet på? Noget vi leger! Matadorpenge, siger du? Hvad er de overhovedet værd?💸

• Når Venus går i Vandbæreren bliver vi (på nogle områder) mere dynamiske. Vi accepterer i højere grad uforklarlige sammenfald, bliver mere optagede af ejendommelige idéer, & hvordan disse mon kan udføres i den fysiske verden. Progressive tanker, måske endda geniale idéer & transformationer i vores værdisæt er mulige nu. Måske vi alligevel skulle investere i den solcelle? Kryptovaluta eller måske bare i den lidt mere jordnære robotstøvsuger… Måske man kan få én, man kan tale med, der også kan spille musik eller måske gø af naboen? Det kunne være festligt!

• De kommende 3 uger vil der tilsvarende være et øget fokus på frihed — også i vores kærlighedsrelationer. Vi kan blive mere eksperimenterende eller ønske at afprøve nye former; kan man ikke være tre forældre? Ville det egentlig ikke være mere smart? Så kunne der altid være én, der var udhvilet… & hjemme!

• Generelt gør denne transit os interesserede i at nedbryde alle gamle mønstre, regler & normer (hvilket basically er det Stenbukken ønsker at bevare & bygge op). Rebel with a cause!

• Vi ønsker måske forandringer eller noget mere specielt. VandbærerVenus giver oftest særpræget smag i alt fra partner til plyssofa, & det kan endda være svært at blive helt tilfreds. Derfor er det typisk heller ikke under denne transit, man skal ud & købe det helt nye sofasæt eller male stuen — medmindre man selvfølgelig er så vanvittigt klassisk i sin boligindretning at man er begyndt at kede sig selv — for risikoen er, at når transitten er ovre, så var det man havde kastet sig ud i, måske lige lovlig vovet endda.

• Vandbæreren er også tegnet for venskab, hvorfor kærligheden aldrig kommer i romantikkens reneste form, her elsker vi vores venner & er venner med vores elskere, & sådan kan VandbærerVenus bedst lide det. Der er en enorm kærlighed til menneskeheden, men det enkelte menneske, der kræver det meget følelsesnære… eller generelt bare emotionelt nærværende relationer, kan godt være en smule svære for VandbærerVenus, hvis kikkert er indstillet på langt væk; her spejder hun efter universets stjerner & dets mysterier.

• At være nøgtern, distanceret eller kold i emotionelle anliggender kan være en bagside, men for meget følelsesbetonede mennesker, kan denne transit være en oplagt genvej til at få tænkt lidt over, hvad vi egentlig mener & synes, uden at vi får blandet hele vores samvittighed & alle de upraktiske (menneske)følelser ind i det hele. & det kan være rart netop nu! Alle de planeter vi har i Vandbæreren pt peger også i én retning! Vi må skille følelser & pragmatik — så vi kan få hold på vores visioner!! & heldigvis hjælper Venus os med det netop nu. Hun giver os også intellektuel distance til vores private situationer & vil for nogle bidrage med lidt sort humor omkring livets nuværende form.

• Hun kan også hjælpe os til at være mere visionære & innovative i vores planer for fremtiden, da hun ikke bekymrer sig om, hvordan vi skal nå vores mål og hun desuden ikke interesserer sig synderligt for, hvilke begrænsende tanker andre kan finde på at have… Hun er fuldstændig stensikker på, at det hele løser sig også selvom det virker umuligt — og siger folk, at det kan man ikke; at det er fysisk umuligt eller uhørt, ja, så opfinder, udvikler eller opdager VandbærerVenus det alligevel. & det ved du, hvis du kender en Vandbærer… de kan være SÅ stædige og resolutte i deres opfattelser. Når de ved noget, så VED de det & det er der intet, der kan punktere eller modbevise — hverken videnskab eller dygtig argumentation, for Vandbærerens indbyggede, pludselige, utilregnelige Uranus-logik slår aldrig fejl — dette er så også årsagen til, at den klassiske sølvpapirshat oftest sidder på en personage med udprægede Vandbærertræk. For som de fleste sikkert ved, så er skillelinjen mellem gal & genial hårfin.

..
..
Billedet er af J. J. Grandeville & hedder “The wanderings of a Comet”, fra Another World, 1844. Bemærk især planetlysekronen over hendes hoved med Saturn (Vandbærerens kaldæiske hersker) på den midterste placering.

..
..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0