} Skyttens • Sæson {

[ 21. november kl. 21.28 — 21. december kl. 10.50 ]
• Juhuu! I aften flyver vi som bueskyttens velplacerede pil ENDELIG ind i Skyttens ekspansive, livsglade & tumultariske sæson. Og i modsætning til sidste år, hvor Skyttens sæson blev skudt igang med Mars tegnskifte ind i Skorpionens mørke rige, der bebudede vores sidste rejse ind i mørket før vi atter vender os imod lyset efter Vintersolhverv d. 21 december — så er det i år Venus, der fører an. Hun markerer nemlig også begyndelsen af Skyttens sæson med sit tegnskifte fra Vægtens skønhedselskende, diplomatiske balance til Skorpionens knivskarpe, krigeriske snilde. Sidste år lød det som om universet udstødte et dybt lettelsens suk, da Solen skiftede sektion på himmelen, så det bliver spændende at se, om vi ser et lignende fænomen i år, nu da det er værdierne & kærlighedens planet, der fører an & ikke krigens & ærgerrighedens planet.
(Bemærk også her, hvordan den maskuline & feminine energi danser dig vekselvirkning. I år har de byttet roller: Sidste år gik Mars (Skorpionens gamle hersker) fra det Venusstyrede tegn Vægten ind i Skorpionen netop på sæsonskifte dagen. I år ser vi Venus gå fra Vægten (eget tegn) ind i Mars tegn, Skorpionen. Netop i overgangen fra to år (’19 & ’20), der viser os at det er på tide at vi balancerer Det guddommelige feminine princip overfor Det hellige maskuline; 10’erne (1 = Solens tal; lys, maskulin, manifestation, inspiration, vilje, intelligens, form, retning) til 20’erne (2 = Månens tal; mørke, feminin, kreativitet, indlevelse, kærlighed, erindring, indhold, rummelighed) — vi har med andre ord skiftet fra det maskulint styrede til det feminine på flere planer: Overgangen fra 10’erne til 20’erne. Fra Fiskens monoteistiske, mørke, religiøse æra til Vandbærerens spirituelle, lyse, teknologiske æra. Venus Retrograd, Mars retrograd. Vi ser deres indbyrdes dans på flere planer som en smuk fraktal-bevægelse. Det er også sjovt, hvordan denne Yin-Yang forbindelse, altid indeholder en plet af det “andet” i sig: Vægten er Venusstyret, men tilhører de maskuline dagstegn (Luft & Ild), mens Skorpionen er Marsstyret, men tilhører de feminine nattegn (Vand & Jord) — og på den måde signalerer de, at vi allesammen indeholder begge sider.)
• Helt lavpraktisk er vi dog tilbage til Solens skifte fra underbevidsthedens psykologiske fangekælder, Skorpionen, & ind i lyset med nysgerrighed, livsappetit (på alt!) & nye perspektiver, i Skytten!
• Som et meget vandpræget væsen med ingen planeter i ild, kan jeg personligt opleve ildtegnssæsonerne som virkelig intense. Nogle gange føles det som om, jeg ikke når at få et ben til jorden, men blot hvirvles derud af på denne begejstrede, handlekraftige vigør som først slipper taget efter ca 30 dage. Men for ildbesjælende mennesker vil dette skifte være så kærkomment! Skorpionens dybe, stille vande kan være ligefrem kvælende for mere letlevende mennesker & jeg kan godt forstå, at det kan være svært at få luft, hvis ikke man er  v i r k e l i g  god til at holde vejret.
• Skytten er et idealistisk, traditionsbrydende, nysgerrigt, optimistisk, ekspansivt & bevægeligt tegn: tænk bueskytten, der sigter, slipper strengen & rammer målet! Bevidsthedens pil er altid i bevægelse! Mens Skorpionen er en proces, hvor vi gransker vores fortid, det inderste, ubekendte, begrænsende, måske endda forbudte eller beskidte ~ en healende & transformativ proces, kan man sige at Skytten tænder lyset & udlever dette autentiske selv, der er blevet holdt tilbage!
• Skorpionen ser sig selv i forhold til andre mennesker (ligesom Vægten, Jomfruen & Løven), mens Skytten tilhører de sidste 4 kollektive tegn, der har sluppet partner- & en-til-en relationer & ser sig selv som et individ i en større, divers menneskemængde! Her omfavner vi os selv, hvem vi er, hvad vi har brug for, & vi slipper de frygte, vi fandt under Skorpionens sæson, & blæser på konventioner, normer & begrænsende idéer! Vi skal udforske, undersøge, rejse, lære nyt, lade os inspirere, afsøge nye horisonter, sprog & levemåder. “Livet er for kort til at leve det samme liv igen & igen!” råber Skytten begejstret & svinger med armene; den vil have os med videre ud; opleve, gøre noget vi ikke turde i går, kaste os i grams, næsegrus eller bare ud fra et fly (med en faldskærm på, underforstået!). Lad dine tanker vandre, vokse, svæve mod nye højder!
• En skyggeside kan være at vi overvurderer os selv (det gælder mest meget Skytte/Jupiter- influerede individer) & vores evner. At vi tager for let på alvorlige anliggender eller at vi bliver for generelle, filosofiske eller stædige i fht ting, vi reelt set ikke ved en fløjtende fis om… og det er ligemeget for Skytten, for i teorien… & det er så her, vi skal huske, at det dogmatiske er en faldgruppe under denne energis indflydelse, vi skal prøve at undgå for alles bedste. Man må gerne være modig & nysgerrig, men bedst at supplere det med at lytte, før vi dømmer eller konkluderer på ting/tilgange/oplevelser. Nogle gange er teorien noget meget andet end den praktiske udførelse, & man kan let blive en smule for idealistisk med Skytten, når det handler om videnskab, filosofi eller…
• Da Solen er en ildtegnshersker (Løvens helt specifikt) trives den godt i Skyttens lette, dynamiske ild, & det er et behageligt skifte fra Skorpionens dybe vande, hvor vi måtte blive opmærksomme på vores indre sår & skyggesider, der krævede opmærksomhed & healing. Skorpionens dybe indsigter transformeres nu til højere visioner, som vi længes efter at udforske & udleve — eller måske bare udvide alle tænkelige horisonter. Skyttens sæson er oplagt i fht at rejse til fjerne egne, at studere dybere religiøse eller intellektuelle skrifter eller at kaste sig hovedkuls ud i nye eventyr, hvor vi har mulighed for at afprøve, udforske & undersøge os selv eller verden. Den indre, såvel som den ydre! I år må vi dog nøjes med indre vandringer, da Corona desværre gør alle rejserne for os. Men fortvivl ikke, Skytten ved, at menneskemøde imellem kan være den største rejse & vi behøver ikke flytte os fysisk for at forvandle vores indre landskaber & dermed vores perception!
• Visdom, viden, erkendelser, oplevelser & udforskning, højere bevidsthed & øget opmærksomhed er nøgleord for denne sæson. For Skytten er universet uendeligt, & der her findes der ubegrænsede muligheder (& måske endda ressourcer? (kan vi finde ud af at anvende dem vi har optimalt). Skytten ønsker at vi skal vækste på alle planer: socialt, økonomisk, kropsligt, bevidsthedsmæssigt, mentalt, intellektuelt, seksuelt, åndeligt & spirituelt! Der er ikke et område, vi ikke skal vokse på! Vi skal oplyses i grunden, intet mindre!
• Skorpionens dybdeborende emotionelle & personelle transformation springer altså ud i Skyttens åndelig bevidsthed; den rene sjæls-essens! Menneskesjælen undergik metamorfosen fra blødt jordvæsen (larve) & kravlede fri af materiens smertende begrænsninger (igennem Skorpionens port), nu som luftvæsen i form af den totalt transformerende sommerfugl! Skytten er halvt menneske, halv hest også kendt som kentauren, [ Bemærk at alle de intellektuelle tegn bærer menneskesymboler: Tvillingen, Jomfruen, Vægten, Vandbæreren ] mens Skytten forbinder Dyrekredsens dyr (alle de andre tegn er dyr) med menneskeformen. Skytten bliver altså forbindelsen imellem dyrets fysiske erfaring & menneskets intellekt & idéverden. Skytten bruger sine pile som kompas i sin stræben efter at nå den højeste tinde & transcendere alt til et højere plan! Vi er i Skytten (& måske endda på Jorden) for at udforske selvet! En rejse hvis primære formål er at vi skal lutres! Vi ved ikke, hvad der venter os på den anden side af horisonten, men med Skytten på vores side, skal vi nok afsøgende den med friheden som kompas & nysgerrigheden som stjernekort!
• Skorpionens voldsomme død & genfødselstema leder os altså alligevel ikke ud over bevidsthedens afgrund (& dermed ind i vanviddet), men blot direkte ned igennem traumet & direkte ud i favnen på Åndens fysiske frihed, selvtillid, optimisme & på vej til vores inderste, jublende sjælsudtryk! Vi er sandsynligvis allesammen blot oldgamle sjæle, der endnu engang er på heltens jordiske rejse for at opleve vidunderne på de fysiske planer! Hvem ved? Så hvor skal du slippe tøjlerne lidt mere? Lege, afsøge, udforske & undersøge? Befri dig selv fra dine tidligere begrænsninger! Det er kun fantasien, der sætter grænser her!!!❤️🌱🙏
..
..
Billedet er af David Ligare & hedder “Landscape with an Archer”, 1991.

} M a r s • i • S k o r p i o n e n {

• I tirsdags (d. 19) på Mars’ egen dag gik han ind i sit eget (medhersker) tegn, Skorpionen! De sidste 7 uger har han (måske lidt ukritisk) valset igennem det Venusstyrede lufttegn, Vægten, hvor medvilje, retfærdighed, konsensus, at socialisere & det at lede efter den perfekte partner, står højt på listen.
• Selvom Mars kan lulles ind i at nyde & følge med & måske endda blive lidt magelig, trives hans iltre ildenergi ikke just i de blødere tegn! Han vil udfordre, erobre, duellere, handle, reparere, ordne, arrangere, tage initiativ mm. Han er generelt opfarende & utilfreds, for hvordan skulle vi ellers få gjort noget her i livet, hvis ikke det kunne gøres bare liiiidt bedre?
• I hans primære herskerskab, Vædderen, får al denne vildskab & temperament et naturligt afløb, men i Skorpionens feminine(yin), vand- & natteenergi kommer hans temperament anderledes, ganske snedigt ud. En af Skorpionens store evner er dybdepsykologisk at gennemskue andre. Dette giver Mars en særlig snilde & evne til at beregne & være strategisk. I Vædderen løber han hovedkulds imod alskins udfordringer, problemer & farer, men her venter han på det rette tidspunkt før han med sit giftbrod slår til! Som en erfaren hærfører, der planlægger knibtangsmanøvren eller Den brændte Jords-strategi, i Skorpionens tegn har Mars altid en agenda!
• Han er altså sprunget ud af pyjamasen fra Vægtens slumberparty & trukket i den sorte, blanke rustning for med ædelt & stridslystent hjerte at ride mod underverdenens porte! & hvor skal vi da også den kommende tid se ham kæmpe en ærværdig kamp imod gamle indgroede vaner, mangelmentalitet & lunkne overbevisninger om livet, kærligheden & vores selvværd i vores allesammens ubevidste. For Mars i Skorpionen er ikke en kamp imod den ydre verden, men en kamp i sindet & intet gøres halvt her! Hans knivskarpe fokus er på at nå sit mål & han helmer ikke før alle forhindringer, blokeringer mm er overvundet! Denne transit giver et brændende ønske om at gennembore alt; trænge ind til kernen & finde sanheden om det skjulte — om det så er i et menneske, en situation, en idé, et skjult motiv er underordnet! Vi har viljen, magten, kraften & mulighederne, så lad os høste denne buldrende energi!
• Mars er gået i Skorpionen for at hjælpe os med at se i øjnene, hvor vi & kun VI kan rette op på de hængepartier, der er kommet op til overfladen med Merkur retrograd den seneste måned. Mars giver os altså muligheden for fysisk at  h a n d l e  på de psykologiske opdagelser, vi har gjort os, & fx give slip på alle  de ting vi har erkendt om os selv. Det vil være oplagt fx at slippe giftig adfærd — både overfor os selv eller andre — det kunne fx være Vægtens perfektionisme. Det kan også være at slippe ideen om at vi *ser* andre mennesker klart, for i dets sted at anerkende at vores oplevelser oftest er projektioner, spejlinger eller masker/idéer.
• Her bliver han året ud & vil assistere os i at skelne, vurdere, dissekere, sige fra, sige nej & sige op. Alt sammen noget, der kan have været vanskeligt for os under hans lille daseferie i Vægten. Men nu er det tid; vi må gøre os klart, hvilke områder af vores liv, der halter bagefter & tage Tyren ved hornene. (& det skal jeg lige love for, at vi får mulighed for i bogstaveligste forstand, da Mars i skrivende stund nærmer sig Uranus-opposition, et aspekt vi ser én gang hvert andet år. Uranus står netop i Tyren, også et Venusstyret tegn, så Mars får kamp til stregen & må hellere lade den røde halsklud blive hjemme 🐃).
[ På billedet ser i Mars symbol stå overfor Uranus. De to herrer er forbundet af en rød streng, der markerer oppositionen — & Solen (Cirklen med en prik i) står i 0° fordi den lige er gået i Skytten 🙏]

} M a r s ● P l u t o {

• Mars●Pluto kvadraten, der stod eksakt i 20° i tirsdags (& sammen med en række andre transitter den kommende tid varsler temaer for 2020!!), vil være nærværende helt ind i næste uge & binder hele ugens tema op:
• De er begge Skorpionens herskere & når de står i kvadrat i Vægten & Stenbukken er der et udpræget ønske om handling!
• Frustration, hidsighed, vrede eller oprørsfølelser er ganske forventelige nu. Når de to herrer står i det mest markante aspekt af alle, kvadraten, kræves der at vi flytter os/ændrer synspunkter: vi kan ikke længere lades som ingenting. De gamle mønstre, roller, domaninsspil, destruktive vaner, angst, sorg, etc kommer op. At føle sig hæmmet af ovenstående er hovedtemaet.
• Det handler om dybtliggende strukturer & utæmmet natur. Vi har Solen i Skorpionen. Vi har Merkur Rx i Skorpionen. Vi har begge Skorpionens herskere. Vi skal altså dybt ned; helt ind til kernen. Måske endda ned til nogle af de allerførste kontrolmønstre eller traumatiske hændelser vi oplevede som børn. Det er med andre ord de emotionelle gennembrud, der er i højsædet! & derfor kan disse dage også virke særligt drænende, uoverskuelige eller vi kan føle os ekstra sårbare eller overfølsomme.
• Vi har altså gang i et kollektivt oprydningsarbejde på det underbevidste plan (en tur ned i underverden, om man vil) & vi har nu mulighed for at rydde ud mentalt, skabe klarhed & fokus på dybere indsigter & vores egen indre, private sandhed!
• Vi bliver også belejligt nok tvunget til at kigge på vores nuværende muligheder:
~ Vi må adressere interne eller eksterne magtkampe eller dominansspil.
~ Vi har en næsten ubændig trang til at hæve os over de mønstre vi almindeligvis sidder fast i.
~ Vi har en øget mængde energi til rådighed (om vi er motiveret af frustration eller vrede er ok, så længe du tænker over *hvordan* du anvender denne kraft, for der er virkelig meget kraft i vrede!)
• Det vigtigste er her, at vi bruger denne konfliktende energi til at *vokse*, stræbe efter succes, imod at forbedre os selv eller vores omgivelser (NB: IKKE andre mennesker 😉) & undlader at kravle ned i offerroller, gøre vores energi lille eller holde os tilbage! Her er det vigtigt at vi forløser de monumentale energiressourcer (Skorpionen handler i  d e n  grad om andres/fælles ressourcer) der ligger skjult i vores psyke! Det er ikke tid til at være falskt ydmyg, undertrykke eller fortrænge din indre trang til at virkeliggøre (eller så kimen til at gøre det) dine højere mål!
• Nu er ikke tiden til at sætte vores lys under en skæppe & blive i vores komfort-zone! Vi skal kaste os ud i det, sigte højt & spille hårdt!
• Det er dog vigtigt, at vi besinder os, når det kommer til eksplosive vredesudbrud (som kan være en konsekvens af længe, glemte, undertrykte følelser; tænk en keddel fuld af damp). Vi ønsker hverken at overfuse, forskrække, være aggressive, konfrontatoriske eller kontrollerende. Så fat din selvkontrol og vær herre over hvad du tænker, føler, siger & gør!
• Stjernerne forsøger at pege os i retning af at tage mere positivt ansvar, hvilket understreges af dagens blidere aspekt mellem Sol●Saturn, der opmuntrer os til at tage bukken (her Saturn) ved hornene & planlægge os ud af problemerne (& med det menes der ikke overansvar eller at løbe stresset rundt, men at vurdere, hvad er det  m e s t  nødvendige & fokusere på det, hvorefter vi må overgive os til at den fysiske virkelighed  e r  langsommere end vores idéverden — og at Merkur Rx minder os om, at hastværk i bogstaveligste forstand er lastværk disse dage!🙏✨
• Ps: Solen & Saturn stod begge i 15° i dag, en vibration der numerologisk hedder 15/6, som emmer af Skorpion-energi; en af de mest seksuelle, magiske & mystiske vibrationer, på Saturns dato, d. 8. Så hvis du har bragt dit modne & ansvarlige Skorpion-A-game i dag giver det totalt mening — & hvis du ikke har, så bare rolig. Du får chancen igen i morgen!
Drømme af guld, som de siger i Italien! 🌔

} 1. Kvartal Måne {

[ 11° i Vandbæreren ]
• Solen i Skorpionen har stået i kvadrat til Månen i dag i Vandbæreren. Det er en periode, hvor vi kan opleve skuffelse, tristhed, træthed eller generel utilfredshed, fordi vores idéer eller ønsker ikke møder vores behov eller omvendt. Det kan føles som om vi er utilstrækkelige, ikke tilfredse med os selv eller vores indsats eller den generelle måde vores liv er indrettet på. For nogle kan det også komme til udtryk som utilfredshed med familie, værdier, partnere eller jobbet.
• I dag kan have føltes særlig tung for mennesker med markante Vandbærer- eller Skorpionplaceringer — som er i kontakt med de to konfliktende himmellys & disse kan have følt sig decideret ulykkelige eller fuldstændig udkørte.
• Dagens lidt tunge følelser igangsat af Sol●Måne kvadraten bliver ikke mildere af et andet drilleaspekt: nemlig den tiltagende inkonjunktion imellem Venus i Skytte & Uranus i Tyren, der skaber et øget fokus på at vores værdier forandrer sig, som kan være svært for de faste tegn, Sol, Måne & Uranus står i.
• Men også det tiltagende kvadrataspekt mellem Mars & Pluto i hhv Vægten & Stenbukken rør kraftig på sig & kan aktivere frustration, mindreværd, utilfredshed, angst mm. (Begge ovennævnte aspekter står eksakte i morgen).
• Så hvis du har haft en svær dag eller weekend, vid at du ikke er alene; at vi igennem ubehag, utilfredshed eller andre “negative” følelser, får vist *hvad* det er vi egentlig går og drømmer om, & det kan blive den lanterne vi lyser ud i fremtiden med, når vi skal træffe gode valg fremover.
• Fuldmånen om en uge bliver en smuk & gunstig én, så det giver mening at give sig selv kærlighed & tid & ro til at sanse, mærke & heale de ting, der kommer op i disse dage, så vi er klar til at fejre med Fuldmånen!
• Billedet er af en solnedgang fra min altan, en dag hvor vejret var mildere & mere kærligt end det er her til aften.
Varme & kærlighed herfra,
A ✨

} V e n u s • i • S k y t t e n {

[ 1. Nov kl. 21.15 — Venus skifter tegn ]
• I går aftes skiftede Venus tegn & slap noget af den tunge, intensitet der har holdt os til ilden de sidste 3 uger. For de fleste vil skiftet have bragt en lidt lysere sindsstemning & måske en kreativ, boblende optimisme. Ukuelighed kan være et nøgleord de næste 25 dage!
• Vi nåede knapt at blinke før Venus smed de forføreriske, hemmelighedsfulde & sensuelle heksegevandter hos Skorpionen, for at trække i de lyse flagrende lokker over læderjakken & de lårkorte denimshorts i det frihedselskende & progressive tegn, Skytten, hvor hun i den frie seksualitets navn & med nysgerrighedens rygmærke efterlader Skorpionsæsonens passionerede elsker & drøner ud over ukendte veje på frisindets motorcykel.
• Skytte-Venus er en globe trotter, der altid er på jagt efter eventyr, nye filosofier, kulturer, forståelsesrammer, fremmede sprog & praksisser & så elsker hun at rejse — på alle planer!
• Hun er frigjort, frisindet, løssluppen, skamløs, ubekymret & måske endda sorgløs. Kompromisløs & evigt nysgerrig! Hendes tilgang til livet er udforsk, udvid, undersøg & eksperimenter. Især med kroppe & sindstilstande.
• Selvom Skyttens maskuline, udadvendte, dagsenergi almindeligvis er ret fremmedartet for Venus’ passive, modtager-energi, er der alligevel en forstærkende effekt i kraft af Skyttens hersker, Jupiters lykkebringende & optimistiske energi, der underbygger & forstærker Venus’ sanselighed.
• Venus i Skytten bringer en generelt letsindet optimisme, hvor alt stort set kan lade sig gøre, fordi hun er så usandsynligt tilsmilet af Jupiters karisma & dermed overnaturlige held!
• Hendes placering i Dyrekredsens sidste ildtegn varsler et kollektivt fokus; vi kan ikke tage hensyn til de små behov & snævre horisonter længere, for nu er det de store linjer, der betyder noget. Det abstrakte! Det visionære! Det ekspansive & eksperimenterende!
• Når Venus bevæger sig ind i Skytten udvider vi vores horisont; atter retter vi blikket fra Skorpionens intime dyb imod den sprudlende verdens mennesker, liv, fantasier & ballade. Hvor Skorpion-Venus’ intense fokus er på hendes partner & deres intime forbindelse, en tosomhedsdans, der let kan opsluge alt andet, kræver Skytte-Venus frihed, åbne grænser & vide horisonter. Hun holder meget af selskab, men gerne flere mennesker ad gangen & hun finder sig hverken i at blive besiddet eller bundet. Den rastløse, utålmodige, spontane & frihedssøgende tilgang giver Skytte-Venus et tempo, der gør hende til vildt & sjovt selskab! Skytte-Venus’ ultra charmerende skødesløshed, hendes ubekymrede direkte facon kan dog kamme over i uforskammet ærlighed & hendes høje idealer, der hæver sig over middelmådighedens høflighed, gør hende til tider lidt sværere at greje, både for dem der har Skytte-Venus i deres horoskop, men bestemt også for deres omgivelser.
• Dybere filosofiske sandheder & den højere mening med livet kan gøre hende en smule hverdagsfjern & det kan også være næsten umuligt at tvinge hende til at deltage i dagligdagens almindelige mundhuggerier. Bliver relationer for komplekse, krævende eller kvælende er Skytte-Venus på vej videre. Hun har brug for sin frihed, sit private frirum & det skal være lysten, der driver værket — ikke tomme løfter & sure forpligtelser. Så sker det, er fuglen hurtigt fløjet til varmere & mere festlige himmelstrøg. Livet skal jo være sjovt & kærlighed er noget der skal deles med mange mennesker! Dette er også årsagen til at mennesker med denne placering typisk først slår sig ned sent i livet & det sker kun, hvis de finder en partner, der kan lade dem være frie, have deres private rum & tager dem med på talrige & overraskende eventyr (igen på alle planer).
• Så elsker du en Skytte-Venus må du væbne dig med tålmodighed & tilgivelse. Kærlighed er en slags filosofi for dem & de elsker at forelske sig i mennesker, livstilgange, kulturer, steder rundt om i verden, køkkener, religioner & kulturelle rum. Skytten jagter sandheden, men kan godt glemme at alt ikke nødvendigvis kan koges ned til én ting. Der kan være tendens til at udskifte tilgange, livsfilosofier & livsstile igennem livet, måske endda så ofte som Jomfruen skifter undertøj 😅 men det er Skyttens livssøgen: at finde *idealet* eller *sandheden* & den sti leder dem gerne igennem alle typer normbrud på vej derhen. På den måde minder Skorpionen & Skytten om hinanden. De skyr ingen midler, hvis målet er højt nok & det gælder  s e l v f ø l g e l i g  også i kærlighedsanliggender!
• Når Venus er på transit igennem Skyttens vide bjerglandskab med de evige, høje himle, vil vi opleve et stigende ønske om aktivitet, oplevelser & vækst i vores relationer & liv generelt; det kan være enhver form for vokseværk; indre, ydre, sjælelig, økonomisk, etc. Der kan være en tendens til let at kede sig, hvis omgivelserne ikke ønsker at udvikle sig eller udvide deres horisonter, nuancere deres holdninger eller stræbe efter visioner! (Det kan også komme til udtryk som et øget ønske om spontanitet & frihed i hverdagen).
• Idealer & principper højnes typisk under denne transit & vi kan have en øget frihedstrang, lyst til at eksperimentere eller generelt bare være mere nysgerrige især, hvad angår kærlighedsrelationer & nydelse.
• Da Venus repræsenterer vores evne til at nyde, modtage & vores generelle æstetiske sans, smag, kreative udtryk & selvværd, kan vi under denne transit finde på at smide noget af bonertheden & Skorpionens generelle reservation. Ikke at Skorpionen er en snerpe — på  i n g e n  måde! — men dens mere private & hemmelighedsfulde facon erstattes af Skyttens lattermilde, bramfri, frembrydende & måske endda lidt for snakkesalige facon. Her kunne man komme til at dele detaljer, der var lige en tand for meget for de ældre generationer eller ens kollegaer, måske. Men det kan Skytte-Venus ikke tage sig af & det er her hvor dens ellers så milde & charmerende facon kan blive en smule hård & hensynsløs for blødere tegn.
• Heldigvis har vi stadig Mars i den konsensussøgende Vægt lidt endnu til at trække i den modsatte retning & Merkur i Skorpionen, (som ganske vist er retrograd) så der er en chance for at vi besidder os, inden vi giver et medmenneske en opsang i frisindets navn.
• Alt i alt er det dog en lettere & mere festlig energi vi har taget på os nu, så husk at nyd, fejr livet & del idéer, kærlighed, selvtillid & kreativietet med alle dem, du har lyst til!& et godt råd kan være at stræbe efter at få de vidløftige & storslåede planer & idealer til at manifestere sig fysisk & fungere i praksis!🙏
..
..
Billedet er af den italienske renæssancemaler Sandro Botticelli (1445-1510) & forestiller Pallas Athene (desværre ikke Venus) & Kentaueren. Oprindeligt hedder det “Pallade e il centauro” fra 1482.

