} Venus • går • Ret {

• I morges kl. kvart i 9 stationerede Venus — kærlighedens, selvværdets & relationernes planet — endelig ret & afsluttede dermed sine 40 dages baglæns snurren igennem Tvillingens nysgerrige, duale & kommunikative tegn — dermed er hendes retrograd 2020 officielt afsluttet; en bevægelse hun først vil genoptage om 18 måneder, når hendes næste retrogradcyklus begynder!
• I denne periode, hvor Venus har vendt sin energi indad & er vandret baglæns af allerede erfarede stier, har vi haft særligt fokus på at forstå vores værdier — samt hvad selvværd & selvkærlighed er for os hver især. Dette er vi blevet præsenteret for ved at genbesøge en række følelser, oplevelser, erindringer & måske endda mennesker, der har hjulpet os med at undersøge & eksaminere om vores holdninger til samt vores idéer om vores værdier & følelser, nu også stemmer overens med vores faktiske værdier & følelser — eller om vi har ændret os uden at opdage det?
• Dette skærpede fokus på vores værdisæt — samt vores forhold til kærlighed & værdighed — har især haft til opgave at stille skarpt på, hvor vi IKKE føler os værdige, vigtige eller elskelige & måske — i forsøget på at blive accepteret eller holdt af — er kommet til at disrespekteret vores egne grænser, har underkendt eller syltet vores behov, vores værdighed eller selvrespekt. Alt dette er blevet afdækket, så vi med bevidsthed (Tvillingen) & kærlig intention i vores valg (Venus) fremadrettet kan etablere et stærkere fundament for vores selvfølelse — & dermed også mere balancerede & kærlige relationer — både til vores familie & nærmeste, men også i vores kærlighedsliv.
• Som nævnt er hendes retrograd den mest sjældne i vores Solsystem; hun vender kun sit kærlige & fyldige fokus indad ca. 7% af sin samlede omløbstid, & da hun også er en af de mest personlige planeter, der hersker over vores evne til at nyde & værdsætte; vores værdisæt, værdighed, personlige smag & holdninger er denne retrograd en af dem, vi mærker allerkraftigst — både kollektivt & personligt.
• De fleste vil nok have oplevet, at de seneste par dage har været særligt intense følelsesmæssigt. Det skyldes at vi både ligger i slipstrømmen fra årets kraftigste solformørkelse i 0° i Krebsen (det måske allermest emotionelle tegn), samt at vi mærker Venus’ energi standse op & stabilisere sig. Det er typisk begyndelsen & afslutningen af en retrograd, vi mærker kraftigst, da energierne hvirvles op, når planeterne stationerer (skifter retning).
• Yderligere står Venus også i et tiltagende kvadrat (konfliktende aspekt) til Månen, der i dag har stået i de sidste grader af Løvens faste, buldrende ild & henover aftenen & i morgen (hvor kvadratet vil være eksakt) bevæger sig ind i jordtegnet Jomfruens fornuftsbetonede, strukturerende & Merkurstyrede energi. Denne kontakt imellem vores indre liv, vores tidligste følelsesmæssige forbindelser & instinkter (Månen) samt vores evne til at elske & relatere (Venus) sætter vores følelser omkring tilknytning, værdier & værdighed på spidsen disse dage. Jomfruens energi finder tryghed i at organisere & effektivt rydde ud i & afgifte al den tilsyneladende kaos, der hersker, mens Tvillingens omskiftelighed finder frihed & ro ved, at situationerne, livet & mulighederne står åbne; at vi kan ændre mening & handle på vores nysgerrighed, nye strømninger & impulser. Heri ligger selvsagt en konflikt, hvor tryghedens (Månens) behov for struktur & kontrol møder nydelsens (Venus’) længsel efter bevægelighed & smidighed. Disse to energier må balanceres de kommende dage for at få lidt mere intern ro på.

• Siden 13. maj har Venus retrograd ved hjælp af Tvillingens analytiske blik bragt os helt tæt på de områder, hvor vi skal arbejde på at opbygge vores selvværd & selvkærlighed. Med retrogradens langsomme & indadvendte energi har vi haft rige muligheder for at få kortlagt hvilke områder af vores indre landskab (mønstre, overbevisninger eller barndomsprogrammering), der har forhindret os i at føle & anerkende vores værd. Hvordan det specifikt er kommet til udtryk i dit liv vil variere alt efter hvor Tvillingen befinder sig i dit horoskop. For nogle vil det have manifesteret sig fysisk ved at man har haft forbindelse med tidligere kærlighedsrelationer — eller har været nødt til at ende et forhold — mens det for andre kan have optrådt på mere abstrakte, personlige eller gruppe/familierelaterede planer, fx i forhold til at føle sig inkluderet i fællesskaber — eller værdig til at give eller modtage kærlighed. Andre igen vil have oplevet at denne transit handlede om penge &/eller “hvor meget” vi er værd set udfra et økonomisk eller arbejdsmæssigt perspektiv. Det væsentlig er, med andre ord, at det er blevet synligt for dig, hvilket område, du vil have godt af at ære & værdsætte i dig selv lidt mere.
• Et andet fokus denne retrograd har haft er at belyse vores evne til at kommunikere, samt hvor bevidste vi var/er omkring vores skjulte/mere eller mindre bevidste kropssprog. Hvilken metakommunikation udsender vi & forstår vi selv, hvad det er for signaler vi sender til vores omverden? Ser vi selv, hvordan vi måske underkender vores egen værdighed ved ikke at kunne sige nej tak eller undskylde for os selv?
• Et andet element, der har fået med grovfilen de sidste 6 uger er forudindtagethed: Det vil især for mennesker med mere faste overbevisninger om dem selv, livet & verden være blevet synligt, hvor vi kommer til at antage at vi forstår eller ved, hvad andre mener (uden faktisk at kunne være sikker på det) — derfor vil Tvillingens flydende energi, have insisteret på, at vi ikke kan vide os sikre på noget som helst! Tilsvarende er det måske også gået op for os, at vi ikke er særlig gode til at være tydelige i vores holdninger eller formuleringer & fx bede direkte om det, vi gerne vil have eller sige klart & tydeligt fra eller nej.
• Vores behov, ønsker om (eller måske skræk for) tilknytning, usikkerheder, sårbarhed, jalousi, traumer, oplevelser af svigt & frygt for at blive forladt, afvist eller udstødt er også bagsider af vores kærlighedsliv, der kan være kommet op de sidste 6 uger. Ligesom giftig eller destruktiv adfærd er blevet synligt; begrænsende overbevisninger, familiemønstre/-karma eller følelsesmæssige blokeringer, der har forhindret os i at leve & udtrykke vores indre liv & følelser frit.
• Nu hvor Venus atter bevæger sig fremad, får vi for alvor mulighed for at fordøje & implementere disse indsigter. Det er tredje & sidste gang hun af denne ombæring bevæger sig fra Tvillingens 5-21 grad & opmuntrer os dermed til at anskue vores valg, følelser & idéer i et helt nyt lys. Denne periode (fra i dag, 25. juni & frem til 29. juli) vil hun bevæge sig igennem sin postskyggen, som er en periode, hvor vi vil integrerer de erkendelser & følelser vi har oplevet under selve retrograden. Vi kan derfor have nogle ret markante aha-oplevelser & pludselig forstå os selv & se de mønstre tydeligt — der måske tidligere ubevidst — har trukket os rundt i kærlighedens mangefacetterede manege.

• Har man haft brug for at slikke sine sår de seneste 6 uger, kan man fra i dag af se frem til at rejse sig fra brudstykkerne, ryste det udtjente af sig & bevæge sig fremad sammen med Venus — selvom hun træder varsomt de første dage her, vil hun snart genoptage sin sædvanlige hastighed. Vi er nu i stand til at forstå, arrangere & skelne imellem, hvad der tjener os & som vi skal have med videre — samt hvad der ikke gør, som nu skal frisættes. I takt med at Venus’ almindelige, retvendte energi tager fat, vil vores evne til at kommunikere vores behov, vores følelser & forstå vores egne motiver komme tilbage (det vil ikke alle, der har haft svært ved formidle eller dele deres inderste de seneste uger — nogle vil faktisk have oplevet det modsatte — men for dem, hvor det har været kompliceret, vil det lette nu). Vi vil også på ny opleve Tvillingens sociale, legende & nysgerrige tilgange & vi får igen lyst til at udtrykke os & dele/diskutere vores værdier/følelser med andre.
• Vi får med andre ord mulighed for nu at vælge nye veje i kærligheden & livet som er mere i øjenhøjde med, hvem vi inderst inde er & hvad vi ønsker os af fremtiden. Eventuelle tidligere, ubevidste valg kan blive korrigeret de kommende uger, parallelt med at vores nye indsigter vil blive integreret. Disse nye tilgange & indsigter kan også assistere os i at nyde os selv & vores relationer på nye & dybere måder.
• Slutteligt vil jeg nævne den kollektive effekt: Ligesom Venus privat har vist os, hvordan vi skal transformere vores mindreværd & integrere vores skygger i denne periode, har hun tilsvarende peget på vores kollektive fortrængte ballast. En af Tvillingernes dybeste læringer er erkendelsen af, at alle vores oplevelser & historier er to sider af samme sag.
