} Venus • i • Krebsen • pt. I {

[ I transit: 2. juni kl. 15.09 — 27. juni kl. 06.25 ]

• Det er nu ca 6 døgn siden at Venus forlod Tvillingens flaksende, charmerende, hurtigløber luftenergi, lod den topløse solbadning & strandtasken med alle bøgerne ligge, tog bikinien & de kurvede hofter på for at svømmede ind i Krebsens stærke, emotionelle, moderlige, omsorgsfulde, kraftfulde, men også sarte tegn. Her vil hun bringe lidt mere introvert følsomhed over Tvillingens hvirvlende & hyperaktive kognitive sæson & det bliver rart for de fleste af os, at få lidt mere ro på — om ikke tankerne, så i det mindste sanserne.

• Krebsen er et af de fire kardinale tegn & tror dermed på emotionelt lederskab. Krebsen er et sjovt tegn. Dyrekredsens første vandtegn, der spejler tween-personens generte selvbevidsthed; der hvor puberteten for alvor sætter ind & man mest af alt har lyst til at drømme sig langt væk fra sin åndssvage familie & ligge en hel sommerferie indendørs med benene bimlende i vejret mens man sluger sine yndlings romaner.

• Men det er også et ansvarligt tegn; man skal ikke tage fejl af den lidt sarte & sensuelle energi — inde bag kan ligge en livskærlig & ganske dominerende vilje. Krebsen ved nemlig hvor skabet skal stå. Og måske er de for høflige eller konfliktsky til at sige det direkte, men de skal (for det meste nok få deres vilje — på den ene eller anden måde). Måske kan de være lidt tilbageholdende til at begynde med, men føler de sig først trygge, skal de nok krabbe sig sidelæns ud af deres lille konkylie.

• Ægthed, autentiske følelser & nærhed står meget højt på Krebsens ønskeseddel, men får den det i sine relationer, kan den udfolde sig som et utroligt underholdende, festligt & sjovt menneske. Krebsen kan i højt humør mime Løvens extravaganza & til tider både være en bedre skuespiller & vært end Løven selv (her skal man huske at Månen kan skinne fuld & rund på samme måde som Solen også selvom den ikke selv genererer lyset eller energien — derimod er den mere indfølende & kan skelne flere nuancer, da dens lys er mindre kraftigt & dermed ikke overstråler alt. Dette billede gælder også for den introverte Krebs (hersket af Månen) & den udadvendte Løve (hersket af Solen). Men begge tegn er optaget af kærlighed, af de nære relationer, at danne par & at drage omsorg for familien, flokken eller gruppen — men de gør det på hver deres måde — ligesom Solen & Månen skinner på hver deres måde, selvom de begge er vores planets vigtigste himmellys).

• Når Venus befinder sig i Krebsens tegn er hun interesseret i at åbne sig overfor sine inderste, dybe følelser. I alle slags relationer. Krebsen er knyttet til det oceaniske, vores intuition & det ubevidste, så vi kan opleve at føle os mere dragede af andre — især dem, der udstråler følelsesmæssig dybde, blidhed, tilregnelighed & rummelighed. Men som med havet, ved vi aldrig rigtig hvad vi får; det kan være stille, smukt & blidt med røgfarvet eller søgrønt havblik; det kan være viltert, skummende hvidt, brusende af raseri & viljestyrke eller det kan være tyst, dybt, mørkt & hemmelighedsfuldt.

• I sammenligning med de to andre vandtegn er Skorpionen den stillestående, dybe, sorte, jernholdige skovsø, der hvor grene, blade, gamle skatte & moselig ligger uforstyrrede & formuldes på bunden. Skorpionen hersker over transformationen, skammen, det dyriske i os samt det underbevidste. Fisken derimod er fællesmenneskelig. Hvis Krebsen er det helt personlige tegn, der både er lidt nærtagende, navlepillende & let at fornærme, fordi de oplever alt igennem de helt nære relationer — & derfor let kan tage andre menneskers adfærd eller tankeløshed personligt, så har Skorpionen et lidt breder perspektiv & forstår at alt er relationelt & ikke nødvendigvis imellem mig & dig.

• Her er Fisken zoomet helt ud på det store billede. Der hvor vores sind ikke længere er separerede men gensidigt udvekslser tanker & erfaringer. Fisken hersker over det fællesmenneskelige, der hvor drøm & virkelighed, eksistensen & det hinsides mødes & smelter sammen, Der hvor alle arketyperne findes i det store åndelige evige ocean — havet vi alle i ånden er små dråber, der udspringer af — & dermed også den evige hinsides strømmende eksistens, som vi alle vender tilbage til & smelter sammen med igen efter endt liv.

• Når vores dagligdag udfolder sig under Venus’ transit igennem Krebsen bliver vi mere romantiske, nostalgiske & tryghedssøgende. Alting bliver let smukkere, mere filmisk. Solen har sjældent skinnet så smukt, forsommeren er mere frodig & indtagende end sædvanlig & vi bemærker i højere grad insekternes summen, blomsternes vilde nuancer & fuglenes smukke melodier i den blide & fortrolige skumring. Vi ønsker dybere forbindelse med det nære nu, det velkendte & måske også det fortidige. Vi kan have mange sanseoplevelser, der minder os om vores barndom; gamle bøger, blade, plader eller toner kan tage os på livlige dagdrømme tilbage til barndommens sommeroplevelser. Måske kan glæden ved fortiden endda kamme over i rørstrømsk snøfteri & fugtige øjne. Og erindringen tilhører da også mørket & vandelementet, som Krebsen er dybt forbundet med. Ligesom at denne oversanselige skønhed vi kan opleve næsten kan bringe en tristhed med sig, fordi vi ved, at denne følelse, dette syn, denne lyd eller lugt ikke er evig. Den er så brændende vidunderlig & så flygtig samtidig. For KrebseVenus indeholder al skønhed forfaldets evige melankoli. Læs det igen & forstå hvor dybt & storladent et menneskehjerte kan føle.

• Vores fantasi & kreativitet kan være særligt højnede, nu da vores forestillingsevne er aktiveret af fordums storhed & lykke — & som med alting husker Krebsen i billeder (fotografisk hukommelse) & gerne nogle, der tager sig lidt lysere & hyggeligere ud end det (form)egentlig var. Det kan være man skal minde sig selv om disse kolde, hårde fakta, når drømmen om forlist & særlig inderlig kærlighed kan melde sig på bjergtagende skønne & særligt længselsfulde sommeraftener som i aften.

• Denne transit viser os det smukke ved vores levede liv, ved fortiden, ved vores barndoms nysgerrighed & påvirkelighed, samt vores forhold til det urmoderlige. Derfor giver det også mening at spørge sig selv: Hvad er mit eget forhold til det moderlige? Mit forhold til min mor & mødre i mit liv? Mit forhold til mig selv som mor (hvis man er det)? Hvor kan jeg skabe mere nærhed & tryghed i mit liv? Hvilke glædelige & hyggelige traditioner, oplevelser eller forhold havde jeg særlig fornøjelse af som barn — & er der nogen som helst form, det giver mening at genskabe dem i i mit voksenliv?

• Vores forhold til den mødrende side af vores familie kan også være særligt i fokus nu — specielt hvis vi oplevede skuffelse, sorg, afvisning, ensomhed eller decideret svigt i vores relation(er) til vores mor, mødre eller moderroller igennem vores barndom eller opvækst. Her kan det give mening at undersøge, hvilken slags mor vi savnede/savner & i så fald, hvordan denne rolle & de kvaliteter kan være i vores liv nu — & ideelt set, hvordan vi selv som voksne kan udfylde denne rolle i os selv. Har vi brug for omsorg i form af kram, nus & kærtegn? Har vi brug for faste rytmer, næringsrig & nærende mad? Har vi brug for mindre eller mere mad? Har vi brug for trøst, støtte, at blive set, anerkendt eller heppet på? Har vi brug for egenomsorg, pleje af krop & sind? Ro, at geare ned? At drage omsorg overfor vores kroppe igennem kropskontakt, massage, faste tryk, nus eller fx tørbørstning kan være særlig opbyggende & healende nu.

• Under denne transit bliver vi også mere opmærksomme på vores omgivelser, menneskene i vores nærmiljø & deres behov. Måske bemærker vi også i højere grad andre menneskers emotionelle tilstande — og især særligt følsomme individer, der måske til daglig kan komme til at suge andres humør, følelser & stemninger som en svamp, kan opleve denne evne som underligt aktiv. Husk derfor at forløse de eventuelle spændinger, der kan opstå i din krop hver aften, så du ikke bærer rundt på andre menneskers energier. Her kan bruse- eller karbade have en særlig gavnlig effekt, da de renser vores astrallegeme; et af de fire primære legemer vores kroppe består af & her hvor vores følelser bor & måske ophober sig.

• Ser vi efter en partner fylder det emotionelle mere & det er vigtig for os under denne transit, at vores behov & værdier — især de følelsesbetonede stemmer overens med vores partners. Det er vigtigt at vi vil det samme & ønsker den samme grad af tryghed. Vi vil gerne forbinde os, forpligte os & formere os.. ehm.. jeg mener, vi vil gerne være nærværende & sanselige sammen. Dybe følelsesmæssige forbindelser kan altså let opstå nu — ligesom fokus på romantisk tosomhed, hvor relationen udvikler sig i nære & trygge omgivelser, fx hjemmet. Har vi allerede en partner er vi måske mere følsomme overfor deres kritik, travlhed eller manglende fokus, så her giver det mening at investere lidt i nærhed, øjenkontakt, kropskontakt & tid til hinanden. Heldigvis vil de fleste have lyst til det, da vi er mere opmærksomme & i sync med hinandens behov & følelsesmæssige tilstande (med mindre vi/de er virkelig fortravlede pga Merkur Retrograd & Tvillingens sæson eller meget ængstelige & triggede pga formørkelses-sæsonen).

• Så husk dig selv & dine behov, samt at være nærværende med din partner eller børn. Vi har alle brug for lidt mere nærvær & nærhed nu, da vores sanser er mere sensitive & vores følelser er mere åbne. At have et øget fokus på æstetik, sit hjem, at udtrykke sig kreativt (især igennem billeder; tegne, male, fotografere, filme), sine nære relationer, sine tilknytninger & familie er forventeligt de kommende 3 uger. Og derfor kan drømme om babyer, børn, familieliv (især det romantiske) samt at føre slægten videre også være i fokus. Ønsker man at blive mor eller gøre nogen til mor kan denne transit være med til at tage endnu et skridt i den retning. Og husk, Krebsen er ikke bare et blidt, skønhedselskende & følsomt tegn, men også et fertilt & frodigt et — & især pga en trigon til Jupiter i Fiskene de første dage af denne transit er der særligt pregnante muligheder for at skabe noget storslået & glædeligt — hvad end det så er skønhed, kunst eller et nyt vidunderligt lille liv.

..
..
Billede 1) er af Jacques-Laurent Agasse & hedder “Ondine”, 1843.
Billede 2) er af John William Waterhouse (1847-1917) “Ondine, en vandnymfe.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *