} M e r k u r • R e t {

[ Merkur går ret i 25° i Vægten, 3. november kl. 18.49 ]
• Her til aften stationerer Merkur endelig ret & det betyder altså et ophør af hans baglænsskruende energi, der har fulgt os de sidste 3 uger ned i igennem Skorpionens dybdepsykologiske & fordækte rige, og dernæst baglæns ind i Vægtens retfærdighedssøgende domhus.
• For nogle dage siden (27. oktober) returnerede kommunikation & det lavere sinds planet til Vægtens tegn, samme dag som Venus, der hersker i Vægten, bevægede sig frem ind i det. At vi så en aktivering af Vægtens 0° & 29° — de mest kraftfulde grader har altså velsignet os med et øget fokus på retfærdighed, ligelig fordeling af ressourcerne (Venus) & vores ideer om, hvad der er rimeligt & ret (Merkur). Med Merkur Rx havde vi muligheden for at genbesøge gamle domfældelser & revurdere om ret nu også var sket fyldest!
• Det seneste døgn har vi så kunnet mærke Merkurs energi standse op & jeg skal da love for nogle kraftige dønninger vi mærker af det temposkifte! Når en planet stationerer Ret eller Retrograd mærker vi oftest deres energier allerkraftigst, så hvad har du oplevet det seneste døgn?
• Merkurs energi bremsede op allerede om formiddag d. 31 under den seneste Fuldmåne i Tyren, hvor han & Saturn stod i næsten eksakt kvadrat, hvilket har givet os nogle nødvendige erkendelser & måske endda lærestreger dagene optil eller siden.Med Vægtens kærlige & retfærdige væsen bliver vi bedt om at se sandheden i øjnene & gå vores egne veje.
• Erkendelser omkring steder vi har svært ved at kommunikere, hvor vi føler os hæmmede, angste eller frygtsomme har været særligt aktive den seneste uge, som Merkur●Saturn kvadrat er taget til i styrke. Det seneste døgn har vi måske fået vist præcis hvor (Skorpionen afdækker, mens Vægten balancerer) vi skal sætte ind, stå mere op for vores værdier samt blive bedre til at kommunikere, fremfor at forsvare os, bebrejde, lægge ansvaret fra os, fortie, undertrykke vores følelser eller blive vrede og/eller passivt aggressive.
• Dagen i dag kan have været konfliktende eller konfliktfyldt. Vi kan føle at nu er grænsen nået eller bægeret flydt over. Måske er der noget, der føles helt vildt forkert, uretfærdig, urigtigt eller som ikke stemmer overens med vores værdier. Måske kan vi ikke leve op til vores egne (høje) idealer ? Men det kan også være ganske basale menneskelige behov, der bliver syltet eller ikke kan respekteres. Vi må gå i tænkeboks og finde ud af, hvordan vi på en moden, målrettet & sejlivet facon (Stenbukken) møder disse fysiske begrænsninger eller hæmmende præmisser. Vi kan føle os trætte, møre, porøse, sløje eller decideret udmattede eller ødelagte disse dage.
• Vi skal dog ikke fortvivle. Som Merkur stationerer ret vil vi de kommende døgn få ideer til at håndtere disse temaer — om det så er, at man ikke kan stå op for sig selv, kommunikere sine behov eller holdninger, leve efter sine værdier, inderste kald eller højere principper, kommer der en løsning på problemerne, hvis vi er villige til at være tålmodige, løsningsorienterede & åbne overfor at skrotte (eller smide på komposten) nogle af de ordninger, idéer eller strukturer, som vi hidtil anså for gode eller nødvendige, men som vi må sande faktisk ikke opløfter eller støtter os. Derfor må de strukturer nedbrydes — og det kan være smertefuldt, skuffende, affortryllende eller demaskerende — og måske endda det hele på een gang! Men bare rolig. Venus’ inkonjunktion fra Vægtens 8. grad til Uranus i Tyrens 8.grad (begge tegn Venus hersker over) viser os, at vi står i begyndelsen af en endnu dybere transformation af vores indre, vores selvværd og værdier. (Inkonjunktionen er et varsel for den opposition vil senere på måneden vil se imellem Venus & Uranus — og derved får vi de første små spadestik af den problematik serveret disse dage! Det bliver spændende at se, hvad vi skal forvandle!)
• Der kan være mange ting i de seneste døgn, der har drillet rigtig meget & ikke villet lykkes — og det giver da også rigtig god mening, da Merkurs energi bremser op for at skifte retning & netop her klumper eller har en slags start-stop fornemmelse. Månen står tilmed i den nysgerrige & drillende Tvilling, hvorfor det bliver rigtig spændende at se, hvordan det Amerikanske valg arter sig. Bliver det lettere forvirrende & bøvlet– eller noget rigtig rod? Det vil tiden vise.
• Det vigtigste her er at slå koldt vand i blodet, ikke gøre noget overilet & vide, at selv om noget går rigtig skævt, så kan langt de fleste ting (dog ikke alle), oftest rettes op på senere hen igen.
• Så fat mod! Resten af 2020 bliver et vildt ridt, men holder vi hovedet koldt, hænderne i ro (indtil vi er klar til at handle) & tungebåndet tøjlet, ja så skal vi nok komme helskindet igennem! Vægten minder os om en meget vigtig ting netop nu; kærlighed, tålmodighed (selvom det udefra måske ligner ubeslutsomhed) & balance er nøgleord nu!
• Undgå unødig splid, kontrol eller konflikt, men vær ikke bange for uenighed eller forskellige synspunkter. At være fattet & respektfuld i sin tilgang vil løfte os ud af udfordringerne. Og husk, hykleri eller dobbeltmoral er faldgruber vi ønsker at navigerer uden om — især nu. Det er vigtigt at vi handler i overensstemmelse med vores inderste værdier & møder andre åbent uden dom, især dem vi er uenige med. Vores ord & handlinger skal gerne stemme overens nu.
• Introspektion, meditation, spirituelle indsigter, et skærpet fokus & dybere forbundethed til naturen er højnet netop nu! Samt at kunne hæve sig over det menneskelige & egodrevne er essentielt. Hav tillid til din intuition & små fornemmelser, da de er særligt skærpede! Venlighed, næstekærlighed, venskab, samarbejde, ansvarlighed & at læge igennem samarbejde; transcendere igennem separation, ensomhed & fjendskab igennem tilgivelse, anerkendelse, fairness, sammenhold, partnerskaber & kærlighed er i fokus med den 25/7 vibration aktiverer. Dette forstærkes yderligere af novembers Venusvibration; 6! (1+1+2+0+2+0=6). Men mere om det!
..
..
Billede 1) er af Bolesław Biegas.
Billede 2) er af David Scott & hedder “Night”, 1833.

} Nymåne • i • Tyren • pt. II {

• Som jeg skrev i går skabte nattens Nymåne en særlig fin forbindelse til hele 2020’s tema, der handler om dyb transformation, sammenhold, samarbejde, nærhed, medmenneskelighed & selvfølgelig dyb kærlighed. Denne Nymåne er en tærskel, vi kollektivt træder igennem & selvom den egentlig energetisk er en frigørelse pga mødet med Uranus, (Nymånen finder sted 3° i Tyren, mens Uranus står i Venus tal, 6°) kan den godt virke begrænsende eller som om livets realiteter bliver presset ned over hovederne på os disse dage. Dette skyldes at Nymånen både har forbindelse til den oprørske befrier, Uranus (i konjunktion), & den strenge systemat, Saturn (i kvadrat).
• Grunden til, at denne Nymåne er lidt særlig, skyldes, at det er kulminationen på de seneste mange Nymåners dans med Uranus; et møde vi igennem de sidste 12 måneders Nymåner har fået bebudet ville komme. Siden Nymånen 5. maj sidste år i Tyren, har hver Nymåne fra da af kontaktet omvæltningernes rebelske kæmpe — & for hver Nymåne siden den i Vægten 28. september, har Nymånerne resten af 2019 kontaktet frihedskæmperen i forskellige, men eksakte aspekter. Dette er højst usædvanligt! Som jeg også har nævnt i flæng, har alle Nymånerne siden 27. oktober stået i hvert tegns 4.° — de har altså både vibreret med Uranus’ vibration & dannet aspekt til ham! Noget nyt har altså været under opsejling længe! Men hvad?!
• Disse forbindelser har tjent som små smugkik ind i, hvad dette møde ville bringe & belyst vores temaer fra forskellige sider — så hvis du kan huske, hvad der rørte sig i dig sidste efterår, har du en fornemmelse af, hvilke områder, der får en gevaldig opgradering nu her.
• Kort fortalt, har alle disse Nymåner hvisket til os, at forandringens vinde ville blæse, & det må man sige, er blevet meget synligt for os her i 2020 — vores syn på alle områder af vores samfund & eksistens forandres. Derfor kan denne Nymåne også for mange virke virkelig potent, intens & måske endda ubehagelig, nu da vores civilisations trygge, jordbundne sikkerheds-foranstaltninger bliver rusket gevaldigt op af Naturen.
• Det er dog her, at vi må huske Tyrens læring; om sensoriske oplevelser føles behagelig eller ubehagelige er oftere afgjort af vores tilgang til sansningen end til den egentlige sensation, vi føler. Noget, der gør ondt, kan i nogle kontekster opleves som nydelse & noget, der kan være rart (at blive aet, fx) kan, hvis man aer det samme sted for længe, på sigt føles ubehageligt. At glæde sig usigeligt meget & have sommerfugle i maven, minder egentlig utrolig meget om frygt eller eksamensangst… Forskellen på den fysiske sanseoplevelse afhænger af vores tilgang & forventning til, hvad der kommer til at ske, & hvordan vi har det med den begivenhed. Denne forventning farver med andre ord, vores oplevelse af, om noget føles behageligt eller ubehageligt for vores nervesystem. Det samme princip, kan man på en måde tale om her. Selvom vi socioøkonomisk står i en af de største kriser i mands minde — & at det kommer til at trække dybe spor langt ind i vores fremtidige livsførelse — så vil der også komme mange nye, spændende opfindelser, levemåder, tilgange, idéer & måske endda samfund & økonomier ud af denne tid.
• Mennesket har generelt for vane ikke at ville forandre sig eller reelt ændre udgangspunkt — ser vi bort fra små ændringer af vaner eller tilgange — næsten ligegyldigt, hvor dårligt vi har det. Dette karaktertræk kan tilskrives Tyrens arketype, der kan være så stolt & stædig, at det kan være svært at opgive principper, idealer & forestillinger — med mindre man bliver decideret tvunget til det. Vi kan se de celestiale bevægelser netop nu, som den slags tvang. Vi kan have tendens til hellere at ville blive i det destruktive, som vi finder tryghed i — fordi det er genkendeligt & vi ved hvad vi får — end vi kan overskue at kaste os ud i en total omvæltning.
• Set med kosmiske briller er denne kulmination netop det. Vi får et velforvarende skub bag-i. Uranus siger; nu har I klamret jer længe nok til jeres namsede, luvslidte sutteklud, nu skal vi videre! & selvom det kan virke foruroligende & vi på nuværende tidspunkt slet ikke kan forestille os hvad fremtiden vil bringe, så må vi bevare optimismen; nyde vores glæder & holde hovedet højt; vi må minde os selv & hinanden om, at vi oftest — i de aller fleste tilfælde — har mulighed for at se en situation fra flere sider & vide, at Tyrens behov for at bibeholde det genkendelige, er en egenskab, der skal understøtte os — ikke modarbejde vores helbred, opfindsomhed eller udvikling.

• Gennemgår vi kort Nymånens aspekter ser vi følgende forbindelser:
~ Nymånen i konjunktion med Uranus.
~ Nymånen●Uranus i kvadrat til Saturn.
~ Nymånen●Uranus i kvadrat til Jupiter●Pluto.
~ Merkur i kvadrat til Jupiter●Pluto.
~ Venus i trigon til Mars.
~ Venus i kvadrat til Neptun.
~ Merkur i sekstil til både Mars & Venus.

• Nogle af planetforbindelserne har jeg allerede skrevet om (fx. Merkur●Mars●Venus), men det der især er spændende under denne Nymåne er alle de hårde aspekter (kvadraterne, aka de røde streger).
• Selvom Månen almindeligvis står ganske behageligt i Tyren, har denne Nymåne måske ikke været en dans på valmuer for alle. Månen er det man kalder forhøjet i Tyrens tegn, hvilket betyder, at planetens naturlige energi & udtryk avancerer igennem dette tegn & optræder mere harmonisk & raffineret. I Tyren finder Månen ro, stabilitet, fred & komfort.
Til trods for dette underhold blev gårsdagens Nymåne altså spiddet af en række kvadrater; hvorfor alle Tyre-relaterede emner formentlig har været sat på spidsen den sidste tid.
• Det vil sige: penge, materielle besiddelser, fysisk tryghed, hjem, dagligdag, rytme, fysisk bolig, selvværd, overflod & stabilitet. Alt der har forbindelse til vores materielle overflod & selvværd bliver synligt, men især de steder, hvor vi ikke er afklarede & står rent i vores egen kraft. Se derfor denne (potentielle) modgang som en mulighed for at få ryddet op i de områder, hvor du ikke er 100% afklaret, stoler på dig selv; er sikker på din sag eller dig selv.
• Kvadraterne fra de forskellige planeter peger på, hvor vi bør reflektere over vores forhold til disse områder & hvordan vi sandsynligvis må ændre tilgange. (Når kvadrater er indblandet, handler det oftest om en konflikt, vi er nødt til at handle på).

Måne●Solen i konjunktion med Uranus:
• Uranus repræsenterer en frihedstrang i os, en befrielse, fremtidens snarligt kommende opfindelser; gennembruddet & alle de gamle, slidte spor vi så pludseligt bryder væk fra. Når han kontakter Nymånen viser han os, at NU er tiden kommet. De sidste 6 måneder har han stille hvisket, hver gang vi med Nymånerne har vendt os indad i vores følelsesliv for at bringe nye kim & fornyet energi ind i vores hverdag. Vi har måske ikke kunnet mærke, hvilke nye vinde der vejrede (det har de færreste nok kunnet forestille sig), men i denne uge, står vi altså midt i orkanens øje: med begge ben solidt plantet i Tyrens tegn — midt i Uranus’ (& Saturns) voldsomme transformation.
• Ligesom Nymånen står Uranus i et kvadrat til Saturn — et kvadrat der vil følge os helt til foråret i 2022; en af de helt langsomme, meget banebrydende forbindelser. Denne forbindelse laver (mere eller mindre) langsomt om på alt, hvad vi kender & med Uranus i Tyren & Saturn i Vandbæreren tyder det på, at det er de grundlæggende livsforhold, der får en opgradering — & Saturn, der ellers bevogter de gamle systemer & strukturer, står i Uranus’ tegn Vandbæreren & vander os dermed med nye idéer, tilgange & levemåder.
• Vi rydder med andre ord op i de patriarkalske strukturer, de kapitalistiske systemer, markedsmekanismen, top-styring, giftig maskulin dominans, krigsliderlighed, samfund, institutioner & systemer, hvor bureaukratiet & kolde kontanter taler, mens medmenneskelighed, loyalitet, lokalitet & nærvær ikke bliver anset for at være profitable investeringer. Alt dette står vi på tærsklen til at forlade & er (snart) parate til at bevæge os væk fra.
• Egentlig har vi råbt på disse forandringer i årevis, men hvad skal vi erstatte disse systemer med? Vi er nogle, der har nogle idéer… men det er stadig svært at se, hvordan vi skal omstrukturere de store systemers tandhjul & implementere disse nye tanker. Kan vi lykkes uden et kollaps? Er det allerede for sent? Hvad med Jorden & klimaet? Hvad med de ting, vi godt kan lide, vores (i Vesten) høje levestandart, frihed & sikkerhedsnet? & forstår vi overhovedet den verden & de systemer vi selv har skabt? Spørgsmålene er mange & svarene få — i hvert fald for nu — men al begyndelse kan være frygtindgydende — som at blive født ind i denne Verden. Vi må have tillid til, at vi har en moder (Jord), der griber os, tager os op, beskytter os & giver os omsorg & ly… og måske sker det kun, hvis vi overgiver os totalt? Hvem ved.
• Noget kunne imidlertid (Astrologisk set) tyde på, at det kunne være tilfældet. Uranus står under denne Nymåne i 6° i Tyren. 6 er Venus tal, Venus; Tyrens hersker — i Tarotten ser vi også kortet De Elskende i trumf nr. 6, som pudsigt nok også korresponderer med Tvillingens tegn, hvor Venus pt står. Der er altså en dyb forbindelse & korrelation imellem de forvandlinger, vi ser i Verden nu, & Moder Jord & hendes dybe, livgivende livsdrift & frugtbarhed. Måske er det, der sker, at hun kalder os hjem?
• 6-tallet handler om Skabelse, kærlighed, omsorg, nærende adfærd; man kunne se selve tallets symbol, 6, som en afbildning af den gravide kvinde, der bærer sig barn. At få et barn, handler ikke blot om at skabe det & føde det, men også om at tage ansvar for det & opdrage det — & måske er det netop det vi oplever pt — måske bliver vi opdraget?
• Venus repræsenterer kreativitet, financielt flow, healing, sundhed, frugtbarhed, selvværd, egenomsorg, romantik, kærlighed & nydelse.
Venus selv understøtter selv idéen om den massive frugtbarehed, der er nærværende under denne Nymåne, da hun selv står i 15° i Tvillingen, 15, der numerologisk reduceres til 6. Man kunne sige, at vi bliver opfordret til at se omsorg, selvværd, overflod & økonomisk frihed på nye måder.
• Så hvordan kan vi tilgå sundhed, skønhed, kærlighed, overflod, rigdom & healing på en ny måde? Hvordan kan vi tage disse idealer med os ind i fremtiden? & hvordan ser de ud efter de har været en tur frem i tiden med Vandbærerens tidsmaskine? Vi har just bevæget os ind i Vandbærerens tidsalder. Her tager vi skridtet fra det *forventelige* til det *overraskende*, hvilket giver os endnu et hint — vi er nødt til at være åbne overfor, at vi ikke kan regne ud, hvad der kommer til at ske. Vi må lade os overraske!
• Man kunne sige, at vi nu bevæger os væk fra praktikaliteterne & ind i inspirationen. Vi ønsker ikke topstyring, stejle kurver eller slavementalitet, hverken blandt vores virksomheder herhjemme eller faktiske slavelignende forhold i den 3. verden. Vi ønsker ikke materiel rigdom, vi ønsker åndelig rigdom — & mens der er nogle ressourcer, guld fx, der er begrænsede her på Jorden, så findes der andre, der ikke er: Kærlighed & glæde, fx.
• Tallet 15 repræsenterer dyb feminin mystik & spirituel alkymi. Vi kunne også kalde det at løfte andre igennem glæde. Det kunne tyde på, at det var denne transformation planeterne bebudede vi stod overfor? Så hvordan vil du benytte disse værktøjer? Hvis vi forestillede os, at denne Nymåne fx handler om at befri os selv fra illusionerne om jantelov & at vi hjælper/støtter andre ved at holde vores personlige energi lille, hvordan ville du så møde denne side af dig? Hvad hvis dette viser os, at alle de forestillinger vi har haft om at være “fornuftig” & “realistisk” i virkeligheden ikke beskytter os, men i højere grad læner sig op af en stagnerende mangel-mentalitet?
• Nymånen bebuder at konjunktionen imellem hende & Uranus farver ind i hele denne måneds energi. Kreativitetens planet — Venus — signalerer med sin vibration 6 at mirakler kan ske. HVIS vi vælger at fokusere på vores glæde, & støtte andre, kan vi skabe de bedste forhold, både for os selv & dem — & derved vil vores generøsitet, omsorg & gavmildhed sprede sig som ringe i vandet. Hvis alle kender hinanden over hele kloden i seks led, så tænk på hvor hurtigt vi burde kunne udbrede venlighed, nærvær & betænksomhed, blot ved at være omsorgsfulde overfor dem vi kender!
• Spørgsmålet er, hvor kan vi glæde os over de små mirakler i livet? Hvor kan vi praktisere mere selvkærlighed & medmenneskelig omsorg? Hvor kan vi øve os i tilgivelse & selvaccept? Tyren hjælper os med at sætte stærke, kærlige grænser & handle på vores værdier. Men måske disse værdier skal finpudses lidt netop nu? & her kommer Uranus os til hjælp; hvor kan han befri os & andre? Hvor kan vi give slip på kontrollen & mødes i et gensidigt ønske om at skabe sammen? Jo mere vi læner os ind i frihed, glæde & tillid, desto lettere vil stierne åbne sig for os fremadrettet — & dette gælder både individuelt & kollektivt!
• Uranus giver os altså muligheden for at møde det uventede & livet åbent, mens Tyren giver os ro, rytme & jordforbindelse til at vælge en ny sti, der tiltaler vores inderste kerne. En sti, hvor vi kan bevæge os imod, hvad vi kan mærke glæder os; der hvor vores energi flyder, hvor vi uden at anstrenge os liver op & lyser. Uranus bebuder det uforudsigelige, så oplever vi ustabilitet giver det mening at søge ro & have tillid til skiftet. Vi kan bedre modtage forvandlingen, når vi er i ro. Jo smidigere, desto bedre. Modsætter man sig, vil man mærke hårdheden fra de to faste tegn — Tyren & Vandbæreren — der er indblandet. & dette gælder ikke kun denne Nymåne med de kommende 2 år, mens Saturn & Uranus udæsker deres værdimæssige duel! Dette giver os imidlertid masser af tid til at øve os i at være bløde, smidige & blide.

Månen●Solen i kvadrat til Saturn:
• Saturn hjælper os med at få øje på, hvordan (/om) vi tager ansvar & om vi har selvdisciplinen med os i de områder, der er aktive under denne transit?
Saturn bringer struktur & orden til frigørelsen, hvis vi formår at kanalisere hans energi i den rigtige retning — ellers kan han opleves som én, der holder igen eller holder os nede (primært igennem bekymring, selvbebrejdelse, frygt eller mangel). En af hans primære forcer er at skabe struktur & er dermed med til at give vores liv stabilitet — ligesom Tyren. Saturn i Vandbæreren lader os se mønstrene, udvælge timingen & handle når tid er — samt give os den rette mængde tålmodighed & fornuft til at kunne se, hvornår det er. Dette er en påvirkning, der lader os arbejde — i modsætning til Venus’ sårbare nydelse & overgivelse, giver denne energi os kam til vores hår. Med Saturn føler vi os forpligtede, hvilket kan være en kontrastfuld energi i fht Uranus’ frihedstrang. Sand frihed kan dog ikke eksistere uden ansvar, & det må vi alle sande i vores eget tempo. Oftest er selvtillid & selvsikkerhed forbundet med at tage ansvar, & derfor er det også oplagt at møde denne energi med en virksom mine. Så måske er det netop nu, vi skal smøge ærmerne op & tage fat på den Forårsrengøring.
God fornøjelse!

Månen●Solen i kvadrat til Jupiter●Pluto:
• Dette er en god energi til at gennemføre vores opgaver. Uranus giver os nye perspektiver, så vi kan integrere de nye indsigter & denne opvågning bringer — som vil forny & berige os — på sigt.
• Moder Jord rebalancerer sig. Stenbukken, hvor både Jupiter & Pluto står giver os lederskab, selvtillid, ejerskab & ansvarlighed til at få det til at glide. Så hvordan reagerer vi på det vi oplever? Vores tilgang til livet er afhængig af hvordan vi møder, det livet sender i vores retning. Det ting, du værdsætter mest vil blive synlige. Sæt dine værdier klart! Det er forudsætningen for at skabe det liv vi ønsker. Vid hvad de er & lad dem være i fokus. Det er oplagt at gå helt i dybden (Jupiter/Pluto) & undersøge hvad vores værdier er netop nu!
• Skulle man stå et sted, hvor de forandringer, der finder sted ikke er af opløftende natur, er det vigtigt at man ikke afreagerer i vrede eller stritter imod disse forandringer. Accept & ansvar er nøglen til at møde denne hårde Uranus/Saturn energi. Jo mere velovervejet, metodisk & ansvarsbevidst reaktion vi kan have desto bedre.

Venus (denne nymånes hersker) i kvadrat til Neptun:
• Hvad er dine overbevisninger omkring penge & selvværd?
Det handler ikke om hurtig nydelse — det handler om at læne sig langsomt ind i det. Dybden af dedikation. Fokuser på hvordan ting beriger dig, fremfor hvordan ting begrænser sig.
• Hvad er dit forhold til penge/selvværd? Overforbruger/spænderer du? & hvilke illusioner har du omkring rigdom, overflod, kærlighed, selvværd/selvtillid & status?

Billede 1) er af Arthur Wesley Dow & bærer titlen “Spring Landscape”, 1892.
Billede 2) er Nymånens transitter.
Billede 3) er Claude Monet & hedder “Wild poppy Field”, nær Argenteuil, 1873.

} N y m å n e • i • J o m f r u e n {

• Med alle de personlige planeter i Jomfruen er der en højnet kontakt til vores bevidste indre liv & vores identitet.
• Som jeg skrev i går giver nymånen os altid mulighed for at vende blikket indad & modtage indsigter om vores krop, vores situation & vores ønsker for den videre færd.
• I tilgift er denne nymåne ekstra kraftig, da det er årets næste sidste Supermoon (ud af 6). Supermoons er en betegnelse, der anvendes når Månen står nærmest sin korteste afstand til Jorden & denne nymåne er det tætteste Månen kommer på Jorden i år under en hel måne, dvs en fuld- eller nymåne. Så hvis du har følt dig ekstra hektisk eller udmattet er det ikke så overraskende med denne kraftige måne, der trækker i Jorden & det massive planetariske nærvær i Jomfruens stringente, begavede & ordnede tegn.
• Med kommunikations planet Merkur i 2° (Månens tal for blidhed, intuition, samarbejde & coeksistens) har der været et øget fokus på erkendelser omkring os selv, vores virke, handlemåder & hvornår vi har det bedst.
• Venus, vores selvværd, værdisæt, modtage- & nydelsensevne, stod i 11° — mestertallet, der oftest bliver set som en manifestations-port, hvor idéer, energier eller erkendelser går fra det intuitive, hinsides plan til det fysiske, jordiske, hvor det materialiseres & bliver en del af den tingslige virkelighed. Tallet 11 bærer 2’er energien i sig, som en underliggende strøm. Dvs selvom hverken Merkur eller Venus egentlig står i en lovlig konjunktion med Solen & Månen, bliver de alligevel suget ind i dette femdobbelte stellium & er med til at farve gårsdagens nymåne.
(Når 3 planeter eller flere står sammen er man nødt til at forene deres energier for at aktivere dem. De fleste mennesker har konjunktioner i deres personlige horoskop &/eller storkonjunktioner også kaldet stelliumer (altså mere end 2 planeter, der står sammen), hvorfor man kan opleve at en eller flere planeters energi “drukner” under andre kraftigere indflydelser. Denne figur kræver ofte at man anvender alle planeterne til det samme formål; man får altså først det fulde udbytte af dem, når de alle samarbejder om at nå ét mål.)
• Dette gør sig selvfølgelig også gældende for os, kollektivt, når vi har 5 himmellegemer & en asteroide i indenfor 10° i et tegn, så lad os tage en nærmere kig på Nymånens hof i Jomfruen:
● Solen & Månen, 6° (Venus’ vibration), giver et øget fokus på selvkærlighed, grænser, personlig struktur, næring, at drage omsorg og healing.
● Mars, 7° (Neptuns’ tal) øger vores pragmatiske forståelse & tekniske virke især vedr vores intuition, og forstærker samtidig vores instinktive repsons & øger jegkraften i vores sjælelige natur.
● Merkur, 2° (Månens tal) i Jomfruen & dennes hersker, højner vores evne til at forbinde os med andre mennekser på en intim & intuitiv facon & skaber diplomatisk & harmonisk tale.
● Venus, 11° (Solens tal fordoblet), forstærker vores værdisæt, især igennem samtale med andre (forbindelsen mellem 2 & 11), vores lidt reserverede romantiske væsen, øger vores sensitivitet, kreativitet & modtagelighed overfor skønhed.
• Alle disse planeters egenskaber skal altså målrettes imod ét fælles mål for at opnå den mest frodige høst til fuldmånen om 6 måneder. Dertil er 8 ud af 10 himmellegemer i jordtegn, hvilket bestyrker virkeliggørelse af vores intentioner eller manifestationer. Og med Mars så tæt på Solen & Månen har vi nu en meget klarere idé om, hvor vi skal rette vores energi hen. Den stress eller det pres, vi har oplevet disse dage, kan med lidt snilde omsættes til at blive meget målrettet & produktiv. Her kan vi forvandle frustration til guld ved at aktivere vores ambitioner & lægge nye optimistiske planer. Vi har trods alt Venus, held, rigdom & nydelse, sammen med Merkur; blid & vellykket kommunikation i ryggen netop nu. Vi står et sted, hvor det er muligt at lægge fundamentet til en langtidsholdbar succes. Men det er vigtigt at begge ben (for)bliver på jorden & at vi trækker vejret langsom igennem alt det nye der kommer.
• Nymåner kan være blide & hviskende, men denne nymåne har næsten føltes fysisk, jeg mærkede den meget legemligt i går, så massiv har den været. Og med Uranus, der peger mod fremtiden & alle de indre planeter i jomfruen, der går sammen om en løsning, så er der ikke meget at sige til, at hvad der kommer bliver bemærkelsesværdigt & noget vi vil huske. Bestemt historisk, men måske også som en særlig periode i vores private liv.
• Jeg er meget spændt på alt hvad der vil komme! For når Uranus har en finger med i spillet, sker der uforudsigelige forvandlinger, her på det indre plan, da han er retrograd. Uranus begyndte for snart 3 uger siden, sin årlige, månedlange retrograd & sluttede sig dermed til de ydre planeter, der fra Saturn & ud aller står retrograd netop nu. Det er ikke et usædvanligt fænomen, men det peger på at vi kollektivt undergår en række indre forandringer, der har noget med vores forhold til strukturer, ansvar, frygt, kontrol, tillid, forvandling, idealer, drømme & idéer at gøre. Vi oplever jo også mange forandringer i fht kultur, kønsroller, levestandarder, personligt- & kollektivt ansvar lige for tiden.
• Med denne Nymåne/Uranus-kontakt er der et tema omkring at løsrive sig fra hæmmende overbevisninger eller følelsesmæssige mønstre, der lader os kører rundt i de samme ruminationer. En af Jomfruens skyggesider er at blive for mental i sit fokus & være fastlåst i idéer & regler for hvornår noget er ordentligt/muligt/rimeligt etc. Disse snærende overbevisninger vil Uranus gerne befri os fra, men tilbyder det på en opmuntrende & tillidsfuld facon med det bløde trigonaspekt.
• Uranus peger på en uforudsigelighed & opfordrer os til at omfavne det ukendte, ikke med pligtskyldighed & frygt, men med tillid, nysgerrighed & forståelse for, at spontanitet godt kan være løsningen engang imellem, også selvom jomfruen almindeligvis foretrækker at alt er planlagt til punkt & prikke, helt ned i mindste detalje… i bogstaveligste forstand. Rigtig god virksom & hvilende weekend! Må al denne momentum give jer ro i sindet & vind i sejlene! 🌞⛵🌊
..
..
Billedet er af den Franske maler Auguste Toulmouche (1829 – 1890) og bærer titlen: “The Reluctant Bride” fra 1866.

} N y m å n e {

• Månen stod ny i dag kl 12.36 i 6°, Venus’ vibration, i Jomfruens tegn for høst, helse & healing.
• Nymånen er der, hvor vi vender blikket indad, lader op & sætter intentionerne for hvordan vi vil handle i fremtiden. Vi planter en kim, der vil spire & blomstre til fuldmånen om 6 måneder. Denne cykliske bevægelse mimer også kroppens, især dem af os der oplever månedlig blødning. Nymånen er blødningen, en forløsning af det, vi ikke skulle bruge alligevel og samtidig en forvandling & udrenselsesproces, hvor vi gør klar til at så den næste nye spire. Fuldmånen er ægløsningen, hvor alle vores anstrengelser kan bære frugt, hvis vi har forberedt os fyldestgørende. Man kunne også beskrive nymånen som indåndingen overfor fuldmånen som udånding.
• Alt dette betyder, at der er gode muligheder i dette døgn for at sidde nogle minutter i stilhed & forestille sig, hvordan resten af 2019 og endda det næste halve år — helt indtil Jomfrumånen står fuld til marts — skal udfolde sig.
• Hvis Fisken repræsenterer den intuitive, flydende, ulegemlige åndelige forbindelse, er Jomfruen den praktiske, jordbundne, legemlige, rituelle åndelige forbindelse. Jomfruens intuition er en slags mavefornemmelse, hvor de mærker naturen, stemninger & hvordan det hele bedst anvendes fysisk. Der er altså en forbindelse til moderjord, de cykliske processer såsom årstidernes gang & den frodighed der følger med, hvorfor ernæring også er en del af Jomfruens område. Og det er da heller ikke et tilfælde at Jomfruens kropslige region er maven & vores fordøjelsessystem. Tegnet associeres også med frugtbarheds- & høst-dværgplaneten Ceres (som det pt diskuteres om skal overtage herskerskabet over Jomfruen fra Merkur).
• Vi har altså rig mulighed for at komme godt fra start & planlægge de næste 6 måneder frem — & til at hjælpe os med at høste det fulde udbytte af denne nymåne, har vi alle de indre planeter med os i Jomfruen til at støtte os; Merkur, Solen, Venus, Mars & asteroiden Juno. Dvs pt er der faktisk kun 2 planeter, der ikke står i jordtegn i dag & det er Neptun i sit eget vandtegn, Fisken, & Jupiter i sit eget ildtegn, Skytten. (Den blå trekant, billede 2, markerer alle jordtegn).
• Der er altså et massivt fokus på det praktiske & at få ting, intentioner, ideer, tanker, værdier gjort fysiske. Men når det så er sagt, skal vi huske at nymånen (vores blødningsperiode) også er et tidspunkt, hvor vi har brug for mere alenetid, hvile, ro, varme, næring og tid… bare til at vende opmærksomheden indad & give os selv/modtage omsorg. Dvs det er ikke meningen, vi skal haste ud & gøre alle mulige ting (selvom vi måske føler et skub i den retning), det er nu vi skal trække stikket, tage den med ro & prioritere! Det er Jomfruen heldigvis rigtig god til (så det kan vi måske alle trække lidt på med denne massive planetariske tilstedeværelse i Jomfruen). Vi kan ikke nå det hele & slet ikke, når vi har travlt & har brug for hvile. Denne tilbagetrukne facon omkring nymånen er i øvrigt noget, vi alle kan mærke & er ikke reserveret for mennesker med en livmoder. Så hvis din mand, mor, partner, du selv eller dit barn har behov for ekstra hvile er det oplagt at tillade os det denne weekend. At omlægge planer kan også være oplagt, for der er meget der skal gøres & Jomfruen holder af at have en finger i enhver praktisk-kage, men det giver bedst mening, når vi har overskud. Jomfruen minder os om, at uden mad og drikke (og søvn, faste sengetider, renlighed, selvkærlighed, mm.) duer helten ikke.
• Men selvom vi måske har brug for en lur,  ER der ekstra meget tryk på denne nymåne, da den står i konjunktion med utålmodige Mars & i trigon til foranderlige Uranus. Sol, Måne (6°) & Mars (7°) står i trigon-aspekt til både Uranus (6°) i Tyren & Saturn (14°) i Stenbukken. De danner alle 5 en stortrigon. Dvs 3 eller flere planeter er placeret i horoskopet med 120° mellemrum. Det aspekt og især de implicerede planeter giver virkelig mulighed for at ændre på måder vi møder, handler, vurderer & ser verden (og os selv) på — og disse kan implementeres ude de store problemer & gøres relativt permanente med Saturn.
• Uranus-aspekt, der insisterer på, at vi må se os selv på nye måder, har jeg allerede skrevet en del om, da både Venus & Mars allerede har været igennem det denne uge.
• Der er en del mere at sige, men det kommer i et andet opslag i løbet af weekenden ❤️🌑
..
..
Billedet hedder: “Woman with nature spirits” & er en illustration af Frederick Richardson.

} Venus • Mars • & • den • kollektive • kærlighedskarma {

• Jeg skrev lidt om kærlighedens & passionens planeter i går, deres konjunktion (som de stadig står i i dag, dog aftagende) & deres umiddelbare påvirkning af vores dag(e). Men set med de karmiske briller har dette møde en anden & dybere betydning.
• I gårs dato d. 24 oversættes numerologisk til 24/6 som nævnt. 2 er Månens blide & harmoniske tal, 4 er Uranus kraftfulde & forvandlende, 6 er Venus kærlige, omsorgsfulde & familieorienterede energi. Vi havde en dag der emmede af kærlighed & hjertemod.
• Når virksomme Mars (vores handlekraftighed, passion, begær, aggression, handlemåde, målrettethed, virke-stil) møder nydende Venus (vores evne til at modtage, vores værdisæt, idéer om kærlighed & overflod, vores smag & æstetiske sans) i Jomfruen, tegnet for hengiven service (at tjene til livets ophold & dens cyklus) opstår en dybere healing & der hvor livets princip integrerer os alle i den Ene (tænk Platons myte (fra Symposion) om manden & kvinden, der oprindeligt er ét hele, der bliver splittet, for så at skulle finde hinanden igen. Men se det ikke som et billede på kærlighed & løftet om “Den eneste ene”, men mere som et billede på en alkymistisk model, hvor det enkelte menneske integrerer både den maskuline & feminine side for at de kan blive opfyldte, oplyste, uafhængige individer).
• Når vi som væsener træder ind i den ubetingede kærlighed, åbner vi for vores indre, rensende ild & vores evne til at heale os selv (og dermed vores omgivelser).
• Denne rensende ild er dog en ild. Flammerne fortærer vores illusioner, det ego-drevne, vores selvoptagede motiver, vores røverhistorier om mindreværd & offermagt. Alle illusioner må falde. Kollektivt har vi bevæget os igennem denne cyklus et par gange de sidste seks år. Hver gang Mars & Venus mødes healer vi konflikten i den polariserede energi. Det er ikke fordi der i sig selv er en konflikt, blot fordi der er en polaritet. Polariteten udgør en stor del af livet, både i det enkelte menneske (en vekselvirkning imellem handling & hvile som er livsnødvendig for os alle; indånding/udånding, flod & ebbe) men også imellem mennesker (bla det der skaber seksuel spænding) At der findes en passiv & en aktiv part (en modtagende & en givende) er en nødvendighed i de fleste henseender; fx, hvis der kun var ansatte & ingen leder, ville der ikke opstå fremdrift & hvis lederen kun var omgivet af andre ledere, ville der hele tiden være konflikt om, hvad der skulle gøres. Nogle må lede & andre må følge — eller man må i hvert fald (som minimum) skiftes til at lede & følge for ellers kommer vi ingen vegne.
• Hvad vi ser kollektivt er, at hele den passive gruppe (den feminine) besluttede sig for at blive aktive. Det i sig selv er ikke et problem for samfundet, men det kan være et problem for kærligheden, hvis vi ikke forstår/har fået fordelt vores roller på en harmonisk måde. Det skabte en forvirring omkring rollefordelingen, vi stadig arbejder med i den vestlige verden. Det kolleltivt maskuline blev enormt bange for at være ubrugelige & sårede over, at det kollektivet feminine ikke længere havde tillid til dem & deres lederevner. Derfor ser vi en konflikt imellem disse to poler. En konflikt vi langsomt healer hver gang Mars & Venus mødes. Jomfruens blide energi giver os sårbarhed, men også et ønske om at løse udfordringerne fornuftigt, pragmatisk & i praksis. (Fortsættes i næste opslag)🌕
..
..
Billedet er af William Blake (1757-1827)

} M e r k u r ● U r a n u s {

• I dag står det længe omtalte hårde Uranus●Merkur aspekt eksakt i hhv 6° i Tyren & Løven. Igen, Venus’ tal. At det ydermere sker d. 16, 1= kreativitet & manifestation, 6 = Kærlighed & familiær ansvarlighed. I tarotten er 1 repræsenteret af magikeren, mens 6 er De elskende. Når forandringer & kærlighed møder hinanden kan det godt gå vildt for sig. Tallet 16 i sig selv er et ret massivt tal, associeret med tarotkortet Tårnet, der bebuder massive omvæltninger på indre & ydre planer. Der er en smuk læring i dette karmiske tal, selvom det af gode grunde er mere frygtet end elsket. I 16 ligger der en livsvisdom og venter på, at vi accepterer at tab & forandringer er en stor del af livet og af at vokse. Denne erfaring kommer til udtryk som spirituel indsigt, frihed & fred i tallet 7, Neptuns tal.
• Da der har været ganske meget aktivitet på himmelen den sidste uge, har vi måske ikke bemærket at der har været en del sitren. Jupiter er gået ret, Uranus er gået retrograd & vi har langsomt listet os ind på dette møde mellem Uranus & Merkur. En kontakt der skaber abrupt tale eller brud i nyhedsstrømmen. (Merkur er alle bogstaverne, der udgør artiklerne, men ikke nødvendigvis ham, der kan læse avisen). Nogle Merkur●Uranus forbindelser vil skabe lynende intelligens eller geniale ideer. Andre vil bringe voldsomme eller overraskende nyheder om fx teknologiske fremskridt. Såsom at en franskmand i forrige uge krydsede den engelske kanal på et flyvende jet-hoverboard?!? 35 km på 20 min! Well hello future!?! Men det kan også være chokerende, uventede & uønskede nyheder.
• Vi har den sidste uge oplevet et temposkifte, hvor vi måske følte, at vi hele tiden var en smule bagefter. Denne rastløse, stressende stemning kan være svær at være i & skaber ofte ønsker om forandringer (og det kommer der da også), men det er vigtigt at man ikke træffer alt for abrupte beslutninger eller kaster sig ud i at fuldføre idéer, man just nu har fået. Dette er ikke dagene at lægge vidtløftige planer eller at arbejde på komplekse opgaver eller andet papirarbejde, da koncentrationen ikke helt er med os og vi derfor let kan komme til at overse vigtige elementer.
• På samme måde kan man hurtigt kede sig og drømme om mere sjov samt uforpligtende stunder. Og selvom det giver mening at undgå alt for mentalt tunge opgaver, så giver det også mening at holde igen & ikke nødvendigvis overgive sig til den første den bedste øjeblikkelige tilfredsstillelse. Det er en knivsæg, det giver mening at balancere på! Hovedet under armen er et mindst ligeså væsenligt resultat af denne transit, så pas på i trafikken! Vær opmærksom på at andre også er påvirket på samme måde, hvis de virker fraværende, virkelighedsfjerne eller måske endda sårende. Tænk på det lidt som Merkur retrograd; at det er lettere at misforstå hinanden & overse vigtige detaljer.
• En positiv effekt af de to kommunikationsplaneters stridsdans er en øget evne til at se situationer, mennesker, mønstre, strukturer med nye øjne & igennem andre perspektiver. Dette skaber en enorm idérighed & kan give gennembrud på alle områder der har med viden & intellekt at gøre.
• Vi bør dog stadig tænke over at tøjle mundtøjet, da det let kan løbe af med os — både de seneste par dage, men også de kommende dage, mens aspektet er aftagende. Det burde dog være “værst” i dag med de stride eller provokerende udsagn.
• At forblive fleksibel, åben & uden at domsfælde er klart den mest givtig måde at forholde sig til dette aspekt. Selvom det kan være udfordrende, da begge planeter befinder sig i faste tegn, der jo er kendt for at holde på deres idéer & ret. Og hvis man kan grine lidt af de uventede ting, der kunde finde sted — printeren på arbejdet printer 1000 sider, bilen bryder sammen, telefonen går i koks — så står man klart bedst.
• Uranus er yderligere i bløde aspekter til både Månen, der nu er i fiskene, Saturn & Mars, der synger på sit sidste vers i Løven. Det giver en lidt mindre kaotisk & lidt mere handlekraftig (Mars) & strukturet (Saturn) transit.
• Merkur er også i tiltagende trigon til Jupiter, så der begynder at være hul igennem med de bredere budskaber. Men jeg ville nok vente til Merkur●Uranus kvadranten er ovre d. 21 aug med at stille sig op på en ølkasse & tale til folket 😅
• Månen er også stadig i opposition til Mars, så de hidsige følelser — eller følelsen af at blive mast af andres vilje, handlekraftighed eller deciderede handlinger er stadig til stede. Vi må være lidt søde ved hinanden & huske, der er bare lidt kurrer på trådene. Men vi kan vende denne transit til nysgerrigt at iagttage os selv & på mest omsorgsfulde facon prøve at snakke med vores nærmeste om det. Måske kan de forstå os pga Uranus klarsyn, måske kan de ikke. Men så har du i det mindste forsøgt 🙏❤️
..
..
Billedet er af den store kvindelige 1200tals samurai: Tomoe Gozen. Bedre kendt som en Onna Musha — en kvindelig kriger engageret i offensiv kamp (frem for den defensive kvindelige kriger onna bugeisha). Malet af Utagawa Hiroshige (1797-1858), den sidste store mester af ukiyo-e-kunsten.