} Venus • i • Vædderen • pt. I {
[ I transit: 2. maj kl. 18.00 — 28. maj kl. 16.45 ] • Her til aften bevæger Venus sig fra Fiskens oceaniske helhed til Vædderens individualistisk enhed. Her smider hun den tryllebindende & forførende havfruehale, frigiver den overjordiske sirenesang & opgiver de pladderromantiske drømme, for at gro et par solide horn & kæmpe for alt, hvad hun finder ægte, sandt & retfærdigt! • I Vædderen bliver hun en amazone eller en krigerprinsesse, der med sin impulsive, varmblodige & målrettede facon er parat til at hamre alle forhindringer, modstandere & udfordringer af vejen — også potentielle elskere, hvis de ikke er vakse ved havelågen! Vædderen får energi af friktion; at overvinde modstanden. Så når Venus står her, viser hun os nye veje & værdier på de områder, hvor vi ønsker eller behøver en holdningsændring — & hvor er det kærkomment netop nu her under formørkelsessæsonen! Venus viser os vejen til nye eller mere upolerede, autentiske holdninger & værdier. • Venus er som bekendt Kærlighedens, sanselighedens, nydelsens, bekvemmelighedens, skønhedens & overflodens planet. Hun lader os påskønne livet, opleve følelserne & nyde skønheden & herlighederne omkring os; hun lader os overgive os til overflod, luksus & harmoni. Hun er med andre ord repræsentant for vores evne til at modtage her i livet. • I Vædderen, der herskes af hendes modpart, Mars, det givende princip, føler hun sig imidlertid ikke så godt tilpas, for hvordan skal hun kunne læne sig tilbage & nyde, samtidig med at hun skal sætte sig mål & handle? […]