} Vægtens • Sæson {

[ V i • B a l a n c e r e r — 22. september kl. 15.18 — 23. oktober kl. 00.46 ]
• Her til eftermiddag skifter Solen endelig tegn & slipper en ret udmattende Jomfrusæson.
• Vi har fået kigget kritisk på os selv, vores liv & vores mønstre — og det har været følelsesladet, som det som regel er, når man har en ærlig snak med sig selv. Nu er vi klar til en lidt lettere lufttegnsenergi, der kan bære os videre ind i efteråret. Denne Vægtsæson bliver dog en anelse mere anstrengt end de sædvanlige: for det første vil vi opleve en række restriktioner fra Mars Retrograd i Vædderen (Vægtens modstående tegn) & tillige vil Solen i løbet af Vægtens 4 uger på skifte danne eksakte kvadrater til Jupiter, Pluto & Saturn, sådan som Merkur just har gjort det — & Mars vil fortsætte med at gøre det. Dette vil skabe et relativt genstridigt T-kors imellem vilje, handling, selvbillede, naturligt selvudtryk, ønsker & behov, samt hvad der rent fysisk er muligt & laden-sig-gørligt. Det kan være svært — især når man føler sig i et dybt socialt humør & ønsket om tosomhed banker på i de lidt mørkere tider vi går i møde.
• Påbud om maske, kan også være med til at sabotere Sæsonens ellers mere umiddelbare & hyggelige sociale interaktioner, som den blide Venusstyrede Vægt er så kendt for. Vi kan på den måde opleve en lidt større selvkritik end vanligt & det bliver da heller ikke lettere af, at Venus i løbet af den første uge går fra den selvkærlige & strålende Løve til den kritiske, lidt mere reserverede & stringente Jomfru. Vægten stræber, som Jomfruen, efter perfektion, men det er en anderledes perfektion end Jomfruens systematiske, minutiøse & kontrollerede facon.
• Hos Vægten skal alt være visuelt smukt, stilistisk & formfuldendt — med andre ord: alt skal være i balance. Dette er også årsagen til at de godt kan få skudt i skoene af andre tegn, at de er overfladiske & uærlige. Det er imidlertid ikke hele sandheden. Vægten holder meget af fred & fordragelighed (og herskes da også af Venus) & kan bedst lide, når alle har det rart. Men det betyder også, at åbenlys stridighed eller hårde modsatrettede holdninger ikke er noget Vægten bryder sig særlig meget om. De kan bedst lide, når vi er høflige & pakker tingene lidt ind, så vi undgår det grove & brutale. Det er ikke at være uærlig, men at være taktfuld & diplomatisk, formidler Vægten.
• Hvilket bringer os til en anden af Vægtens ekspertiser, nemlig dygtig diplomati. En målrettet Vægt kan få selv de mest stridende parter til at indgå forlig, hvorfor mange Vægte også er tiltrukket af enten modeindustrien eller jura. Vægtskålene må balanceres med lige dele kærlighed & lige dele skønhed.
• Vægten er også det første tegn i dyrekredsens bevægelse, der ser sig selv som en del af helheden. De foregående 6 tegn oplever verden igennem sig selv, mens de følgende 6 tegn oplever verden igennem fællesskab.
• Vægten ligger smukt nok lige i midten & har da også mottoet: Vi balancerer. De ønsker at skabe en balance i alt hvad de foretager sig; hvordan aftensmaden krydres, hvordan hjemmet indrettes & alle deres opgaver på arbejdet handler om at finde den perfekte middelvej.
• & så ELSKER Vægten romantik! Med Venus som hersker & ønsket om balance, er Vægten altid på jagt efter den perfekte partner, hvorfor de også kan have en ret ambitiøs liste af tidligere elskere eller flirts. Vægten e l s k e r at flirte & charmere, & hvis du kan lege med på det subtile spil, vil du være højt skattet af Vægte. Det er altid et spørgsmål om elegance & finesse..
• Selvfølgelig findes der også den stride Vægt, som er den modsatte skål af sin diplomatiske, pleasende til tider leflende bror, nemlig den stridslystne Vægt. Der gerne diskuterer for diskussionens skyld eller for bare at se sin modstander kludre i gloserne & fejle i den verbale fejde Vægte som regel kan kæmpe lige så let med en pen, som med en kårde — & vinder oftest begge! Vægtens evne til at overtale andre, tale til ro eller mane til fornuft er også et udtalt karaktertræk — & besidder man de rigtige færdigheder, vil Vægten fx kunne have stor succes med at sælge havemagasiner selv til folk uden have!
• At vinde en ordduel eller få sin vilje igennem det luftige, kardinale lederskab kan fryde dem umådeligt & deres stræben efter retfærdighed & sandhed kan — på dårlige dage — føre til en ret skadefro & barsk facon, hvor andre må lide under “Ærlighedens tyranni”, hvor Vægten simpelthen serverer sandheder råt for usødet. Denne side af Vægten, som vi kunne tillægge en mere maskulin kvalitet, korresponderer med den potentielle moderne hersker dværgplanet Eris, splidens gudinde, der viser den duellerende & mere krigeriske side af Vægten (nogle husker måske myten om Stridens Æble, der var optakten til Den Trojanske Krig).
• Nogle Vægte pendulerer imellem disse to poler, mens andre personificerer den ene af dem; men fælles for alle er, at der både er en blid & en barsk side af dette intelligente lufttegn. & de to skåle skal jo også balanceres: der findes ikke lys uden mørke & der findes intet sort uden hvidt.
• Heldigvis er sæsonen oftest en hyggelig sæson, hvor man mingler, fester, møder mennesker & nyder den blide Venus-indflydelse disse 30 dage (oftest) bærer præg af — selvom vi dog i år godt kunne se mere til den stridslystne & debatterende Vægtside; da der er en del uretfærdighed, der er boblet op til overfladen i løbet af 2020, som formentlig har brug for både at blive adresseret, få delt sol & vind lige & blive indgået forliger omkring. Og med Mars i førertrøjen, der vil udfordre os — især til slut i sæsonen — vil vi få særligt syn for sagen & mulighed for at revurdere vores handlemønstre, forestillinger om retfærdighed & rettigheder. Til trods for al den potentielle konflikt, håber jeg at I får et herligt tegnskifte — & at der trods alt vil være tid & overskud til også at nyde de blidere energier, samt værdsætte & hygge sig lidt med dem man elsker 🙏🍁
..
..
Billede 1) er af Alexandra Levasseur & hedder “Sunrise party”, 2019.
Billede 2) er af Jonathan Green & bærer titlen “Daughters of the South”, 1993.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *