} Merkur • i • Vægten • pt. I {

[ Merkur i transit — 5. sep kl. 21.38 — 27. september kl. 09.30 ]
• Når Merkur går i Vægtens kardinale lufttegn — der selvom det tilhører de maskuline (ild- & lufttegn) er Venusstyret — vil vi se nogle uger med diplomatisk, sød & medierende tale.
• Vi forlader Jomfruens mere nøgterne, stringente, høflige — bevars — men også kontante kommunikation & bevæger os over i et mere poleret eller måske endda sukkersødt udtryk. Vægten er et spændende tegn, fordi det står midt i Dyrekredsen & markerer et skifte fra de første seks mere personligt fokuserede tegn til de næste seks fællesfokuserede tegn.
[ NB: Der findes mange (relevante) måder at inddele Dyrekredsen på; man kan fx tale om de personlige tegn; Vædderen, Tyren, Tvillingen & Krebsen. De partnerorienterede tegn Løven, Jomfruen, Vægten & Skorpionen, samt de kollektivt orienterede tegn; Skytten, Stenbukken, Vandbæreren & Fisken. En mere enkelt inddeling er de første 6 tegn: Vædderen, Tyren, Tvillingen, Krebsen, Løven & Jomfruen, der på sin vis repræsenterer det lille barns rejse fra fødslen ind i Vædderen nysgerrige optimisme, til babyens sansen i Tyren; tumlingens nysgerrighed i Tvillingen, til tweenens følsomhed i Krebsen, teenagerens længsel efter fest & frihed i Løven & det unge menneskes selvbevidsthed & spirende planlægningsevner med den nyligt udviklede pandelap i Jomfruen. Dernæst begynder vi at kigge os om efter en partner & det er så her Vægten, dualiteten, balancen imellem Jeg’et & Du’et kommer i spil. Vægten er længslen efter en partner, en modpart man kan spejle sig i, se & genkende sig selv i — men også et sted, hvor vi bliver konfronteret med det andet, det anderledes & det vi ikke forstår, kender eller ved, hvad er (endnu). Derfra bevæger vi os fra det unge menneskes ønske om at forbinde sig til en anden sjæl i Vægtens sociale & kognitive tegn til den unge voksnes brændende begær efter emotionelt (& seksuelt) at smelte sammen med en partner i Skorpionen, for der at skabe nyt liv. Dertil kommer den berejste voksne med Skyttens filosofi om mennesker & det at dele sin viden, kultur, forståelser & visdom med andre (gerne vores børn) & uddanne dem. Dernæst følger den modne Stenbuks ønske om at videregive sin arv; hvordan man opbygger et renomme, lærer fra sig & deler sine erfaringer om livets op & nedture til Vandbærerens visionære forestillinger om fremtiden, hvordan de kommende generationer skal bygge & bo til vi afslutter livet, just før vores jordiske afgang i den gamle oldes kærlighed til alt som er, selv fra det hinsides, i Fiskens evigt næstekærlige & spirituelle tegn. ]
• Set med disse briller bliver Merkurs transit igennem Vægtens evigt balancerende tegn altså et startskud til, på bedste diplomatiske vis, at kommunikere vores ønsker & idéer, men nu på en mere overtalende & subtil facon. Man skal nemlig ikke lade sig narre af Vægtens (oftest) milde udtryk. Det ER et kardinalt tegn & ønsker dermed at lede andre mennesker — ligesom Krebsen, Stenbukken & Vædderen. Vægten leder fra et idealistisk, kognitivt & fornuftsbetonet synspunkt, og skal som regel nok få deres vilje, selvom de samtidig er rigtig dygtige til at få alle omkring sig til at føle sig godt tilpas.
• Netop derfor kan være lettere at præsentere muligheder, produkter eller fremtidsplaner nu mens Merkur transitter igennem Vægten & vi kan lettere initiere samarbejde, som er en af Vægtens spidskompetencer. For Vægten er jo trods alt også partnerskabets tegn — billedet på, hvordan to dele skal til for at balancere helheden — & som bekendt tænker to hoveder jo også bedre end et. Dette handler selvfølgelig meget om kærlighed (Venus, kærlighedens, skønhedens & værdiernes planet hersker jo trods alt over tegnet), men ikke kun. Ægteskab, kollegaskab, partnerskab & fjendskab hører alle til i dette tegn & i det hus, der korresponderer med Vægte; nemlig 7.hus.
• Min oplevelse er, at de fleste opfatter Vægten som et blidt, harmonisøgende tegn & det er da også sandt (især for tredje dekan-Vægte), men man skal ikke undervurdere den dybe retfærdighedssans, der også tilhører dette tegn & ønsket om fairness & juridisk ordnede forhold. Det er ikke for sjov at Fru Justicia med sværdet ( der uden tøven kan (ord)kløve andre!), bindet for øjnene & de to vægtskåle er et yndet symbol for Vægten.
• Alle skal være lige for loven & en slags millimeter-demokrati kan man derfor også godt komme ud for denne periode, ligesom ordkløveri & påpegelser af fejlagtige eller upræcise formuleringer kan blive særligt udstillet eller kritiseret (Tænk her, at vi har en kombination af de to mest perfektionistiske stjernetegn; vi er i Jomfruens Sæson, som giver et særligt tryk på Merkur (Jomfruens planethersker) som nu befinder sig i Vægtens sociale & kommunikerende luftlag. Vi har altså to niveauer af perfektionistisk energi, der kommer til udtryk i et sublimt (eller rædselsfuldt, hvis det bliver alt for pedantisk) udtryk.
• Alt skal være perfekt nu, kan man sige — & vores ønsker & forventninger til os selv, vores præstationer & professionalisme disse uger kan derfor være tårnhøje, så det er vigtigt at vi minder os selv om — også i forhold til andre — at den perfekte præstation ikke er målet i sig selv, men at det langt oftere handler om formidling, samarbejde & det at lykkes i at kommunikere med andre, end det handler at brilliere med en personlig præstation.
• Denne perfektionisme kan vi anvende mere konstruktivt (også fordi — lad os se det i øjnene — oftest giver disse umenneskelige idealer os mindreværd & dybe følelser af utilfredshed), hvis vi kanaliserer den ud i timing & præcision. Det er ikke nødvendigvis, hvad man siger, der er det essentielle for VægtMerkur, men hvordan man siger det!
• Under denne transit vil det være lettere at sweet-talke folk (eller blive sweet-talket) & dermed påvirke andre; indprente vores holdninger & værdier i dem — især hvis vi kommunikerer udfra et balanceret & ligeværdigt ståsted, formulerer os på respektfulde måder samt lytter til vores samtalepartners forbehold & nøgternt, sagligt & faktuelt argumenterer for, hvorfor vores synspunkt skal tages i betragtning. Og som du måske ved, hvis du kender en Jomfru, kan du — med respekt for deres ekspertise — introducere dem til noget smartere (uden at krænke deres intelligens) & de vil tage dine holdninger & idéer til sig, hvis dine argumenter er dygtige nok.
• Og i virkeligheden er det jo ikke atomvidenskab: Vi er alle mere tilbøjelige til at indrømme vores fejl, mangler & uhensigtsmæssige adfærd, hvis vi føler os anerkendt, mødt & inkluderet — også selvom vi måske har trådt ved siden af, været tankeløse eller uvidende. Hvis alle i et fællesskab føler sig set, respekteret & mødt er der bedre grobund for harmoni, balance & fred — & det ved Vægten! Diplomaten må lytte til alle parter før det er muligt at finde/skabe den bedste middelvej. Så spørgsmålet er, hvordan implementerer vi det i vores hverdag de kommende uger? & kan vi indføre denne kærlige & rummelige tilgang på det kollektive plan? Set udfra det kollektive perspektiv er samarbejder (& en ydmyghed i disse) altså en måde, hvorpå flere mennesker hurtigere kan få opfyldt deres behov. Igen, her bliver partnerskabets tegns kerneværdier meget synlige:
Et kys er et bevis på at to hoveder er bedre end et!
• En anden fælde vi let kan gå i nu hvor sindets kognitive & dataindsamlende planet befinder sig i samarbejdet & retfærdighedens tegn er domsfældelse. Så hvor dømmer vi os selv eller andre? & hvorfor har vi brug for at dømme? Det kan give mening at ransage sig selv & sine motiver her. Oftest dømmer vi andre, der er anderledes eller mener noget andet end os selv, for hævde os eller retfærdiggøre vores egne værdier/eksistens. Men det er meget væsentligt at få øje på her, at vi kun har dette behov, hvis vi selv er lidt usikre på vores holdninger, deres rimelighed eller måske endda på os selv, vores berettigelse eller værd.
• Der ligger også en anden tankevækkende faktor her, der handler om at få øje på, at & hvor vi *antager* at vi har forstået, hvad den anden mener & siger. Enhver form for kommunikation er en afsendelse & en modtagelse — hvor et element af fortolkning af den data, der blev sendt & modtaget finder sted. Alene af denne grund, kan vi ikke være helt sikre på, at vi mener det samme? Måske hvis vi taler om klokken eller et fysisk sted; konkrete & enkelt definerede emner, men hvad med fred, kærlighed eller krig? Er vi virkelig helt enige om, hvad de ord betyder & hvad de dækker over? Hvilke konnotationer (medbetydninger) danner disse ord inde i dig — & varierer de fra din mor, bror, nabos opfattelse? Sandsynligvis.
• Selvfølgelig kan der også være en tendens til at ville udglatte alting under denne transit; feje det ubehagelige & ubelejlige ind under gulvtæppet & lades som ingen ting. Det er en faldgruppe vi helst skal undgå. Jomfruens dybtsiddende ønske om indre renhed, healing & orden giver os dog et større incitament til at styre uden om denne falske høflighed & venlighed, & derimod tale direkte fra vores indre sandhed. Ikke fra et dominerende, overbevisende sted, hvor vi føler os truet af andres (modsatrettede) holdninger, men derimod et nysgerrigt, vågent & åbent sted, hvor vi kan lære fra os & tillære nye synspunkter & tilgange. Her er rige muligheder for at at blive klogere på os selv & andre, samt hvorfor vi mener, føler, tænker som vi gør & hvilke værdier & overbevisninger vi bærer med os.
(Her giver det også mening at huske, at Venus også just har skiftet tegn & at vi skal bringe hendes næstekærlige & omsorgsfulde kvaliteter i Løvens buldrende ild frem, fremfor egocentreret at ville holde på vores eget ret, ideologi, værdi eller virkelighedsopfattelse).
• Så god vind i sejlene med at undersøge jer selv, argumentere for jeres værdier, holdninger & idéer samt lege med andre & deres anderledes, spændende & inspirerende tilgange! Og så er der selvfølgelig også altid mulighed for en god flirt med Venus i Løvens bjergtagende tegn & Merkur i Vægtens snakkesaglige, minglende & dybt charmerende energi. Og nå ja, så skal vi vidst alle huske, at være ligeværdige er ikke det samme som at være ligestillede! Og det er en vigtig pointe at huske, hvis man kommer til at se lidt for sort/hvid på det hele & tanken om, at alle er lige for loven… for alle i vores verden er jo desværre ikke ligestillede. Hverken socialt, økonomisk eller kulturelt.
..
..
Billedet er af Egon Schiele (1890-1918) & hedder “Portrait of the painter Anton Peschka”, 1909.

} Venus • i • Løven • pt. I {

[ Venus i Løven i transit — 6. september kl. 09.10 — 2. oktober kl. 22.37 ]
• De sidste to uger har været enormt potente & præget af transformation, indsigt & en masse fokus på vores måder at tænke & forstå på, samt vores syn på værdier — både egne & andres. Hvor var de emotionelt forankret & hvor skyldtes de tidligere mønstre, erfaringer eller oplevelser, som ikke længere er gyldige eller meningsfulde? Nu, som en lille modvægt til Krebsens emotionelle lederskab, valser Venus ind i Løven & cementerer et fokus på vores selvværd & selvrespekt.
• Venus i Løven giver os den blide side af løvens faste, buldrende ildenergi, så de kommende 4 uger vil hun bringe os afslapning, livsglæde, tillid & passion. Da hun er et stykke vej efter Solen i år, oplever vi først denne kraftfulde værdighed inde i Jomfruens mere beskedne & praktiske sæson, som selvfølgelig vil farve hendes transit — dermed giver Venus i Løven os ikke helt så meget tid til at dase & stråle, som hun almindeligvis gør, når hun følger Solen igennem Løvens livsbekræftende tegn.
• Venus’ natur er almindeligvis passiv — hun er vores evne til at modtage, nyde & værdsætte — men i det aktive, maskuline ildtegn, bliver hendes behov mere udtalte & hun kræver derfor mere handling fra omgivelserne (når nu hun ikke selv kan) — dvs vi vil opleve det som, at ære vores egen værdighed i højere grad & stille større krav (med rette!!!) til vores omgivelser. Mange tror at Venus i Løven er aktiv, men jeg mener, det er mere korrekt at se hende i en selvsikker, tilbagelænet dronningerolle, der sidder på sin strålende, ekstravagante Soltrone og venter på at al den beundring, kærlighed, romantik, rigdom, selskab, affekt & morskab hun har brug for — og fortjener(!) kommer til hende uden anstrengelse. Hun er smuk & stolt & hun v e d hun fortjener det! 👸
• Det er ikke os alle, der er velsignet med Løvens selvværd & selvsikkerhed, men en ting vi kan lære af Venus i Løven denne måned, er, at vores følelse af værd definerer vores evne til modtage! (Fx også ros for vores stræbsomme Jomfruindsats).
• Så hvor meget føler du, du kan modtage uden at røre en finger? Det er en god øvelse at læne sig ind i nu & undersøge disse uger: Hvornår begynder du at føle skyld, få dårlig samvittighed eller opleve, at nu bør du altså også bidrage? LøveVenus lærer os, at hendes skyggeside, den krævende, skinsyge, temperamentsfulde dramaqueen, kun kommer frem, når hun ikke tillader sig at modtage alt det, hun ønsker sig. Vi står altså på brinken af en god lektie — især for dem, der identificerer sig mest med den feminine side af dem selv — at øve sig i at modtage uden skyld & give hele “du skal yde, før du kan nyde”-paradigmet fingeren (ja, undskyld mit franske).
• Det vil sige, at der er fantastiske muligheder for at få arbejdet med vores værdisæt de kommende uger — især den side, der handler om at tillade os selv at eksistere & bede om at blive respekteret, taget alvorligt & set — samt finde ud af, hvad vi egentlig føler os værdige til. Og skulle du finde ud af, at det ikke er helt så meget, som du kunne tænke dig, så pyt: vid at det er en muskel, der kan trænes… ligesom alt andet her i livet. Det handler blot om at finde ud af, hvad man ønsker sig & så værdigt & selvkærligt stile imod det!
• September kan altså (langt hen ad vejen) opleves som en fredstid med tid til at synke 2020’s lidt voldsomme indtryk (& alle bør nyde de små oaser af fred, der kommer, så meget som muligt, for dette års sidste måneder vil ræse derudaf!). Vi vil dog også opleve en række kvadrater her i September (bl.a. mellem Uranus & Venus, der måske bringer lidt bølgegang i vores parforhold eller kærlighedsrelationer), men dette blødes op af Mars retrograd — hvor vi får mulighed for at reflektere lidt over vores handlinger & hvorfor vi gør som vi gør — samt en række trigoner, der indgyder voksendom & harmoni i os. Fx afslutter vi denne måned med en trigon imellem Mars & Venus, der vil bringe os lidt mere i kontakt med, hvad det egentlig er for en kærlighed, vi ønsker os i dette liv.
• Udover det gør LøveVenus dét hun gør bedst; velsigner os ved at gøre os mere charmerende, vittige, intelligente & bjergtagende. Vi vil opleve os selv (og andre) som mere attraktive og formentlig blive mere hengivne & blide. Officielt er dette en helt vidunderlig transit for vores kærlighedsliv — selv med eller uden partner! For selvkærlighed er nemlig også en Løvedisciplin — så nu er det nu vi skal finde vores bedste sæt frem, klæde os på så vi føler os som en million & flanere op & ned ad gaden, dupere folk & nyde livet i fulde drag. 🙏🌞
Masser af kærlighed & romantik din vej ❤️
..
..
Billede 1) er af Georges Clairin & hedder “Portrait of Sarah Bernhardt”, 1876.
Billede 2) er af Sir John Lavery & hedder “The Red Hammock”, ca. 1920.

} Merkur • i • Jomfruen • pt. I {

[ Merkur i transit — 19. august kl. 21.24 — 5. september kl. 21.38 ]
• Når kommunikationens planet Merkur står i Jomfruens bevægelige, feminine jordtegn er der lagt op til en hel masse tanker & — formår vi at anvende energien konstruktivt — en masse fornuftige & velovervejede planer.
• Jomfruen er et af de mest strukturerede tegn i Dyrekredsen & ønsker at skabe mest muligt system i tilværelsen — både for dem selv, i deres omgivelser, men også for andre mennesker. Der ligger en stor kærlighed til orden & renlighed — (findes der noget mere vidunderligt end et fuldstændig ryddet & nyrengjort hjem?!?) — men også renhed forstået som det enkle, minimalistiske & uspolerede — betyder meget. Her ser vi oftest en stræben efter det perfekte — ikke nødvendigvis det polerede, glasur-overtrukne, fejlfri (som Vægtens perfektionistiske æstetik kan minde om), men snarere en teknisk perfektion; et forsøg på at skabe balance i alle systemer; de indre såvel som de ydre. Det er også derfor vi ofte ser Jomfri være meget optagede af ernæring, tilberedning af råvarer, personlig pleje, egenomsorg, systemer, strukturer, logistik & pragmatik.
