} Sankt • Hans • aften {
[ Fejring af SommerSolhverv (opkaldt efter Johannes Døberen) ]
• Vi er just gået ind i Krebsens bløde, inderlige, men også stærke & beskyttende sæson — & her 3 dage efter fejrer vi atter en af blandingshøjtiderne imellem den kristne tro & de gamle hedenske traditioner. I gammel tid fejrede man Sommersolhverv eller Midsommer (den aller længste dag på året, hvor de lyse timer udgør ca. 17,5 time) d. 20. juni, der egentlig markerer et astronomisk fænomen: Ligesom Jævndøgnene er Solhverv en position Jorden indtager — ikke en dag, som man kunne tro — men et nøjagtigt tidspunkt (i år 22.50). Solhverv finder sted, når Jorden er nået til det punkt på sin omløbsbane, hvor Jordens hældning peger mest mod (Sommersolhverv) eller længst væk fra Solen (Vintersolhverv).
• At denne fejring er blevet rykket til d. 23. juni skyldes, at man markerer Sommer- & Vintersolhverv i den kristne kirke med Johannes Døberens fødsel (24. juni) & Jesu fødsel (24. december) — selvom både Sommer- & Vintersolhverv oftest finder sted d. 21. juni & 21. december.
• Månen står i år under denne højtid i Stenbukken tegn, det pragmatiske, traditionstro, påholdende & systematiske jordtegn. Krebsens omsorgsfulde, moderlige, kardinale energi i opposition til Stenbukkens strukturerede, organiserende & ressourcebevidste energi minder os om, hvordan vi med en dybere emotionel opmærksomhed & en cyklisk, opbyggelig forståelse overfor andre med dedikation & vilje kan forvandle vores sorg over historien & de tragedier i Danmarkshistorien som denne dag netop mimer med sine hekseafbrændinger — til empati, indlevelse, omsorg, bevidsthed, en dybere historisk forståelse forståelse & derigennem med intention ændre traditionerne til det bedre (Stenbukken & Krebsen). Merkur & Venus befinder sig også i Krebsen, hvilket sætter en eftertrykkelighed bag Krebsens modne nærvær, der vil overvinde StenbukkeMånens bekymring over ressourcer, frygt for overtro, manglende midler mm. Det vil skabe en næsten poetisk, kropslig forståelse for mødvendigheden af bevidsthed, udveksling & nærvær disse dage, mens Mars i Tyren vil give stabilitet, ro & håndelag.
• Det med værdigheden er ganske passende, nu da vi de fleste steder i Danmark fejrer Sankt Hans. En højtid, hvis symbolik (desværre) i Danmark er endt med at handle om at brænde det onde, mærkelige eller anderledes af (altså Heksen) af skræk for, at det invaderer os, som i denne tid er mere aktuelt end meget længe, desværre. Og det er en skam, da Heksen som figur kan åbne et mod i os, samt en evne til at turde stå udenfor samfundet, kigge kritisk ind på det & at gå vores egne veje. Altså vælge dét, der er sandt for os.
• Historisk set peger afbrændingen af Heksen Sankt Hans aften på de mange Hekseprocesser, Den Katolske Kirke iværksatte i slutningen af 1400tallet i Europa. At forfølge & dømme Heksen handlede primært om at fratage mennesket, der ikke nødvendigvis lod sig underkaste de snævre samfundsstrukturer, dets værdighed, ejendomme & endda selve livet. Den kollektive skræk for det fremmede har i hundreder af år herhjemme afholdt os fra at udfolde os som hele væsner (for hvad nu hvis, det var en selv, der var lidt for anderledes?!) — & det spøger da stadig, når vi har folkevalgte politikere, der fx stiller sig op & siger, at der ikke eksisterer racisme i Danmark. Selvom lokale, historiske ugerninger ikke nødvendigvis har så meget med samtidens racisme at gøre, er der alligevel én meget klar parallel: Frygten for det fremmede, det ukendte & det, vi ikke forstår. I middelalderen kan vi undskylde almuen med, at de var uvidende analfabeter — men hvad er egentlig vores undskyldning i dag?
• Dengang blev alle dem, der ikke passede ind; de (i lokalsamfundets øjne) afvigende, de ensomme, de sære, de gamle, de frigjorte, de syge, de oplyste & de vise, etc. dæmoniseret, udstillet, udskammet, krænket, chikaneret, forfulgt, torteret & — i værste fald — beskyldt for at være fordærvede & i ledtog med djævelen, & derfor dræbt, druknet og/eller brændt for at få “frelst” deres arme sjæle.
• Disse historiske medbetydninger vi bliver mindet om ved at brænde Sankt Hans-Heksen af, står i stor kontrast til, at højtiden bag Sankt Hans oprindeligt er en hedensk fest (Midsommer eller Sommersolhverv), hvor vi fejrede Solen, frugtbarheden & livet (en slags glædelig afsked, for at minde Solen om, at den må huske at vende tilbage igen just efter Jul).