} M a r s ● N e p t u n {

[ Fysisk • lavpunkt ]
• I går stod Neptun i inkonjunktion til Mars.
Det kan have føltes som et emotionelt eller fysisk lavpunkt, hvor vi bare ikke orkede mere, men i dag kan også have været præget af denne overmandede træthed.
• Neptun giver forvirring (eller indsigt) på vores retning & med iltre Mars fanget i Vægtens pleasende Venustegn, kan det være svært at sætte grænser, få meldt klart ud & stået op for sig selv (eller andre). Neptun er hjemme i sit eget oceaniske rige, Fiskene, er retrograd & står altså ekstra stærkt. Dvs han dominerer den ellers rørige Marsenergi & “slukker den” med sin udflydende, usammenhængende & grænseløse oceaniske evige, strømmen. De stod begge i 16°, Tårenets forvandlende frekvens, der omstøder vores almindelige synspunkter & ideer, for at give plads til nye erkendelser & klarsyn.
• Det er ikke den letteste energi at have med & vi har mødt den i mange af vores Neptun-møder på det sidste, da han næsten står stille i den 16. grad i Fisken. Men det hele varsler nye tider & tilgange, & det er oftest for det bedre, selvom det i situationen kan virke både uoverskueligt, uoverkommeligt & ganske umuligt.
• Mars i inkonjunktion til Neptun kan i sit hæmmede udtryk havde vakt indsigter i os, hvor det blev klart for os, hvilke idealer vi bærer rundt på, som vi fremadrettet vil implementere i den fysiske verden. Til trods for at bæredygtighed (fx) er en smule mere omstændigt i fht at slippe af med ting, kan det harmonere bedre med ens ønske om cirkulære, cykliske praksisser, så på den måde, er det at bremse Mars’ hastige energi for idealets skyld ikke nødvendigvis en dårlig egenskab.
• Men som sagt, reagerer vi forskelligt på disse skift & nogle vil ikke have oplevet denne fine  overtone af idealistisk optimisme, men mest bare have følt sig tågede, irritable, opgivende, ufokuserede, i vildrede & måske endda slået helt ud, mismodig & ganske bekymrede.
• Vi kan føle en manglende konkurrencelyst, sexlyst eller måske endda livslyst. Vi kan føle os ydmygede, svage, skamfulde, uerfarne, præstationsangste, skuffede eller måske endda syge. Vores forventninger kan være tårnhøje & idealiserede, mens realiteterne, mulighederne, energien eller evnerne halter langt efter. Tendenser til at have “uopnåelige” forventninger/ønsker mht til karriere eller intime relationer kan også være lidt (eller meget) off beat under denne transit.
• Nogle vil føle sig mere i en anden verden (Dette gælder især folk med udtalte Fiskeplaceringer, Sol, Måne eller Asc; markant Neptunkontakt eller andre Neptun-styrede individder) & have tendens til at blive påvirket let udefra — om det så er højnet kreativitet/idealer & potentielle skuffelser, eller om det er salgstricks mht hurtige penge & damer vi falder for… eller måske endda konspirationsteorier vil variere.
• Det bedste vi kan gøre under denne transit er at trække vores energi hjem, bruge tid alene, meditere, mærke rytmen, udtrykke os kreativt/kunstnerisk eller opholde os i naturen & hvile os tilstrækkeligt! Det er virkelig noget, jeg vil anbefale post denne nymåne: hvile, ro, hvile & ro!
• Der kan også opstå et markant ønske om at gøre op med vores usikkerheder, mindreværd, bekymringer eller lave selvværd. Men det er ikke tiden at tage den udfordring op, ej heller at afsløre folks bedrageriske opførsel eller selvbedrag er fordelagtigt nu.
• Vi kan have tendenser til at se ting sort/hvidt, som om noget kun er ondt & andet kun er godt; eller vi kan komme til at forenkle vores budskaber for at nå bredere ud. Dette er dog heller ikke ønskværdigt, da det vil banalisere & udvande det vi egentlig ønsker at kommunikere, & vores udtryk kan virke enten tamt elle overfladisk, når nu dybde & kompleksitet er fjernet i forsøget på at sige noget sandt på en let/enkel måde.
• Generelt vil dette ikke være tiden til de højtravende budskaber, men de subtile & komplekse fornemmelser & idéer bør se dagens lys. Med Merkur retrograd fra i morgen bliver vi yderligere bedt om at kigge nærmere & dybere ind, der hvor vi har lidt hurtige til at læse hen over pointerne tidligere på måneden.
• Men mere om Merkur Rx i morgen. I nat er der brug for ro & måske en enkelt back up af de allerkæreste elektroniske udstyr. Rigtig god drømmerig & genopladende søvn, hvis I kan finde fred i Neptuns ellers bedøvende rus ! 🌊 ⛵⏰
..
..
Billedet er af Hippolyte Flandrin (1805-1864) malet i 1835. I denne anledning forestiller det selvfølgelig Mars, der har mistet gristen ved synes af Neptuns uendelige have! Billedet bærer titlen: “Jeune homme nu assis sur le bord de la mer” eller kort: Étude de nu. På engelsk hedder det i folkemunde: “The young boy by the Sea”.

} S a t u r n ● M a r s {

• I morgen tidlig står Månen helt ny i Skorpionen, det mest transformerende & tabuafdækkende tegn. Skorpionen lader ingen sten uvendt i sin jagt på den dybere sandhed omkring det at være menneske eller at forstå den menneskelige natur. Denne nymåne har vi sparet en del op til & selvom Venus har haft nogle blide & kærlige aspekter den seneste uge, så har der i bedste skorpionstil rumsteret noget i vores underbevidsthed, der snart er klar til at komme frem fra det underjordiske dyb.
• Optakterne har været den tiltagende Sol●Uranus opposition, der vil bringe markante ændringer i fht, hvordan vi ser os selv i fht andre, men også Mars & Saturn har de seneste dage sneget sig ind i et meget markant kvadrataspekt, som her til eftermiddag stod eksakt i 15°.
• Når Mars & Saturn står hårdt sammen betyder det, at man kan føle sig hæmmet af ydre restriktioner eller autoriteter (Mars) eller man kan blive angst for andres skruppelløse, bramfrie adfærd eller deres (i Saturns øjne) utøjlede seksualitet. Alt efter hvilken planet man her identificerer sig med, vil man kunne have oplevet at føle sin trynet af gamle stive mønstre, strukturer eller normer — eller modsat føle sig mast af mere nymodens eller frivol adfærd. Om denne konflikt bliver udtrykt igennem familiestrukturer, sociale arrangementer, forhold til arbejdsplads, offentlige instanser & institutioner eller igennem partforhold/seksualliv, fx, afhænger af, hvor i din chart du har Stenbukken (hvor Saturn står) eller Vægten (Mars).
• Saturn står i sit eget tegn & står derfor stærkt i sin egen autoritære energi, mens Mars, i det blidere, mere pleasende Venusstyrede tegn Vægten (hvor han står svagt) vil have en tendens til at underkaste sig skulle en konfrontation mellem de to opstå. Mars’ almindelige krigeriske & opfarende facon vil mildnes af lufttegnets snilde eftertanke og hans ellers almindelige begærlighed vil snarere komme frem som en sensuel & løssluppen flirten.
• Andre vil opleve hele konflikten som intern. At Mars repræsenterer et ønske, en lyst eller et begær ens egen interne autoritet, pligtfølelse eller værdighed ikke vil tillade. Det kan være svært at udtrykke, hvad man mener eller få opfyldt sine behov. Slukørethed, frustration eller generel vrede kan være et resultat. Om det udtrykkes indad eller udad handler om vores generelle temperament (& vores personlige Mars-placering). I dag er ikke dagen, hvor man nødvendigvis er særlig selvtilfreds & har man afsluttet et projekt netop nu, er der risiko for at det ikke lever op til ens ambition, eller at man generelt er utilfreds med egen præstation, da den på den ene eller anden måde er blevet hæmmet. Hvis man ingen mulighed har for at kontemplere sin vrede eller frustration kan voldelig adfærd være et resultat. Men under denne transit vinder man intet ved at handle på sin aggression andet end skam & problemer.
• Undertiden ses denne transit også i fødselshoroskoper eller i parforholdsastrologi mellem elskende, og denne forbindelse bør tages ganske alvorligt & udtrykkes på en verbal eller forsonende facon. Med andre ord er denne form for aspekt noget man er NØDT til at arbejde med.
• Frustration disse dage er derfor en helt normal respons på både denne transit & morgendagens Sol●Uranus opposition. Derfor skal eksplosiv adfærd eller indestængt vrede observeres & udtrykkes med forsigtighed.
• Selvom denne transit kan være voldsom for nogle, vil andre, der allerede har arbejdet med deres forhold til de indre (& ydre) autoriteter eller vrede godt kunne have en ganske fornøjelig dag! Pas på jer selv & hinanden,
Søndagskærlighed,
A
..
..
Billedet er af den amerikanske illustrator N. C. Wyeth & her er det en illustration til Robert Louis Stevensons pirathistorie: “Treasure Island” fra 1920 (The Duel on the Beach).

} U r a n u s’ • E f t e r å r {

[ Som I kan se på billedet står Uranus i mange aspekter pt & det vil han blive ved med de kommende uger ]
• Som jeg har skrevet en lille smule om, kommer Uranus til at være en stor game changer dette efterår. Han vil på skift stå i hhv opposition & inkonjuntion til alle de indre planeter, der vil bevæge sig igennem Skorpionen den kommende måned — dette gælder også den lidt langsommere Mars, der vil indhente det planetariske optog, når Merkur går retrograd til slut oktober.
• Når Uranus er på bedding på denne facon er forandringer & omvæltninger nøgleord. Denne bevægelse begyndte allerede tilbage i midten af September, da Venus & Merkur stod i 6° i Vægten i inkonjunktion til Uranus i 6° i Tyren.
• Siden da fulgte nymånen d. 28. september, hvor Uranus nu stod i dette aspekt til både Solen & Månen — og mest pudsigt af alt: de stod h e l t eksakt!
• Da nymåner altid varsler kimen til noget nyt & inkonjunktioner er et bevægeligt (sekundært, altså mindre kraftigt)aspekt, der alt efter om man mod- eller samarbejder med det, vil fremstå hårdt eller blødt, viser det os hvad vi skal forvente af nymånen d. 28. Oktober, der er i et primært askpekt, nemlig opposition til Uranus! Så lidt forenklet kunne man sige, at Universet under Vægtnymånen sagde til os: “Hey, der kommer en masse omvæltninger de kommende måneder. Hvis du flyder med, vil jeg belønne dig med frihed & forvandling, modsætter du dig vil jeg “belønne” dig med frihed & forvandling.”
• Irriterende nok peger dette på én væsentlig ting; du er herre over, hvordan du vil møde disse omvætninger. Vil du frivilligt give slip på det, der holder dig tilbage & som ikke støtter dig i at leve autentisk (& det er oftest noget meget andet, end vi tror) eller vil du have vristet det fra dig? Jeg ved, at Planternes interplanetariske kærlighedssprog ikke nødvendigvis, set med menneske øjne, er det vores små, jordisk-tilknyttede eksistenser begejstres mest over, men hvis du kan åbne dit hjerte med accept & tillidvil den kommende tids arabeske rutschebanetur føles mere inspirerende & interessant.
• Nymånen d. 28. september er den første af 3 nymåner, der vil stå i eksakt aspekt til Uranus & et er i sig selv bemærkelsesværdigt!
..
~ Sep, 28: Nymåne i 5°, Vægten delt af 150° til Uranus i 5°, Tyren.
~ Okt, 28: Nymåne i 4°, Skorpionen delt af 180° til Uranus i 4°, Tyren.
~ Nov, 26: Nymåne i 3°, Skytten delt af 150° til Uranus i 3°, Tyren.
..
Vi har været igennem den først nymåne, som var ret blid & fin, men som nævnt, for dem, der modsætter sig livets naturlige strøm, kan den sagtens have føltes ret pres (hvis det er dig, så bare rolig, der er stadig tid til at indstille sig på de forandringer, der kommer, men det kræver at du sætter dig ned og forholder dig nøgternt til de forandringer, du står overfor. Heldigvis er vi i dag velsignet med Månen i den rationelle, fornuftsbetonede & lidt distancerede Vandbærer, der er dygtigt til at se mønstre & systemer & pt står hun i trigon til Venus i Skorpionen, så vi får rig mulighed for at gå i dybden & få syn for sagen mht dybereliggende sår, motiver eller ønsker, som vi tidligere har set lidt hen over. Derfor er det oplagt netop i dag at gøre sig lidt tanker derom. Ved at se, hvor du har Skorpionen’s 4.° & Tyrens 4.° kan du få informationer om, hvilke områder i dit liv denne transformation vil berøre.)
• Nå, det til side. Den næste nymåne d. 28. Oktober  e r  transformation. Begge himmellysene (vores primære nøgleplaneter, de livsopretholdende principper, Solen & Månen) står i et primært, hårdt, forandringsskabende aspekt til en af de magtfulde, ydre planeter, dvs transformationen foregår både på de indre & ydre planer simultant. (Vi skal dog bemærke at Uranus er retrograd, dvs han opererer stadig på det hinsides plan & for at det ikke skal være lyv, går han just ret lige inden det store stellium i januar 2020! Men mere om det senere.)
• Det sidste nymåne-aspekt til Uranus i Skytten vil binde knude på to totalt transformative måneder, hvor også Mars, som den sidste, er på vej ud af Uranus-oppositionen. Denne nymåne vil også være præget af en masse blødere aspekter bla et meget positivt Venus●Jupiter aspekt, som nymånen d. 28 Sep også begyndte det hele med.
• Så hold på hat & briller & bliv ikke alt for overrasket, hvis du finder smør under sengen & underbukser i køleskabet; Moon Madness er en helt reel ting de næste uger.😳
• Uranus hersker over det hyberbevidste, hyberintelligente, teknologi, politik, r/evolution, kvantespring, mm. Uranske begivenheder sker abrupt & som et lyn fra en skyfri himmel. De kan komme, når man mindst venter det; lande som en økse & kløve ‘alt det velkendte’ så intet kan blive eller vil være ‘som det engang var’. Forevigt forandret. Uranus’ oppositioner aktiverer typisk ydre begivenheder, da vi projicerer sider ud på andre & almindeligvis bliver resultatet, det vi i menneskeoptik betegner som “afslutninger” (selvom det, set i et kosmisk perspektiv, er et besynderlig begreb).
• Udover al denne Nymåneballade, har/vil Merkur, Venus & sidst Mars også bevæge sig igennem disse forvanlingsakser: inkonjuntion, opposition, inkonjunktion, så vi må berede os på at næsten alt bliver anderledes — men på sigt til det bedre! Det lover jeg! Lige meget hvad du står i nu, vil du have et andet perspektiv på det om et halvt år & måske endda allerede til januar 💔🙏❤
..
Ps. Hvis du vil have en idé om de andre planeters aspekter (ovenstående billede viser kun Uranus’) kan du checke gårsdagens opslag ud 🚀

} M a r s • i • V æ g t e n {

• I går morges kl 6 forlod Mars som den sidste planet Jomfruens stringente & dedikerede tegn for at cementere at Vægtens sæson er så meget igang! Og han har nu endelig forladt Neptun-oppositionen, så vi kan begynde at handle lidt mindre i blinde & lidt mere med intention.
• At Mars er trådt ind i Vægten skaber endnu et møde mellem Mars & Venus i samme tegn (godt nok i hver sin ende), som det sidste de kommende mange måneder.
• Iltre, handlekraftige & målrettede Mars trives ikke helt så godt i det konsensussøgende, søde, fredfyldte & Venusstyrede tegn Vægten. Venus derimod er Konge i eget slot.
Når Mars & Venus står i samme tegn har vi lettere ved at give & modtage simultant, da den måde vores kærlighed kommer til udtryk på svarer til den måde vi gerne vil modtage kærlighed på. Selvom den almindelige aggression & autonomi Mars står for, kan være svær at udtrykke i de bløde, pleasende omgivelser. Det kan være sværere for os at sige fra, stå op for os selv eller få kommunikeret vores behov klart (Merkur i Skorpionen hjælper os dog lidt her, selvom det har den slagside, at vi kan komme til at være virkelig spydige eller få sagt tingene på en lidt for brutal eller direkte facon ~ især efter at det måske har bygget sig op inden i os over længere tid).
• Vægten er klart et mere modtagende tegn, da det er Venusstyret (selvom det faktisk hører til i kategorien med de aktive, positive dagstegn også kendt som maskuline eller Yang-prægede tegn), hvorfor vi kan forfalde til en lidt mere doven, undvigende eller blød adfærd. Fred, fordragelighed & retfærdighed er nøgleordene for denne Mars-placering, så hans ellers så selvstændige, uafhængige, energiske, drevne, passionerede & hidsige temperament bliver tæmmet en hel del af harmoniens handlingsbegrænsede, blide, beroligende & tilpassende kvaliteter.
• Noget der dog kan få VægtMars’ pis i kog er imidlertid uretfærdighed. Selvom vi ikke nødvendigvis er særlig komfortable med at skændes under denne transit, er det vigtigt vi respekterer vores egen sandhed & ikke kastrerer os selv eller vores initiativer ved at agere dørmåtte for andre. Ubeslutsomhed er også en fælde under denne transit, så vælg dine kampe med omhu.
• Vi kan også opleve at vi bedst forstår eller ser os selv & vores adfærd i mødet med andre, så vær åben overfor det spejl andre agerer. Vi får muligheden for at heale os selv & vores skygger (især i parforhold, men egentlig alle 1-til-1 relationer), men også mulighed for at forbinde os med andre på nye, harmoniske måder.
• Månen står i Stenbukken nu & skaber både hårde aspekter til Solen & Mars, som minder os om at flid, investering & retning i vores relationer er nødvendigt, hvis vi vil være tilfredse med os selv & vores parforhold, venskaber, etc. Mars står også i inkonjunktion til Uranus & skaber en løsrivelse eller frigørelse fra gamle handle- & adfærdsmønstre. Især dem der er relateret til parforhold, nydelse & ansvarsfralæggelse. Den utilfredshed vi kan opleve igangsætter en handling imod det modne samt en ny, spirende ansvarlighed som Saturn indgyder i os alle, men det kræver at vi modsætter os VægtMars magelige impuls & lytter til Uranus’ kald & vokser med opgaven. Dem der ikke frivilligt tager denne opgave på sig vil blive presset til at følge med til den kommende nymåne. Vid at ting tager tid & vi vokser i den tempo vi kan, om det så er ros eller ris, der motiverer os er underordnet, for i mål det skal vi nok komme 🙏⚖
..
..
Billedet er af Edmund Dulac & bærer titlen: “The Garden of Paradise” – Fairy of the Garden garment, fra den engelske udgave af H. C. Andersens historier fra 1911.