• Da Jomfruen repræsenterer en anden feminin moder-energi end Krebsen & kropsliggør efterårets frodighed, beroligende & nærende energier, hvor høsten (forhåbentlig) står fuldfed & gylden, giver det mening også at se hende som en frugtbarhedsgudinde & det passer da også med Dværgplaneten Ceres (Demeter i den græske mytologi), der formentlig engang i en snarlig fremtid vil overtage herskerposten fra Merkur. Ceres står for høst, årstidernes skiften samt at så, vande, høste, bearbejde & nyde dét, vi har lagt vores arbejde i — & viser os specifikt det sted i horoskopet, hvor vi har brug for moderlig omsorg (oftest fra os selv) & hvor/hvad vi næres af. At Jomfruens tegn — til trods for sit ellers Merkurske logistiske, strukturerede & intellektuelle udtryk — også har med overflod, høst & ernæring at gøre, giver altså så god mening.
• Derfor kommer det formentlig heller ikke bag på nogen, at Jomfruen styrer vores fordøjelse (aka vores moderbinding) & pudsigt nok har overlappende temaer med Krebsen, det andet modertegn. Hvis Krebsen er den nybagte, overbeskyttende mor, der er blid & vild, opløst i de dybe følelser omkring fødslen & det at kærre & drage omsorg overfor et lille spædbarn — er Jomfruen den praktiske mor, der sylter, syr, holder hus, budgetterer, køber vinterstøvler, børster, kæmmer, bader & skrubber sine børnehavebørn.
• Eller; hvis Krebsen er det ammedygtige bryst & livmoderen, hvor barnet gror & udfolder sig — er Jomfruen moderkagen, der under hele graviditeten regulerer & sørger for at baby modtager den helt rigtige mængde næring — også selvom det betyder vi må låne fra moderens energireserver eller vitaminer (perfekt billede på den selvopofrende mor, der gør, hvad der må gøres også selvom hun selv må lide under det). Det er også derfor at Jomfruen oftest bruges som billede på Jomfru Maria (fremfor Krebsen, der jo egentlig anses for at være “modertegnet”) & det giver da også dyb mening, da hendes modstående tegn, Fisken, repræsenterer Jesus.
• Når alt det er sagt, kan det dog godt være en udfordring med Merkur i transit igennem Jomfruen, da hans naturlige flyvske, kognitive, rationelle & hvirvlende energi ikke udtrykker sig så let igennem jordelementet (heller ikke selvom Jomfruen er det mest smidige, omskiftelige & dynamiske af alle jordtegnene). Her er Merkurs kognitive aktivitet nødt til at manifestere sig i mentalt- eller fysisk arbejde, hvor man oplever, at få “noget fra hånden”.
• Og netop det her med hænderne giver mening. Merkurs primære hersker, Tvillingen, regulerer nemlig vores lunger, arme & hænder, men er jo som bekendt et bevægeligt lufttegn, der kan være ganske flyvsk & have masser af idéer, der aldrig bliver udført i det fysiske. Her er det altså oplagt at kanalisere noget af al den Merkurenergi ud gennem sine hænder i form af fysiske handlinger eller at skabe eller kreere genstande. At planlægge & strukturere (både sindet, men også ens fysiske dagligdag) giver så god mening, når Merkur transitter Jomfruens tegn — & formentlig har I allerede oplevet at de spidste 3 ugers tid har gjort os alle meget mere målrettede, på planen & gjort at vi har haft lyst til at organisere vores hængepartier (eller drømme), rydde ud, reparere, ordne & handle på vores idéer.
• Selvom Merkur egentlig er i sit fald i Jomfruen — hvilket betyder, at dens naturlige udtryk er hæmmet eller at planetens energi er i konflikt med tegnets egenskaber — så hersker Merkur også over Jomfruen (indtil dværgplaneten Ceres formentlig tager over som moderne hersker).
• Vi kan sagtens udnytte dens virkning i Jomfruens tegn, men for at harmonisere planetens energi kræves der et bevidst arbejde af os, hvor vi gør os umage for at udtrykke tegnets positive karaktertræk & se verden fra nye vinkler, fremfor at lade energierne ubevidst dominere vores udtryk. Anvender man lidt mere komplekse tydningsregler for forhøjelse & fald, kan man argumentere for, at Merkur også har hjemme i Jomfruen & dermed er fremmed i Fisken (som ellers, hvis vi anser Tvillingen som det primært beherskede tegn, vil være planetens forhøjelse).
• I det store hele betyder det ikke så meget, andet end at det selvfølgelig giver mening at bemærke, at vi i år har haft Merkur på besøg i Jomfruens tegn under Jomfruens sæson. Det betyder, at Solen & Merkur har fulgtes ad igennem det kognitive & pertentlige jordtegn, & at vi de seneste dage har haft Merkur i opposition først til Fuldmånen i Fiskene & senere til Neptun.
• Denne transit giver os fokus på en række områder, hvor virkeligheden eller realiteterne ikke levede/lever op til vores forestillinger & vi kan blive ulykkeligt bevidste om, at vores idéer & idealer måske desværre er tættere på en fjern ønskedrøm end den fysiske, nærværende, dagligdags realitet.
• Da Merkur begyndte denne transit stod han imidlertid i trigon til Mars i Vædderen & opmuntrede os på den led stærkt til at handle på alle de indsigter vi hidtil har samlet sammen i løbet af 2020. # SecondhandSeptember er da også et glimrende eksempel på dette, hvor vores ønske om at handle ansvarsbevidst, næstekærligt & respektfuldt i verden manifesterer sig helt ned på planet for vores dagligdags forbrug. Måske har flere af jer valgt at købe brugt dette efterår? Eller er begyndt at kigge jer om efter mere bæredygtige alternativer til tandbørste, vatrondeller, make-up eller handle mere lokalt & måske spise frugt & grønt efter årstiden, etc? Der kan være mange måder denne kærlige, ansvarsbevidste & trivselsfokuserede Jomfruenergi har manifesteret sig i vores kognitive & rationelle bevidsthed på. Alt dette forandrer sig dog her til aften, hvor Merkur skifter tegn & spadserer ind i det kardinale lufttegn, Vægten.
..
..
Billede 1) er af Richard Redgrave & hedder “The Valleys Stand Thick with Corn”, 1865.

} Mars ● Venus ● Merkur {

[ Mars 27° i Vædderen i kvadrat til Venus i 27° i Krebsen, 4. sep kl. 11.12
Venus 28° i Krebsen i sekstil til Merkur i 28° i Jomfruen, 4. sep kl. 22.31 ]
• I dag har vi atter Månen i den aktive & handlekraftige Vædder, hvor hun i løbet af dagen har kontaktet Chiron, den sårede healer, der muligvis har åbnet for en sårbarhed inde i os — eller peget på områder, hvor vi er usikre, har svært ved at tro på os selv eller decideret tvivler; et sted, hvor vi måske føler os uværdige eller er bange for ikke at være gode nok. Denne lettere sårbare oplevelse kan konflikte lidt med vores ønske om at være selvstændige & have styr på vores relationer, liv & følelser, hvorfor nogle kan have haft en lidt følelsesmæssigt kompliceret dag — uden måske helt at kunne placere, hvad det egentlig er, der er “galt”.
• Når hun står i Krigerens domæne forstærker hun til med den blussende & kardinale ildenergi vi har mærket så kraftigt den seneste måneds tid. Dette skyldes selvfølgelig at hendes tilstedeværelse forstærker vores følelsesliv & det Mars-fokus, der har været siden 29. juni & unægteligt vil tage til i styrke de kommende 7 dage. Dette forstærkes yderligere af, at Mars (der står resten af året i eget tegn) atter danner kvadrat til Venus her til formiddag & dermed opridser et konfliktende tema — enten imellem elskere/partnere — eller en indre konflikt, der handler om evner/handlinger overfor værdier/modtagelighed/ønsker & nydelse.
• Almindeligvis ses denne transit kun én gang årligt, men i år tager vi lige et par ekstra møder pga Venus Retrograd — & dette er så det tredje & sidste møde i 2020! Så kan du huske, hvad der rørte på sig i dit liv omkring 27. januar & senere hen 3. juni? Formentlig har der været en type utilfredshed eller konfliktende oplevelse, der udfoldede sig i januar, som vi fik nye vinkler på her henover sommeren (eftertænksomhed, mere information eller en afklaring af vores værdier) & som nu her i begyndelsen af efteråret kommer til en form for konklusion.
• Det er ikke sikkert, at det er en konklusion vi kan lide — eller at det var dette udfald vi ønskede os, men i modsætning til de foregående møder, der alle fandt sted i de bevægelige & mere flydende tegn Fisken, Skytten & Tvillingen ser vi nu en anderledes handlekraftig tilgang til denne problematik. Vi ønsker med andre ord at tage skeen i den anden hånd denne gang & ikke bare flyde med & tilpasse os de givne situationer, men nu aktivt handle på vores følelser & det vi synes er rigtigt & vigtigt.
• Mødet i slutningen af januar handlede meget om idealer (både Fisken & Skytten), men set udfra to forskellige synspunkter. Der hvor Fisken er optaget af den dybeste & uselviske næstekærlighed, er Skytten optaget af de højeste filosofiske principper.
• Tilbage i juni så vi så lidt anderledes fortegn; her var det Mars tur til at så i den drømmende & blide Fisk & blive den spirituelle kriger, hvis offervillighed langt overstråler hans personlige vindinger, mens Venus stod i det mere nøgterne & kritiske lufttegn Tvillingerne, hvor hun med lidt distance observerede de faktuelle forhold i situationen.
• Slutteligt tager vi de mere følelsesmæssigt ladede & handlekraftige tegn Krebsen (Venus) & Vædderen (Mars), der denne gang sætter trumf på. Det er sandt at Mars inden længe stationerer retrograd & derfor får vi ham måske fra en anelse mere reflekteret vinkel denne gang, men hvad kendetegner dette møde, er, at vi ønsker at påtage os et aktivt lederskab & handle ud fra vores dybe følelser & et iltert, retfærdigt engagement i os selv & andre mennesker.

Venus●Mars, 4. sep. kl. 11.12 //// Venus●Mars Rx, 19. feb. kl. , 2021
• Dette aspekt finder som regel kun sted én gang om året. Men pga Venus Retrograd ser vi det tre gange i år.
• Når kærligheden & begærets planeter indgår i relation i et hårdt aspekt, er der lagt op til en type konflikt man er n ø d t til at handle på. Det kan komme til udtryk på mange måder, men fælles er, at man er lidt mere irritabel end man plejer & at man måske kan komme til at bebrejde, beskylde eller angribe sin partner eller andre.
• For nogle par vil det betyde, at der er uoverensstemmelse imellem ønsker & behov, men det behøver langt fra udspille sig imellem personer. Med et kvadrataspekt kan det ligeså vel være en intern konflikt imellem vores egen indre evne til at give & modtage, mellem vores selvværd/værdighed & evner/dygtighed. Hvad det end er, har det stillet skarpt på, at vores ærgerrighed eller handlekraftighed (Vædderen/Mars) ikke nødvendigvis er løsningen på vores lykke & følelser af forbindelse (Krebsen) eller vores velbefindende & værdighed (Venus).
• Måske har vi længe ønsket os noget, der nu viser sig at være urealistisk, ikke det vi troede det var eller direkte i modstrid med vores behov & værdier. Det kan være sørgeligt & frustrerende, men vi må overgive os til accepten & finde fred med vores vej. Vores begær & vores behov stemmer nemlig ikke altid overens & den bølgebevægelse imellem at være i harmoni & i dissonans er en del af den store cyklus livet er.
• Har man et meget stabilt parforhold (eller indre liv) kan dette møde skabe en dynamisk & spændende tilgang til romantik, kærlighed, sex — eller personlig ærgerrighed & tilfredshed. En forbindelse, der giver mulighed for stimulerende forbindelser (til andre) eller generelt bare blod på tanden (mht at opnå/kæmpe for personlige mål)!

~ 27. Jan: Venus 16° i Fisken ✴ Mars 16° i Skytten, kl. 02.11
~ 3. Jun: Venus (Rx) 14° i Tvillingen ✴ Mars 14° i Fisken, kl. 02.40
~ 4. Sep: Venus 27° i Krebsen ✴ Mars 27° i Vædderen, kl. 11.12
..
~ 19. Feb: Venus 23° i Vandbæreren ✴ Mars 23° i Tyren, kl. 23.44, 2021

Merkur●Venus, 4. sep. kl. 22.31 //// Merkur●Venus, 12. okt. kl. 18.20
• Dagens andet aspekt finder sted næsten 12 timer senere, hvor Venus nu står i eksakt sekstil — det dynamiske, konstant udvekslende, harmoniske aspekt — til Merkur. De mødes begge i hhv 28° & følges næsten over tærsklen til de næste tegn; tegnskift vi vil se i morgen & i overmorgen. De går altså begge fra to feminine, nattetegn (Jomfruen & Krebsen) til to maskuline, dagstegn (Vægten & Løven).
• Dette aspekt er meget socialiserende & giver os varme, nysgerrighed & empati for vores medmennesker. Vi ønsker at dele vores værdier & kærlighed & bliver måske endda også bedre til at udtrykke vores varme følelser. Selvom Merkur står i den mere afdæmpede & blufærdige Jomfru (eget tegn), så står Venus i det varmblodige & bløde omsorgstegn, Krebsen. Så følelserne kunne godt løbe af med os — især nu hvor Månen også står i Vædderens opflammende ildtegn. (Her giver det også mening at huske, at der er skruet en smule op for vores temperament, & at vi kan opleve os selv & andre som en smule mere rørstrømske, opfarende eller passionerede disse dage.)
• Andre vil dog opleve at der er en stort følelsesmæssig ophoben, som vi ønsker at udtrykke, men som vi er meget påpasselige med at udbasunere — eller måske endda en smule bekymrede for at overvælde eller forskrække folk med vores dybe følelser. Her tænker jeg det giver mening at tænke på, at Merkur i morgen spadserer ind i den diplomatiske Vægt & dermed giver os rige muligheder for at udtrykke os passende, forsigtigt & tilpas — selvom det dog også er værd at huske, at det jo ikke er meningen at vi skal udglatte, putte glasur på eller feje ind under gulvtæppet, hvis der er noget, vi oprigtigt er utilfredse med eller som vi mener er vigtigt at adressere.
• Almindeligvis ses dette aspekt to gange årligt, men igen 2020 tager lige dobbelt op. Tilsvarende kunne nogle af de temaer, der er aktive for dig i dag & i morgen også være relateret til Merkur & Venus’ seneste møder. Så er der et tema, der går igen? Et menneske, en situation eller et ønske? Det giver mening at være opmærksom på nu — især fordi vi vil se dette aspekt endnu engang efter Merkurs sidste retrograd (for i år) i Skorpionen her til slut på måneden.
~ 4. Mar: Merkur (Rx) 0° i Fisken ✴ Venus 0° i Tyren, kl. 03.56
~ 18. Apr: Merkur 11° i Fisken ✴ Venus 11° i Tyren, kl. 07.28
~ 4. Sep: Merkur 28° i Jomfruen ✴ Venus 28° i Krebsen, kl. 22.31
~ 12. Okt: Merkur 11° i Skorpionen ✴ Venus 11° i Jomfruen, kl. 18.20
..
~ 16. Okt: Merkur (Rx) 10° i Vægten ✴ Venus 10° i Skorpionen, kl. 02.23, 2021
~ 6. Nov: Merkur 1° i Skorpionen ✴ Venus 1° i Stenbukken, kl. 17.07, 2021

• Alt i alt giver det mening at kanalisere denne handlekraftighed & de dybe følelser ud vi oplever nu udad. Enten igennem fysisk udtryk — sport, træning, dans, masturbation, sex, etc. Eller ved at formulere sig, udtrykke sig & initiere dybere forbindelse med dem vi deler vores liv & hverdag med — samt dem (hvis ikke det er de samme) som vi elsker.
• Håber I alle får anvendt denne højspændte lidt krigeriske energi på konstruktive, givtige & inspirerende måder.
..
..
Billede 1) er af Ludwig von Hofmann (1861-1945) & bærer titlen “Idyll (Männlicher und weiblicher Halbakt in der Landschaft), 1894-95.
Billede 2) er af John Everett Millais (1829-1896) & hedder “The Crown of Love”, 1875.
Billede 3) er dagens transitoversigt på det tidspunkt Merkur & Venus står i eksakt aspekt.

} Fuldmåne • i • Fisken • pt. I {

[ Fuldmåne i 10° i Fisken — Solen i 10° i Jomfruen
2. september 2020 kl. 07.21 ]
• HøstFuldmånen står over os & vil skinne med sin klare blå cirkel på os, både i de tidlige aften timer & i de sene morgentimer de kommende dage. Selvom hun allerede er aftagende vil hun stå strunk & smuk de kommende morgener (3. sep indtil 07.12, 4. sep indtil 08.25 & 7. sep helt frem til middagstid).
• HøstFuldmånen falder tidligt i år & minder os om balancen imellem detaljen & det store billede. Det er nemlig astrologisk set en vandren imellem det pragmatiske, jordnære, dagligsdagsorienterede, strukturerede & ordnede i Jomfruens tegn overfor det mystiske, drømmende, verdensfjerne, flydende & kaotiske i Fiskens.
• Med Solen i Jomfruen (vores selvbillede & væsenskerne) & Månen i Fiskene (vores indre liv & relationelle tilknytninger) disse dage, er der højnede chancer for at forbinde os til det clairvoyante samt have sublime, besynderlige & meget livagtige drømme. Men det er også her hvor Fiskens ubevidste, verdensfjerne forbindelser kan hyle os ud af dem, gøre det komplekst for os at skelne imellem os selv & andre, samt sætte grænser. Det kan være frygteligt overvældende & vi kan få lyst til at gemme os, stikke hovedet i en busk eller decideret forsvinde i Neptuns opløsende tåger.
• Her kan Jomfruens pragmatiske jordbundenhed hjælpe os & de dynamiske Fiskevande tilbage til virkeligheden med ro, rytme & regelmæssighed. Her kommer Jomfruens stabilitet ind & hjælper os til at forstå de dybere lag af denne akses ønske om “at tjene” — i det daglige & det store hele. Både Fisken & Jomfruen ynder at hjælpe andre, men anskuer verden fra to vidt forskellige synspunkter. Kan vi forene disse, kan vi undgå selvopofrelse & martyrium & både tjene vores egen trivsel, samt kollektivets. Den fysiske tjenstvillighed skal have et afsæt i de åndelige, kærlige sfærer — ligesom den guddommelige hengivenhed til sjælen, skal udfoldes såvel på det jordiske, som det åndelige plan.
• Når vi arbejder med Fuldmåner er det vigtigt at forstå selve spændingsaksen & se, at pendulerer vi imellem de to yderpoler — eller indtager vi en af dem & projicerer den anden over på vores omverden, kan vi opleve stressende eller rodede menneskemøder eller begivenheder. Som balancegangen imellem Ny- & Fuldmåne opfordrer astrologien os til at tage denne vekselvirkning i Månens væsen til os & flyde ind i harmoni imellem de to yderpoler — ikke et sted, hvor vi statisk fastholder en midterpol for enhver pris, men et dynamisk flydende punkt, hvor vi udfolder & cirkulerer energierne. Her er nogle stikord til at forstå den proces vi gennemgår:
~ klarhed vs. mystik
~ det jordiske vs. det kosmiske
~ det fysiske vs. det metafysiske
~ det pragmatiske vs. det idealistiske
~ det erfarede vs. det forestillede
~ det skeptiske vs. det godtroende
~ det konkrete vs. det skjulte
~ det formfaste vs. det flydende
~ detaljen vs. helheden
• I dette tilfælde handler det altså både om ikke at stresse, kontrollere eller pine sig selv med Jomfruens pertentlige behov for orden eller flygte, dagdrømme eller vende sig væk fra verden med Fiskens ukonkrete & eskapistiske tendenser. Vi ønsker at invitere begge tegns styrker ind i vores liv & både give plads til Fiskens intuitive klarsyn, tillid & kærlighed — samtidig med at vi tager en voksent ansvar for høsten, vores egen trivsel, krop & virke. Altså at stå selvstændigt & kærligt i verden, hvor vi ærer & respekterer os selv & vores grænser (fysiske, kropslige såvel som emotionelle) samtidig med at vi nærer respekt, forståelse & omsorg for det kollektive & fællesmenneskelige.
• At forbinde sig til den balance kræver selvfølgelig ro, rum, egenomsorg, struktur & tid. Fuldmånen er en kulmination — både på Nymånen i Fiskens tegn for 6 måneder siden, men også Nymånen for 14 dage. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at give rum til, hvad end der kommer op, & have tillid til, at alt er helt som det skal være. Da Fisken hersker over vores immunforsvar, lymfesystem & fødder — mens Jomfruen hersker over vores bløde del af maven, mavesækken, tarmene & fordøjelsen — kan følelser af sorg, “ondt i maven”, stress, tilknytningstemaer samt alle former for usynlig, sjælelig eller emotionel smerte komme komme op. Det bedste vi kan gøre er — som skrevet i går — at rumme, hvile, dyrke egenomsorg, drikke vand & hvile os, mens vi tillader både vores fysiske & astrale legeme at heale fra de oplevelser vi kropsligt, psykisk & sjæleligt har været igennem hidtil.
• Det giver altså VIRKELIG mening at skabe plads inde i os, hvor vi ser og omfavner dette, i stedet for at forsøge at kontrollere, undertrykke eller flygte fra det. Se det som vandet, der risler igennem din krop & renser, udbedrer & fornyr hele dit system. Så selvom Fisken hersker over det ubevidste, det vi ikke kan gribe eller vide, er der mange områder, hvor vi relativt let og aktivt kan nære & heale os selv — igennem kroppen; dybe vejrtrækninger, nærende vitaminholdig mad, ubesværet fordøjelse, blidt bevægelse, rolige omgivelser etc, men også igennem sjælen: vi kan meditere, hvile os, afspænde, visualisere eller tage på drømmerejser. Det er også væsentligt at huske, at Jomfruen kan hjælpe os med at sortere i, hvad vi kognitivt tager ind; hvordan oplever du egentlig de sociale medier? De menneskelige udvekslinger du har? Samtaler? Dine medmenneskers synspunkter? Omgiver du dig med mennesker, medier eller information, der opbygger, omfavner & gør dig tryg — eller har det egentlig den modsatte effekt? Her giver det også mening at pause, sætte på lydløs, slette, unfollowe, etc.
• Det primære tema for FiskeFuldmånen er altså overgivelse, renselse & frigivelse. Så hvordan læner du dig bedst ind i tillid? Hvornår oplever du indre frihed? Undersøg dig selv & lad din intuition guide dig: flyd med & slip hvilke måder det skal udfolde sig på.
~ Så hvad giver vi slip på?
~ Og hvad giver slip på os?
~ Hvor ligger vi på spektrummet imellem at heale & tjene. Det store billede, de kollektive ubevidste strømninger overfor de personlige, bevidste strømninger?
~ Klarhed, tillid, dedikation, proces, orden.
• Vi har nu både mulighed for at integrerer det intuitive & omfavne det praktiske, men som sagt uden at svinge ud i yderpolerne & forsvinde ind i en virkelighedsflugt — eller forsøge at overkontrollere os selv eller omgivelserne.
• Nogle vil opleve at blive overfokuserede på fortiden eller fremtiden & bekymrede, angste eller stressede disse dage & her vil en simpel øvelse, hvor vi tage fokus helt ind i os selv være givende.
~ Fx denne øvelse: Først fokuserer vi på vores åndedræt, mærker hvordan luften farver indersiden af vores lunger med klar, blå kærlighed & ro. Efter et par dybe indåndinger, kan vi vende blikket ud på vores umiddelbare omgivelser. Er der 4 ting, du kan se & hvad er disse ting? Dernæst 3 ting, du kan høre? To ting du kan dufte & måske en ting du kan smage eller føle? Hvor er du & hvad føler du egentlig lige netop nu?
• Denne øvelse er god (både til angst) men også til at slippe tankernes rasen & vende tilbage til hvor du fysisk befinder dig lige nu, mærke din indre stemning eller fokusere på den handling, der er umiddelbart er forestående.
..
RITUAL
• Ønsker man at lave en kropslig renselse, kan et rituelt bad give virkelig god mening her. Man kan samle høstblomster fra haven eller engen — eller måske blot vælge en beroligende olie med duft man kan lide. Disse hældes enten i et kar — eller er man ikke så privilegeret at man har badekar — kan man stille buketten ud på badeværelset eller smøre sig ind i olien
(NB. bruger du æteriske (essentielle) olier, husk at de må aldrig kommes direkte på huden uden først at blive fortyndet! Personligt anbefaler jeg at man primært bruger dem som duftolier på klæder eller i rum uden at de har direkte kontakt med hud, slimhinder eller tøj, du har på.)
• Herefter tager man nænsomt et varmt & beroligende bad, rører sig selv over hele kroppen, mens man føler sig taknemmelig over at den er der, at den fungerer, er nogenlunde hel & for det meste er sund & rask. Man kan sige tak eller at man elsker den, mens man stryger skuldre, arme & ben, mave, lår, ryg & fødder med håndfladerne eller en vaskesvamp eller -klud. Begynd ved toppen af hovedet & afslut ved fødderne.
• Når man er kommet helt ned i kroppen & mærker en afslapning, ro eller måske evighedsfølelse, kan man begynde at frigive sine følelser eller tankemønstre. Det kunne fx lyde sådan her: Jeg frisætter med kærlighed & tilgivelse alle hidtidige oplevelser, der har såret mig. Jeg frisætter med kærlighed & tilgivelse alle hidtidige oplevelser, der har holdt mig tilbage. Jeg frisætter med kærlighed & tilgivelse alle hidtidige oplevelser, der har medvirket at jeg har følt mig uværdig. Jeg frisætter med kærlighed & tilgivelse alle hidtidige oplevelser, der har bragt mig sorg, smerte & ulykkelighed. Jeg frisætter med kærlighed & tilgivelse alle hidtidige oplevelser, der har skabt tanker, følelser & idéer om, at jeg måtte gøre mig lille, holde på min energi — eller hvad der nu passer dig. (Det vigtige her er ikke den præcis ordlyd, men snarere at det føles oprigtigt for dig & at du kan forbinde dig med dig selv & dine følelser).
• Er man til røgelse eller krystaller kan man også inddrage disse. Her vil lavendelduft & ametyst være særlig meningsfulde at anvende, ligesom badesalt til karbad også giver mening. Havvand har lignende healende effekter (faktisk vil jeg altid anbefale at bade i havet!), men kræver selvfølgelig at man er i nærheden af hav & kan få en stille stund med sig selv & naturen.
• Personligt plejer jeg at klippe mit eget hår under FiskeFuldmånen for ligesom at byde efteråret velkommen & frigive alle sommerens erfaringer. I år venter jeg dog lige til efter min fødsel, da dette er en ny & anderledes september-oplevelse for mig. Men hent evt inspiration til en lignende hårpraksis fra opslaget fra sidste år. Du kan finde det under tagget *Fuldmåne i Fisken* nedenfor.
Håber I har nogle blid & kærlige Fuldmånedage & ikke oplever al for meget af Fiskens verdenssmerte, fortvivlelse eller uro.
Allerkærligst,
A
..
..
Alle billeder er af William Page Atkinson Wells (1872-1923).
1) “A Girl in a Meadow”, 1905
2) “An Evening Walk”, intet år.
3) “Feeding the Hens”, intet år.

} Fuldmåne • Optakt {

[ Fuldmåne i 10° i Fisken, 2. september 2020 kl. 07.21 ]
• Temaer omkring sensitivitet, kontrol, grænseløshed & grounding.
• Denne Fuldmåne er en meget stærkt aspekteret Måne, og disse dage er der flere smukke store aspektmønstre på himlen (som I kan se på billedet ovenfor er der mange forskellige geometriske mønstre), der skaber en hel masse sanselige, kognitive, emotionelle & måske endda diffuse eller forvirrende følelser — alt sammen noget jeg gerne ville skrive en masse om.
• Men ganske kort handler denne Fuldmåne om at balancere aksen imellem individet & fællesskabet — eller helt præcist imellem detaljen, den lille mand på gulvet udfører i hengiven tjeneste — overfor det universelle perspektiv; det fællesmenneskelige kollektive, der hvor vi alle er forbundet i sjælen — eller det psykologisk kollektive (alt efter hvilket paradigme, man er mest komfortabel med) & hvor alt altid er i sin skønneste orden. Det er en sensitiv & kompleks Måne & vi kan alle have været lidt rundt på gulvet, ufokuserede, trætte, sårbare, glade eller fortvivlede. Hele den emotionelle palette står åben for os & der er mange integrationer, der finder sted!
• Den kraftigste påvirkning vi har mødt i dag er kvadraten til Uranus, der stod helt eksakt med Solen her kl 16 i eftermiddags & mimer mange af Månerne vi oplevede i efteråret 2019, der for hver fase skabte nye forandringer & tog os et skridt nærmere dette vilde forvandlingens år, 2020 — samt Venus & Saturn, der dannede en eksakt opposition (i hhv hver deres 25° grad) omkring kl 14 i dag & mindede os allesammen om, at en hvis portion modenhed (Saturn i Stenbukken) er påkrævet af os, hvis vi skal møde vores højere fællesmenneskelige idealer (Månen/Neptun i Fisken) på en nærværende, omsorgsfuld & kærlig måde (Venus i Krebsen) — hvilket er en forudsætning for, at vi kan udvide & virkeliggøre vores værdier (Venus). Noget der astrologisk er blevet kaldt inderligt på hele denne (for)sommer.
• I denne forbindelse kan vi opleve en del lidelse komme op til overfladen, især omkring, hvor vi ikke er — eller hvor vi ikke føler os (det behøver nemlig ikke at være sandheden vi oplever, men måske blot en forestilling) — i stand til at tjene (Jomfruen) det højere gode. Det kan dog også vedrøre tilgange eller følelser vi pedantisk (Jomfruen) har holdt fast i, som vi nu kan overgive, slippe & rydde ud i (Fisken).
• Spørgsmål det giver mening at stille sig selv disse dage er:
~ Hvor skal vi have større medfølelse med os selv eller overgive os (især omkring ego-relaterede følelser eller situationer) //
~ Hvor skal vi holde os selv mere ansvarlige & op på løfter, adfærd & stå til regnskab for vores eget liv, ve & vel?
~ Samt, hvor kan vi have større medfølelse med andre? //
~ Hvor skal vi blive bedre til at værne om vores energi, sige nej & sætte grænser?
• Denne Fuldmåne peger på at balancere bevægelsen imellem forvirringens tåge & klarhedens klarsyn, der er de to poler Fiskens forunderlige verden altid pendulerer imellem. & der er da også meget desillusionering & demaskering på spil disse dage — især nu, hvor denne Måne falder så relativt tæt på Neptun, der retrograd gerne vil afdække alle vores bristede drømme & rosenrøde illusioner & pt står både i opposition til Solen & Merkur, mens disse to både danner opposition til ham & Månen.
~ Så hvor har vi bildt os ind, at vi er bedre end vi er?
~ & hvor har vi antaget, at vi er værre end vi er?
Det er nemlig en to-spyddet-lanse: Skal vi stramme op med Jomfruen eller tilgive & frigive med Fisken? Det vil variere for os hver især.
• Hovedtemaet er dog accept & at se os selv & verden klarere. Der kan være dybe illusioner om os selv eller vores virkelighed — et konstrukt eller overbevisning vi har bøjet os for længe — der brister nu, da Månen også repræsenterer vores inderste væsen & dets skiftende natur, ligesom at projektioner & beskyldninger vi spejler ud på verden nu kan blive pinligt synlige for os. Ligegyldigt hvor 10øren falder, er der frihed (Uranus), tilgivelse (Fisken) & healing (Jomfruen) på den anden side — & så husk at komme i kontakt med din krop disse dage. Det kan være igennem Jomfruens helse & healing; nærende vitaminrige måltider, tørbørstning, karbade, massage især af maven (Jomfruens kropsdel) eller under fødderne (Fiskenes), dybe vejrtrækninger eller hvad du foretrækker. Det giver også mening at overholde sine sengetider & drikke masser af vand, for vi er ekstra trætte & flydende disse dage & kan derfor have brug for rammer & en sund & kærlig struktur på vores daglige forhold. Dette gælder i øvrigt både børn & voksne <3
..
Jeg skriver lidt mere om det hele i morgen, men ønsker du mere nuance allerede i aften kan du læse opslagene fra sidste års FiskeFuldmåne, der både er informative & relevante. Følg tagget *Fuldmåne i Fisken* herunder, det vil lede dig til dem.
Rigtig god aften!

} Septembers • transitter {

• En lille oversigt over månedens planetariske bevægelser; som I kan se bliver det en mindre aktiv måned end august, hvilket de fleste vil finde tiltrængt. Hverken August eller September er måneder, der er præget af 2020’s mest markante aspekter, hvorfor vi kollektivt kan opleve dem som pusterum — selvom man ikke skal bilde sig ind, at Mars i Vædderen, der går retrograd natten til d. 10. ikke kommer til at skubbe os godt på vej denne måned også. & månedens mest markante transit vil da også være denne retrograd. Vi tog Venus’ sjældne retrograd i forsommeren & nu Mars’ sjældne retrograd her i sensommeren — vi balancerer med andre ord vores indre Yin & Yang denne sommer.
• Vi begynder måneden med en smuk fuldmåne 2. september, der hovedsaglig er præget af Venus i opposition til Jupiter, Saturn & Pluto samt det T-kors Mars bliver apex i, da han danner kvadrat alle 4.
• Nymånen d. 17 er præget af et andet T-kors, hvor det nu er Mars & Merkur i hhv Vædderen & Vægten, der danner opposition, mens ovennævnt Stenbukke-triplet nu bliver spids. Man kunne derfor sige, at begge de primære Måner denne måned stiller skarpt på en konflikt, der handler om ikke at kunne finde en balance imellem vores forventninger, strukturer, magtforhold — vores indsats (eller mangel på samme) — og så vores værdier & idealer, samt oplevelse af disse. Det bliver spændende at se, hvad vi integrerer kollektivt — især fordi denne måned jo igen mimer det guddommelige 13-tema (9+2+0+2+0=13), som Venus bebudede ville farve hele 2020 allerede tilbage i december sidste år. (Har du ikke læst om Venus & 13tallet kan du læse de opslag via tag i bunden af opslaget).
🙏🌕
.
1. Merkur 22° ♍ 🔺️ Pluto Rx 22°♑ kl. 12.41
2. Fuldmåne 🌕 10° ♓ kl. 07.21
– Venus 25° ♍ opposition Saturn Rx 25°♑ kl. 14.17
– Sol 10°♍ 🔺️ Uranus Rx 10°♉ kl. 16.08
3. Merkur 25°♍🔺️ Saturn Rx 25°♑ kl. 09.22
4. Venus 27°♋ 🔶️ Mars 27°♈ kl. 11.12
– Merkur 27°♍ ✴ Venus 27°♋ kl. 22.31
5. Merkur skifter tegn 0°♎ kl. 21.38
6. Venus skifter tegn 0°♌ kl. 09.10
7.
8.
9. Sol 17°♍ 🔺️ Jupiter Rx 17°♑ kl. 18.03
10. Mars går retrograd 28°♈ kl. 00.22
– Tredje kvartal Måne 🌗 18°♊ kl. 11.25
11. Solen 19°♍ opposition Neptun Rx 19°♓ kl. 22.25
12.
13. Jupiter går ret 17°♑ kl. 02.40
14.
15. Solen 22° ♍🔺️ Pluto Rx 22°♑ kl. 01.09
– Venus 10°♌ 🔶️ Uranus 10°♉ kl. 17.29
16.
17. Merkur 17°♎ 🔶️ Jupiter 17°♑ kl. 12.34
– Nymåne 🌑 25°♍ kl. 13.00
– Sol 25°♍ 🔺️Saturn Rx 25°♑ kl. 23.36
18.
19.
20.
21. Merkur 22°♎🔶️ Pluto Rx 22°♑ kl. 07.21
22. Solen skifter tegn 0° ♎ kl. 15.18
23. Merkur 25°♎🔶️ Saturn Rx 25°♑ kl. 12.37
24. Første kvartal Måne 🌓 1°♑ kl. 03.54
– Merkur 26°♎ opposition Mars Rx 26°♈ kl. 12.52
25.
26.
27.
28.
29. Venus 25°♌ 🔺️ Mars Rx 25°♈ kl. 03.01
– Saturn går direkte 25° ♑ kl. 07.11
– Mars Rx 25°♈🔶️ Saturn 25°♑ kl. 23.49
30.
..
..
Billedet er en gravering af Richard Teschner (1879 – 1948) fra 1924 & hedder formentlig “Astralis”.