• På dette genfødselsridt ned igennem underverdenen i Tvillingens tegn, hvor hun transgresserer fra at være aftenstjerne til at være morgenstjerne, afdækker hun vores illusioner om vores egen — dvs hele menneskehedens — duale natur. Vi indeholder alle lys & mørke, godt & ondt, kærligt & ukærligt. Det er to sider af samme sag; af samme mønt. Venus ønsker at vise os, at den brutalitet vi ser ude i verden (og finder ubærlig) også eksisterer inde i os selv, og at vi alle er nødt til at transformere disse sider individuelt, så vi kan hele & læge i fællesskab, kollektivt. Dæmoniserer vi andre, skaber vi større afstand (også inde i os selv). Det lyder måske paradoksalt (og det skal heller ikke forstås bogstaveligt, som at vi alle er mordere, fx) men skal i højere grad belyse, hvordan vores systemer, idealer, værdier, fordomme & fordømmelser er med til at reproducere & opretholde de mønstre, der i en uendelig spiral kun skaber krænkere, ofre eller frelsere — & som i sidste ende var med til at myrde George Floyd & alle de andre racerelaterede drab, vi har bevidnet på det seneste.
• Tvillingens tegn, repræsentanten for de to sider af mennesket, det bevidste & det ubevidste; det lyse & det mørke, det ansvarlige & det uansvarlige, etc — er to poler, der konstant samarbejder & cykler tandem i den proces, der hedder: at udfolde livet — & dybest set er de en & samme position. Begge sider af mønten, der set udefra jo er én genstand, men som vi så let kan opleve, som to forskellige tilgange. Tvillingens smidighed vil vise os, at vi inderst inde alle er ét & alle er ens; at den forskellighed vi ser udmøntet i den fysiske virkelighed, er konstrukter vi alle er med til at skabe & opretholde — dvs ønsker vi forandring, er vi nødt til aktivt at samskabe den! (Solformørkelsen i 0° — Universets totale enhed i den uendelige cirkel; samt dens konjunktion med Nordknuden i Tvillingens dynamiske & smidige energi peger netop på denne bevidsthed — & at vi kollektivt har både evnerne & ansvaret til at skabe en mere harmonisk, inkluderende & kærlig verden — men det kræver at vi i fællesskab, sammen arbejder os hen imod den!).
• Vi kan dog let opleve denne fluktuerende smidighed som en opløsning eller erodering af vores velkendte & trygge strukturer. Denne flydende energi skaber usikkerhed & uklarhed, og det virker oftest ubehageligt på den menneskelige eksistens; hvor rutiner, metodikker & mønstre hjælper os med at holde fokus & etablere en forudsigelighed, der føles tryg. Det er dog væsentligt at vi ikke bliver rigide & angste, når mønstrene forandrer sig & denne dybe kollektive proces, vi står midt i, er selvfølgelig både en dyb transformation af os personligt hver især, men også af hele menneskeheden som art. Det er nu immervæk en nødvendighed at forny os & skrælle ind til benet i ny & næ — og denne proces bliver imidlertid en ganske kærkommen åbning for helt nye veje (for; der er jo åbenlyse fejl & mangler i de systemer vi pt har).
• Venus i Tvillingen minder os om, at vi bedst møder transformation med smidighed, åbenhed samt nysgerrighed & dyb medfølelse for alle vores medvæsner vi coeksisterer på denne planet sammen med. Usikkerhed er et livspræmis, vi ikke må glemme, & det er igennem denne omskiftelige foranderlighed, at vi har mulighed for at vokse & åbne os. Nye muligheder opstår når rutiner, rytmer & mønstre bliver brudt (& selvom det kan bringe bekymring & uro — især nu hvor Månen pt står i Jomfruen), så har vi kapacitet til at tilpasse os. Det er igennem disse udfordringer vi lærer os selv & vores grænser at kende; det er her vi vokser, bliver inspireret & frigør os fra snærende idealer & forestillinger.
(Er du mere nysgerrig på Venus’ projekt kan du læse alle mine tidligere opslag om emnet via tagget Venus Retrograd herunder).
..
..
Billede 1) er af William-Adolphe Bouguereau (1825-1905) & hedder “Lost Pleiad”, 1884.
Billede 2) er desværre ukendt & fra pinterest, men for smukt til ikke at have med.
Billede 3) er Leonor Fini (1907-1996) & hedder “The passanger”, 1964.
Billede 4) er af Emmanuel Benner (1836-1896) & bærer titlen “At the Water’s Edge”, 1888.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *