} Valentinsdag {

2.070 ord, ca. 11 minutters læsetid.
• Hvert år fejrer amerikanerne (og andre vesterlændinge) Valentines Day d. 14/2. Den amerikanske højtid har som så meget andet amerikansk kultur haft sit indtog i Europa igennem SoMe, film & TV og det forholder sig ikke anderledes for Danmark. Men giver det overhovedet mening at anerkende denne amerikanske (i sin grundessens ret kapitalistiske, overfladiske, heteronormative) relationsfokuserede mærkedag i en moderne verden? Og hvis det virkelig handlede om kærlighed, hvorfor ligger den så i Vandbærerens sæson — det allerfjerneste, mest distancerede & faste intellektuelle tegn?
• Her giver det nok mening med lidt astrologisk kontekst: Personligt — som den Vandbærer jeg er — mener jeg ikke, at Valentines Day i sig selv bør holdes i hævd; ikke i sin nuværende forbrugsorienterede, toxic, kønsrolle-opretholdende & pladderromantiske form. Men, der er alligevel noget fornuftigt i at fejre kærligheden under Vandbærerens sæson med en mærkedag.
• Vandbæreren er det næst sidste tegn i Dyrekredsen — & det modstående tegn til ildtegnet, Løven, hvis hersker er Solen & hvis sæson falder i juli/august. Solen er bevidsthedens repræsentant, giver af alt liv & (i astrologien) vores væsenskerne & personlige energi udtrykt i horoskopet. Løvens tegn hersker over den øvre del af ryggen & skuldrene, samt hjertet. Dens motto er “Jeg vil” eller “Jeg elsker”, da viljen til at elske, går forud for vores evne til at gøre det. Kærlighed er i sin grundform en viljeshandling. I overflods & opgangstid er det let at elske, i modgang & underskud er det svært. Derfor kræver kærligheden en vilje i os til at bestå. Vandbærerens motto er “Jeg ved”, fordi den en blevet en halv cyklus klogere, den ved, at livet ikke kun handler om det vi vil — eller ikke vil — men derimod, hvad vi mener & på hvilken baggrund vi gør det ud fra. Men dens andet motto er også “Vi elsker”. Fordi viden om ting også udtrykker en kærlighed & interesse for disse ting. Om det så er viden om mennesker, livet, kloden, naturen, verden, etc. Denne personlige kærlighedsenergi — overfor den kollektive kærlighedsenergi er noget, som aktiveres under hver eneste vandbærer-sæson med sæsonens Fuldmåneakse, der falder i netop Løven (Månen) & Vandbæreren (Solen). Derfor er der altså et udpræget fokus på individuel & kollektiv kærlighed under denne sæson. En kærlighed vi kunne fejre på en mærkedag — som fx Valentines. Men måske skal den have en anden form end den rosenrøde imiteret italienske, overromantiserede tosomheds-kærlighed. Vandbæreren plæderer i alle fald for en mere kollektiv tilgang til kærlighed, det at elske, ære & værdsætte hinanden. Men lad os kigge lidt på datoen og hvilke energier, den er bærer af:
• Valentinsdag bærer hvert år den numerologiske vibration 14/5 (1+4=5). Det er en kommunikationsvibration, der består af Solens tal, 1 (Løvens hersker), & Uranus’ tal, 4 (Vandbærerens hersker), der sammen giver Merkurs tal, 5 (Tvillingens hersker, hvis energi 14/5 korresponderer med). Vi har altså foreningen imellem vores Væsenskerne, Solen, vores højere intellekt, Uranus, & vores evne til at forstå, indsamle indtryk & udtrykke os, Merkur.
• Selvom kærlighed almindeligvis er noget, vi forbinder med hjertet & ikke sindet/hjernen, så er kommunikation alligevel en bærende del af det at være i en relation & kunne opretholde den. Og selvom kærlighed er en stor del af det at tilgive, acceptere & elske et andet menneske, så er kommunikation, samarbejde & ærlighed en ligeså stor del af det, at få en relation til at fungere i praksis & ikke blot fremstå som en ønskedrøm i en idealiseret, lyserød, tåget, romantisk kontekst.
• I år bærer denne dato den mystiske & okkulte 17/8-vibration da datoen + måneden + året giver 17 (1+4+2+2+0+2+6), der tilhører Saturn; det er en synligheds/evighedsenergi med Solen, Neptuns flydende intuition & kreativitet samt Saturns evne til at forandre i 1000vis af år (i Tarotten korresponderer 17/8 med Stjernen, som er Vandbærerens kort; et kort der handler om at materialisere ånden/ideen ned i materien; at udgyde livets kilde (visdom, indsigt, livsenergi) for de tørstende sjæle på jorden). Det er ikke tilfældigt at det både er Uranus & Saturn, der har herskerskab i Vandbæreren; Himlen & de fysiske begrænsinger (herunder også tiden)s guder. Man kan dermed sige, at der kan være noget blivende, skæbnesvangert over årets Valentines day. En visionær energi, der rækker ud overhverdagen og den tidsperiode, vi befinder os i (det passer ganske godt med 2026’s universelle numerologiske 1’er energi, der handler om nye begyndelser & en årsrække, som varer 9 år – på den led er Vandbærerens innovative, langsigtede & fremtidsorienterede energi en spændende ekstra tilføjelse til dette års Valentines days dagsenergi.
• At 14. februar i år giver 17/8 & dermed aktiverer Stjernen – og at datoens iboende Vandbærerenergi yderligere forstærkes i år understøttes også af at vi både har Mars & Pluto i Vandbæreren (altså ud over Solen, der hvert år står omkring Vandbærerens 25. grad på Valentinsdag). Det her med at gå i dybden med vores følelser, oplevelser & sanse, hvad ægte *kærlighed* er for os, forstærkes af at Skorpionens to ærgerrige herskere befinder sig i Det Kollektive Kærlighedstegn. Pluto er den kollektive vilje & urkraftens skaberevner, mens Mars er vores handleevne, den personlige overlevelses-vilje, måden hvorpå vi virker, vores seksualitet (begæret; Venus er nydelsen, overgivelsen, orgasmen) – så derfor skal de to samarbejde for at vi opnår reel nydelse igennem det seksuelle (det kan måske føles lidt kompliceret i dag, da Månen & Venus danner et mildt, men hårdt aspekt; semikvadraten, der udfordrer harmonien en smule, det slipper dog henad aftenen). Er vi kun i vores Mars handler det om liderlighed, magt, dominans & ego. Merkur & Venus befinder sig i år i den kreative, opløsende, udsvævende, romantiske & måske også grænseløse Fisk, hvilket giver et mere romantisk islæt end hvis de havde stået i Vandbæreren, som de har gjort de seneste uger. Det kan tilføje blidhed, intimitet, næsten poetisk samvær, hvor lysten til at opleve kunst, fx musik eller film, sammen er i højsædet. Der er altså rige & gode muligheder formidle sig selv i dag med en større passion, ærlighed & vilje end vanligvis med Mars i Vandbæreren, der i år også står i konjunktion med asteroiden Vesta, der repræsenterer det, vi brænder for. Og denne kombination af placeringer kan i sandhed åbne for nye dybder i vores relationer, hvis vi tør lægge stridsøksen, åbne for vores sårbarhed (fremfor at pansre os med både Mars, Vesta, Pluto & Vandbærerens intellekt) & tør træde ind i den transformerende energi, som kombinationen tilbyder.

• For yderligere at styrke det blivende, ansvarsbetonede, langsigtede og ikke mindst alvorlige, der kan komme til os med den udødelige 17/8 Stjerne-energi ser vi Månen i Stenbukken, der også korresponderer med 8’er energien. Det betyder at denne Valentinsdag nok vil være en smule mindre romantisk & afslappende end man måske kunne ønske sig, hvis man ynder at fejre dagen. For at understrege intensiteten i dagen, der dog virkelig inviterer os til at tage livet til os i helt stor skala – Månen står i opposition til Jupiter i Krebsen, der kan give store, bombastiske følelser – måske udtrykt på en konkret, praktisk & stilfærdig facon (kunne være noget med guld) viser det store potentiale der ligger i dagen i år. Månen danner ellers semisekstil til Mars/Vesta & aktiverer vores ønsker om at handle langsigtet – samt en kvintil til Saturn/Neptun i 0 grader i Vædderen (Saturn har just skiftet tegn) & viser os noget af det universelle, evige & dybt potente, der bor i Pluto tallets skaberkraft, der som enheden i helheden & altet i intetheden viser os, at livet & døden er dybt symbiotiske & at Universets skaberkraft både kan destruere & genopbygge verdener. Når Månen aktiverer Saturn/Pluto er der seriøse, blivende, kreative, romantiske & yderverdslige energier i spil – med disse forbindelser kan vi transformere vores handlinger, valg & værdier på et strukturelt plan & vitterlig begynde at tænke i de store fællesmenneskelige perspektiver. Noget, der både kan gavne os selv & andre på den lange bane – og det gælder altid ikke kun kærlighed eller andre alliancer, men også eventuelle samarbejder & projekter, vi iværksætter nu.
• For at understrege dagens store forvandlingspotentiale, ser vi også Jupiter stå i trigon til Merkur, kommunikationens planet. Dybe, indlevende & følsomme samtaler kan bringe os tættere på hinanden, læge fortiden, åbne hjerter & give os mod til at være dem vi er. Forbindelsen også i opposition til StenbukkeMånen kan skabe klarhed omkring mønstre & dynamikker, der tidligere lå ubevist i vores underbevidstheds mørke vande, men som i dag StenbukkeMåne kan synliggøres. Henad dagen ser vi også Månen aktivere Uranus i den opbyggende trigon, der forbereder os på en ny virkelighed (cementeret i Tyrens tegn, hvor han pt residerer).

• Selvom Månen står i den ambitiøse & arbejdende StenbukkeMåne, vil jeg alligevel opmuntre til, at I mærker ind i Merkur & Jupiters forbindelser – og lader jer inspirere af Venus & Merkur i den sværmeriske, drømmende Fiske energi, der ligger som en blidere energistrøm under resten af himlens ellers lidt intense energier. Jo mere vi kan huske at være sårbare (om muligt) & selvkærlige under Venus transit igennem Fiskens tegn, desto mere kan vi høste af den.
• Og har man ikke en bedre halvdel at tilbringe dagen med, kan andre nære eller kærlige mennesker udgøre en god samtalepartner eller kompagnon — men man kan også udforske forholdet til sig selv, sin intuition, glæde, optimisme & generelle tilgange & livet igennem kreativitet, leg, meditation, sport eller måske endda lave et lille ritual.
• Min yndlingstanke omkring idéen med at have én dag, hvor man fejrer kærligheden er: man behøver ikke have en kæreste, for at værdsætte & elske sig selv! Og lige meget hvad der sker, så vil du altid være det vigtigste menneske i dit liv; vores allervigtigste relation, vil altid være relationen til os selv — & hvilket forhold vi har til os selv, er vi heldigvis 100% selv herre over. Vores evne til (aktivt) at elske os selv (eller tilgive/acceptere/slippe forestillinger om, hvis elske er et lidt for stort spring), er det, der betyder noget; ikke en eller anden ydre civil-statusmarkør.
• Partner eller ej, Valentinsdag handler om kærlighed & værdsættelse; både af os selv som væsner & alle de mennesker vi har omkring os! Det er vores tilgang til livet, der tæller på det sjælelige plan, ikke så meget om vi har en *bae* eller ej. Og så behøver vi jo heldigvis ikke begrænse vores værdsættelse af hverken os selv, andre eller livet her på kloden til én enkelt dag! Vi kan elske & være taknemmelige for livet, hver eneste dag, hvis vi tør overgive os til det — stå med vores håbefulde, åbne hjerter og tage alt ind.
• Glæde, sorg, kærlighed, smerte, ulykke, ro, accept & vrede. Ingen følelser er forkerte her i livet, heller ikke i dag. Og så vil jeg opmuntre alle jer, hvis hjerter bløder over Verdens uretfærdighed, meningsløshed eller brutale tilstande disse år (tænk, at jeg skal skrive det), at I så kan bruge noget af dagen eller aftenen på at ære dem. I bedste yderverdslige FiskeMerkur/Venus ånd, kan man bruge nogle af sine ressourcer (Venus) på at støtte andre mennesker – enten igennem reelle ressourcer eller ens formidling. Der er mange hjertesager derude i Verden, den moderne verden er fuld af mennesker, der betaler en urimelig høj pris for imperialisme & kapitalisme — så man kan oplagt bruge noget af denne dag på at forvandle det overfladiske overforbrug til reelt kærlige handlinger & bidrag.
• Med dagens både udvekslende, formidlende, omsorgsfulde, hjerteåbnende, men også vrede (Saturn/Neptun) frihedskæmpende energi, er det oplagt at bruge Stenbukkens fornemmelse for at fordele ressourcer (Månen), Vandbærerens visionære rebelske frihedskæmpende energi (Mars/Pluto/Vesta/Solen) sammen med Fiskens næstekærlige & indlevende nødhjælpsenergi (Merkur/Venus) til at skabe ringe i vandet med en kærlighedshandling, der rækker langt ud over vores nærmeste relationer — en bevægelse, der strækker sig langt ind i det kollektive & løfter troen på, at vi — folket — sammen (Vandbæreren) kan forvandle (Pluto/Mars) verden omkring os (Månen: Stenbukken/Uranus: Tyren) til et bedre, mere kærligt & omsorgsfuldt sted (Venus, Fisken) & at vi har staminaen, dedikationen (Saturn:Vædderen), heldet & tiltroen (Jupiter: Krebsen) samt modet til at gå imod strømmen & omvælte det udtjente (Uranus: Tyren) — for dét har Verden virkelig brug for disse år!
• Håber I kan værdsætte dem I elsker (måske endda også alle dem, I ikke gør) — hvad end I vil give denne dag en særlig merit eller ej — og så ønsker jeg for alle at dagens energier kan anvendes til konstruktive udtryk & kanaliseres ind i meningsfulde grænser, handlinger & opbyggende formidling, kærlighed & samvær. Herhjemme har vi brugt StenbukkeMånens praktiske energi til at få gjort rent, vasket/skiftet sengetøj, kommet i bad og få vasket hår, bagt boller & hygget os – alt sammen til Valentines agtige Jazzplader.
Her er nogle til inspiration, hvis I også kunne tænke jer en jazzlydside til dagen (eller ugen):
Anne Phillips — Born to be blue
Curtis Fuller — The opener
Miles Davis — Kind of Blue
De allerkærligste Vandbærerhilsner,
Anjuska
..
..
Billede 1) er af Eleanor Fortescue-Brickdale & hedder “Natural Magic”, 1905.
Billede 2) er af Hans Makart “Modern Cupids“, 1868.
Billede 3) er også af Eleanor Fortescue-Brickdale & hedder “The Deceitfulness of Riches”, 1901
