[ I transit: 5. september kl. 05.55 — 29. september kl. 08.48 ] • I morges tidligt på et helt magisk tidspunkt skiftede Venus Løvens hjertevarme & aktive ildenergi ud med Jomfruens pertentlige & praktiske jordenergi & erklærede officielt sommeren for slut. Hun er i år rosinen i pølseenden & den sidste af de hurtige planeter til at forlade sommersæsonens sidste tegn, Løven. Det skyldes hendes lange retrogradperiode i vinters i Jomfruens søstertegn, den sparsommelige & ressourcebevidste Stenbuk. Solen står i midten af Jomfruen disse dage, mens Merkur allerede befinder sig i Vægtens harmoniserende & omskiftelige tegn. Her forkynder han sagte efterårets komme. Naturen er begyndt at trække safterne tilbage mod sin kerne; opløse sommerens storhed, for atter at kalde livsenergien til sig & lade træernes ved skinne gule, orange, røde & brune. • Når Venus befinder sig i Ceres & Merkurs bevægelige jordtegn for fuldbyrdelse, forråd, høst, frugtbarhed, ernæring, urtemedicin, healing & helse, vender vores fokus sig imod de livsopretholdende processer. Får vi næring nok? Spiser vi vitaminrigt? Trives vi i vores hverdag? Hvad længes vi efter, hvad kalder vores krop hemmeligt på? Forstår vi livet, kroppen & jordens rytme? Er vi i kontakt med mulden under vores fødder & hører vi græsserne vokse & frøene falde? Kender vi forskel på spiselige & giftige planter & bær? Og kan vi læge og forskønne med planterne omkring os? Jomfruen er den vise urtemediciner, der kan forvandle alt omkring sig til redskaber til overlevelse, forskønnelse, renhed, pragmatik, sundhed & frugtbarhed. • […]