} Sol ● Jupiter + Jupiter • Ret {

[ Solen i 17° i Jomfruen i trigon til Jupiter i 17° i Stenbukken (9. september kl. 18.03) + Jupiter Retrograd 27° — 17° i Stenbukken; 14. maj kl. 16.32 — 13. september kl. 02.40 ]
• Som vanen tro, ser vi altid et trigon-aspekt imellem Solen & Jupiter just før Jupiters retrograd ophører. Dette skyldes, at Solen som regel står i direkte opposition til en planet, når den er midtvejs i sin retrograd — & når vi så nærmer os afslutningen af denne retrograd er den pågældende planet nu kun 120° fra Solen (fremfor oppositionens 180°).
• Fortolkningsmæssigt kunne vi sige, at nu havde Solen & Jupiter været omkring deres uoverensstemmelser — været i direkte opposition; fået deres holdninger diskuteret samt undersøgt, hvor de var uenige — for nu efter en række forhandlinger at være parate til at indgå et strålende, gensidigt & givtigt samarbejde. Og Solen i trigon til Jupiter er da også et af de mest positive aspekter; ja faktisk er det så positivt, at de mennesker, der har dette aspekt i deres fødselshoroskop sjældent selv lægger mærke til de positive kvaliteter dette giver, da de oftest har uretfærdigt let ved mange ting & som udgangspunkt er usandsynligt heldige: næsten urimeligt heldige, kan vi andre synes af og til.
• Vi kan også se Sol●Jupiter-aspektet som en slags positiv validering (igennem det smilende varme aspekt) for lige at belyse her på falderebet, hvad denne Jupiter retrograd har lært os. I år falder denne forbindelse i Jordtegnene (sidste år så vi det i ildens element) & viser os, at vi har flyttet vores fokus fra idealerne til realiteterne. Vores indre granskning af værdier, viden, spiritualitet, overbevisninger & livsfilosofi er ovre & nu er tiden moden til, at vi cementerer dem i det fysiske.
• Det får vi hjælp til af Solen (vores selvbillede; væsenskerne) i Jomfruens flegmatiske, grundige & velovervejede sindighed, mens at Jupiters ekspansionskraft udfolder sig på det mest materialiserede plan; Stenbukkens stålsatte evne til at forankre alt i den fysiske materie. Vi kan med andre ord skabe (stort set) hvad vi ønsker os, hvis vi anlægger den rette ånd, udviser udførlige planlægningsevner samt tålmodigheden til at eksekvere disse planer, når timingen er rigtig.
• Sandsynligvis har vi de sidste 4 måneder reflekteret en del omkring emner som personlig vækst (både økonomisk, modenheds- & færdighedsmæssigt), selvudvikling, overvejelser omkring hvilken retning vi ønsker i livet, livsfilosofi, hvad der gør os glade, hvad vi godt kunne tænke os at vide mere om, samt hvad succes egentlig betyder for os personligt & hvad der skal til for at vi kan opnå det. (Måske I husker det, men tilbage i maj gik Venus & Jupiter næsten retrograd samtidig & gav os et dybdegående indblik i hvad vi følte os fortjent/værdige til. Når disse to planeter, der tilsamme skaber rigdom, glæde, lykke & selvværd i vores liv begge er retrograde samtidig er der lagt op til store landvindinger — så har du fået øje på, hvor du overhovedet ikke anvender dine talenter eller færdigheder? Hvor stiller du dit lys under en skæppe? Hvor er du bange for at træde frem & modtage? Hvor føler du dig bange, lille, uværdig, etc? De seneste måneder har med al sandsynlighed kastet noget lys over disse emner & givet os en række svar på, hvorfor lykken ikke har tilsmilet os helt så meget, som vi måske kunne ønske os?
• 17/8 (gradtallet Solen & Jupiter befandt sig i i går) kaldes udødelighedens tal & korresponderer med Stjernen i Tarotten & stjernetegnet Vandbæreren. Det er et meget kraftigt karmisk tal, der kan skabe mennesker & begivenheder, der vil gå over i historien & leve evigt i legenderne, kunne man sige. Det er også et karmisk tal (pga 8-tallets uendeligheds-temaer (Saturn); der viser os at vi alle er underlagt det fysiske livs love, men også de evige cykliske bevægelser), et dybt spirituelt & intuitivt tal (pga 7-tallets esoteriske, drømmende, mystiske & dybt indsigtsrige energi (Neptun)) samt et kraftfuldt manifestations tal (pga 1-tallets åndelige inspiration, kreativitet, opfindsomhed & selvtillid (Solen)); så der er altså virkelig mulighed for at skabe store resultater med Stenbukkens langsigtede ærgerrighed & dette massive tals energi.
• Jupiter er stadig retrograd indtil 13. september (bemærk her, hvordan Venus’ transformative 13-tal igen sniger sig ind & minder os om, at uden selvværd er selv de største ambitioner, armbevægelser & selvtillid ikke så meget værd), så med Solens fokus bliver vi bedt om at undersøge, om der er et par sidste indsigter omkring vores selv, selvbillede eller selvværd tilbage, vi lige skal have styr på, inden han går ret igen.
• Jupiters baglæns bevægelse inviterer os til at arbejde med et sted i vores liv, hvor vækst er hæmmet. Det tegn han står i farver temaet for, hvor det er, mens vores egen personlige Stenbukkeplacering (dvs de(t) hus(e) Stenbukken strækker sig over) i vores fødselshoroskop viser os, hvor det er vi personligt skal vokse. Når han er i sin nabo, Saturns, tegn, tyder det på at vi skal lære at arbejde uden om begrænsninger, forhindringer & restriktioner; vi skal anvende vores viden & bruge Jupiters vid & kreativt til at skabe løsninger på alle de områder, hvor vi pludselig bliver holdt hjemme, tilbage, inde for landets grænser, etc på.
• Vores angst, frygt samt lønslavementalitet får med andre ord en tur med støvekosten. Er vores idéer om rigtigt/forkert, idealer, strukturer, landegrænser & samfundsorden bedagede? Jupiter hersker over vores evne til at udvikle os, ekspandere samt udvide vores horisonter — herigennem religion, filosofi, erkendelse, visdom & højere (ud)dannelse. Er der et område, du oplever blokade på? Dette er sidste runde af hans introspektion i materiens dybe, lerholdige grunde. Så hvor skal vi udvikle os? Hvad har du lært om dig selv, vores systemer & samfundsstrukturer i løbet af de sidste 13 måneder? Alt må være på plads, før vi kan fortsætte med at udvide vores forståelsesramme & det hjælper Jupiter os med nu. Om det så er vind i karriere-sejlene, helbredet eller øget status/indflydelse eller måske bare en grundlæggende forståelse for retfærdighed her i livet han hjælper os med at få gang i — er hip som hap. Hvis en kanal er stoppet, må den renses for at vi kan have balance i hele vores system.
• Jupiter●Sol relationer er som sagt nogle af de mest positive astrologiske aspekter, vi overhovedet kan opleve. Selv når de er hårde. Det giver humor, overskud, generøsitet, optimisme, selvtillid, tillid, glæde, overflod & lykke. Så disse dage kan også føles som om vi kan klare alt (selvom alle Mars hårde aspekter muligvis skygger for denne følelse). Det er oplagt at udtrykke sine ønsker & idéer, især dem, der handler om positive forandringer vi gerne vil implementere ovenpå alle de erkendelser, vi har haft (både med Venus retrograd i forsommeren & Jupiter retrograd).
• Jupiter går retrograd hver 13. måned & skifter dermed tegn for sine indadvendte erkendelser hvert år. I år er han altså i Saturns tegn, Stenbukken, & viser os hvordan vi må mestre selvbeherskelse, tålmodighed & stræbsomhed for at nå vores mål — både på de indre åndelige planer, såvel som på de fysiske, jordiske. Så hvad skal du bruge de sidste måneder af Jupiters ophold i Stenbukken til? Det giver mening at undersøge, hvordan vi kan bruge ekspansionens, rigdommen & overflodens planet bedst muligt i det ambitiøse, dybt engagerede kardinale jordtegn, der på en god dag mestrer lederskab, succes & imponerende resultater. Til december skifter han nemlig tegn sammen med Saturn (til Vandbæreren) & så kommer der helt andre energier til os. Så pønser du på at lægge grunden til dit kommende kejserdømme? Så er nu en god periode, at planlægge hvordan det skal eksekveres — men det er vigtigt at huske på, at vi ikke skal handle endnu; så længe Mars er retrograd er vi nødt til at evaluere vores handlemåder & temperamenter, så først efter 14. november giver det mening at tage handling på vores Jupiterdrømme.
God fornøjelse med at undersøge, hvad du skal have ud af de sidste måneder af 2020!
..
..
Billedet er af Annibale Carracci (1560-1609) & er et portræt af Jupiter & Juno (Zeus & Hera), 1597.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *