} Venus • i • Fiskene • pt. II {

[ Har man selv — eller dater/kender man én, der har — Venus i Fiskene ]

• Har man FiskeVenus i sit horoskop søger man en partner, der kan forstå ens drømmende natur & sanselige dybde. Én, der ikke kimser af verdens lidelser & som forstår den dybe medfølelse for alt levende. Værdierne bliver bløde, blide & asketiske og den fineste, dybeste, romantiske kærlighed bliver det højeste ideal.

• Sensitivitet & modtagelighed er nøgleord for denne placering & kræver forstandighed & omsorg hos både partnere & en selv. Mystik er en evig dimension i disse væsners personlighed & paradoksale tendenser vil farve alle relationer, de har. For FiskeVenus er intet sort/hvidt, alt derimod består af nuancer — gerne i alle regnbuens farver — i en verden, hvor indlevelse, medfølelse & empati for alt levende hersker. Der kan være en tendens til at blive tiltrukket af ulige relationer. Hengivelse & underkastelse kan spille en afgørende rolle med denne placering; man kan ligefrem længes efter én, der vil agere leder, beskytter eller frelser. Nogle kan også lede efter en dominatrix eller sågar en krænker. Det kan virke lidt besynderligt, at FiskeVenus oftest føler sig bedst tilpas & mest skattet & værdsat i tilsyneladende ulige relationer, men det er dog heller ikke en lineær logik, der følges her, men kroppens sanser & pirrelighed samt befrielsen, der findes i den totale overgivelse.

• Venus i Fiskene er på engang både stærk & svag. Svag fordi man lettere lader sig påvirke, forføre, drømme bort, overgiver sig, giver op & svømmer bort, men stærk fordi kærlighedens ideal brænder som en evig flamme i ens indre & man er i stand til at tilgive det meste & overkomme endnu mere! Sanselighed; nydelse & lidelse i smukt samspil + romantiske fantasier & idealer farver FiskeVenus smukke, akvarelfarvede univers. Man lever med andre ord for kunst & kærlighed — & idealistisk frelse for alle de svage, syge & små. Det er dog meget væsentligt ikke at udnytte mennesker med denne placerings godmodighed & offervilje. Denne iboende sårbarhed er en af deres største styrker, & er et meget værdifuldt karaktertræk (for hele menneskeheden), der skal skattes & respekteres. Det, der ved første øjekast ligner ømfindtlig skrøbelighed eller svaghed er en overjordiske, tilgivende styrke, der kan forløse, forsone & måske endda frelse — i ordets egentlige, bibelske forstand.

• FiskeVenus kan dog også give en virkelighedsfjern, forvirret drømmer, der foretrækker eget selskab, alene (måske indtil den rette bejler/frelser viser sig) & nyder at svømme væk fjernt fra verdens stress & jag for at udfolde sine egne fortryllende verdener — om det så er indenfor musik, billedkunst, poesi mm kan variere. FiskeVenus ser som udgangspunkt med meget milde øjne på alle andre mennesker & der ligger en evig accept af alt det fejlbarlige & mangelfulde, der eksisterer her på det jordiske plan. Men samtidig indeholder disse væsener også en drøm & længsel efter det ideelle, det perfekte & romantiske, hvorfor ønsket om commitment & hengivenhed i deres partnere er noget, der sukkes efter & drømmes om. Ironisk nok kan en tilsvarende trofasthed være svær for FiskeVenus at praktisere, da deres universelle kærlighed til mennesker sjældent lader sig begrænse af et parforhold — for på et plan kan FiskeVenus elske alle mennesker; alle har noget unik, smukt & særegent, man kun kan betages af & værdsætte. & det kan selv sagt være meget frustrerende for deres partnere — & mere jordiske personer kan da også have svært ved at følge logikken (men bare rolig, det er også svært for FiskeVenus selv, så det skal man ikke tage så tungt).

• Det er imidlertid ikke i det logiske, at man skal søge svarene, men snarere i den henførte & overgivende (til)tro. Fiskens motto er “Jeg tror” & det er da også her, man skal møde dem i deres virkelighedsopfattelse. I åbenheden. Når vi overgiver os til troen, til uvisheden, til mysteriet eller miraklet, så falder vores stolthed & forfængelighed bort. Vi kan kun være ydmyge overfor det uvisse, for her kan vi kun stå uden dom & være åbne overfor, at vi potentielt set tager fejl. Denne usikkerhed er et smukt billede på Fiskens bevægelige dynamik & den omskiftelige, formløse & strømmende energi, der viser os de spirituelle lovmæssigheder for verdenerne hinsides. Alt det forstår Venus, når hun residerer i Fiskens rige.

• Er man ejer af denne fantasifulde & drømmende placering, bør man dog (også) være opmærksom på urealistiske forventninger til livet, drømmende & hvad man ønsker sig af denne inkarnation her på jorden — især mht kærlighed eller partnere (for her kan man blive gevaldigt skuffet) & vide, at har man en hemmelig fantasi om at blive reddet (eller redde en partner i nød), så er det man skaffer sig på halsen ved denne lejlighed oftest ulykke eller utaknemmelighed. Har vi brug for en royal på den hvide hest, vinder vi meget ved at indtage pladsen som frelser selv.

• Fiskeplaceringer kan generelt give et spinkelt, forfinet & til tider svageligt legeme (da Fisken ikke er særlig forankret i den fysiske virkelighed; gælder især Sol, Venus & Ascendantplaceringer) så derfor er det vigtigt at huske at nære & ære sin fysiske krop. Sund, nærende grøntsagsrig kost, åndedrætsmeditation eller blid, fysisk aktivitet (Yoga, fx) kan bringe én tilbage til livet & ned i kroppen, hvilket kan være en vigtig bevægelse at foretage sig ugentligt. Kan der skabes lidt jordforbindelse til de smukke drømme & tanker, vil FiskeVenus kvaliteter for alvor udnyttes i kreativt arbejde & bidrage til selvværd & egenomsorg. Der er ingen tvivl om at tanken om den romantiske kærlighed lokker mere end den grå, daglige hverdagstrommerum & her kan al denne sælsomme mystisk kanaliseres ud i kunst, som FiskeVenus oftest har store & rige anlæg for!

• Når det så er sagt, så står Venus forhøjet i Fiskene, hvilket vil sige, at hun stortrives her & at hendes energi kommer stærkt & forfinet ud igennem Fiskens drømmende & naturligt kunstfærdige & kreative sanselighed. Denne placering kan give sin ejer utrolig meget held & rigdom med på vejen (fanger man tidevandsbølger & får sagt nej til alle de ulyksaglige & selvskadende typer, man kunne komme til at ville frelse), da tilliden til det højere ideal eller troen på den romantiske lykke er meget stærk. Venus’ almindelige, mere selvoptagede, barnlige eller grådige karaktertræk forædles altså i Fiskenes overjordiske energi & den sarte uskyld, der også findes her, kan forvandles til meget hedt & intimt samvær møder man én, der forstår at værdsætte ens generthed, idealisme & drømmende, farverige sind.

• Denne placering er oftest lidt asketisk anlagt & vil fx hellere have dybtfølt, selvskrevet kærlighedspoesi reciteret under Fuldmånen end dyre roser & champagne; de bliver ikke imponeret af din status, dit job eller din pengepung (som Tyre-, Løve- eller StenbukkeVenus fx) — det er det indre, der tæller her. De elsker dig for det menneske du er, for FiskeVenus’ kærlighed er ikke betinget af ydre omstændigheder; ikke dit udseende, din berømte familie eller din verdensrekord.

• Til gengæld kan personer med denne placering have en tendens til at lukke øjnene for deres forbrug (med mindre der er noget andet i horoskopet, der taler decideret imod dette; Tyre-, Stenbukke- eller Jomfrumåne) — jordiske værdier & materiel overflod er ikke umiddelbart så vigtig for FiskeVenus, hvilket på en regnvejrsdag kan resultere i, at man får brugt alt hvad man ejer & har, fordi den slags materialistiske foranstaltninger ikke virker synderligt dragende & ens guld dermed på mirakuløs vis bare siver ud af bankboksen. Fisken er et tegn, der opløser den fysiske verden & forædler den i åndens navn (oftest igennem lidelse) — og når værdiernes planet, der hersker over vores holdninger & åndelige/politiske værdier, vores materielle ressourcer & fysisk ejendom samt vores selvværd står her, kan den opløsning man kan observere på det fysiske plan altså også ske for ens pengepung. Især impulskøb af smukke (beklædnings)genstande kan forekomme, da man kan blive helt betaget af et materialet, en udformning eller et snit — ja, her må man bare skyde skylden på Venus’ sanselighed & skynde sig at ringe til sin Saturn, så man atter kan få styr på finanserne.

*NB: Bemærk at det kun er mennesker, der er født i Stenbukken, Vandbæreren, Fiskene, Vædderen eller Tyren, der kan have denne fortryllende Venusplacering, da Venus aldrig er mere end to tegn fra Solen.

..
..
Billede 1) er af Evelyn de Morgan & hedder “The Sea Maidens”, 1896.
Billede 2) er af Sir William Samuel Henry Llewellyn, “Waterbaby” eller “Watermaid.” 1910.
Billede 3) er af Hussein Bicar (1913–2002).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping cart
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0