• Men i takt med at Kirken overtog den spirituelle position i samfundet, udviskede den alle de hedenske højtider & gjorde dem “til sine egne”. Derfor fejrer vi d. 23. juni Johannes Døberens fødselsdag (6 måneder før Jesus’ fødselsdag, der smart nok markerer VinterSolhverv). Her bliver det især synligt, hvordan Kirken (i forsøget på at vinde befolkningernes gunst) tog de hedenske traditioner til sig og overskrev dem med Kristen symbolik & vigtighed.
• Det tændte bål mener man er et levn fra Valborgsaften, der blev inddraget til lejligheden, så det kunne repræsentere Johannes Døberen, der som Håbet (lyset fra bålet), udpeger Frelseren i en verden af åndelig nød & mørke. Oprindeligt fejrede man Midsommer med dans & drikkelag om de helbredende, hellige kilder, plukkede lægende & livskraftige urter, bandt blomsterkranse & pyntede træerne med frugtbarhedssymboler. Man hang grå bynke eller rønnegrene over sin dørkarm som beskyttende lykkebringer & prydede sit hjem med sankthansurt, hvis man ønskede at vide sig sikker i kærlighedsanliggender. Alle sine skavanker & sygdomme flettede man ind i disse kranse & lod dem rense, forlutre & stige til himmels, når man senere brændte dem på bålet fra den hellige vilde ild.
• Hele idéen om hekseafbrænding til Skt Hans er en relativt ny opfindelse & kommer formentlig fra Tyskland til Sønderjylland omkring midten af 1800tallet. Det er først fra 1920’erne & frem (det er altså KUN 100 år siden) at det noteres som en etableret tradition, hvor de fleste brændte stofhekse af. Et ritual, der er en sammenblanding mellem at lade sine dårligdomme lutres af ildens helende kraft; af heksene der flyver til Bloksbjerg (et lille bjerg i Harzen, Tyskland) Valborgs nat samt bøndernes ønske om at holde onde naturånder væk ved at tænde bål & løbe frem & tilbage ude på markerne med fakler i håbet om at skræmme disse væk.
• Selvom der ikke som sådan er en parallel imellem Skt Hans aften & Hekseprocesserne er det en unødig mørk skygge at trække ind over denne gamle, hellige højtid. At vi uden kritisk sans — i billedligste forstand — reproducerer de utallige heksehenrettelser, der fandt sted over hele Europa helt frem til 1700tallet, hvor op mod 100.000 mennesker har måttet lade livet pga deres naboers djævlefrygt, virker i min optik bedaget — hvorfor ikke brænde blomsterkranse af i stedet?
• Al den transformation vi ser i Verden disse år; samt al den uret, udbytning, vold & drab, der er blevet begået imod mennesker, der er/var anderledes de seneste 1000 år, kommer op — også selvom vi måske ikke tænker over det, har vi megen kollektiv smerte, sorg & karma forbundet med den brutalitet Europa udfoldede sig med (både ude i verden & i kolonierne, men også indenfor vores egne landegrænser & bymure).
• Konklusionen på dette skriv må være, at traditioner er vigtige i fht at forstå & ikke glemme historien. Den eneste måde vi kan undgå at reproducere overgreb på, er ved at anerkende, at de fandt sted. Men når det er sagt, er det også vigtigt at forstå, at vi ikke ukritisk kan gentage disse traditioner & tro, at bevidstheden, der herskede om dem altid vil forblive almen viden. Tiden udvisker betydninger & årsager — og det kan vi kun undgå ved aktivt at uddanne os selv & vores børn — så at vi til Sankt Hans “bare” brænder heksen af, uden at tænke over hvorfor, om det egentlig er rart — & om vi inderst inde synes, det er det rigtige at gøre, er noget, det giver mening at tænke over, synes jeg.
• Det må være op til den enkelte at vurdere, hvad der er sandt for dem, men jeg mener, at det er uhyre vigtigt at forstå, hvilke undertrykkelses-mekanismer disse såkaldte harmløse traditioner holder i hævd. Det er en væsentlig del af at udvikle sig som samfund.
• Og jeg forstår godt, at der i disse tider, hvor globaliseringen harmoniserer & strømliner vores kulturer, i højere grad ER et behov for egnsbestemte traditioner, men det er vigtigt, at vi vælger dem med omhu eller omformer/skaber dem i vores eget, moderne billede. At fastholde traditioner eller kulturarv, der virker/er skadelig eller undertrykkende for andre mennesker, der måske ikke passer så godt ind i normen, er også at udøve vold imod os selv. Det ved Krebsen, der altid føler smerte & ulykke over at såre andre — men det foregår også på et andet plan: For når vi reproducerer normaliserende holdninger & adfærd, skaber vi nemlig samtidig en smallere & smallere sti for, hvordan man kan & må ytre, udtrykke & gebærde sig i samfundet.
• Hvis vi skal holde fast i værdier som mangfoldighed, frihed, slægtskab & rummelighed, er vi nødt til at smidiggøre de parametre, vi måler ud fra, så de altid er tidssvarende til den kultur & verden vi lever i. Vi kan ikke tage konservative opfattelser af rummelighed eller de kulturværdier, der var fremherskende for 100 år siden, & forvente, at de passer til den tidsepoke vi lever i nu. Det svarer lidt til at insistere på, at passe et par sko fra da man var 10, når man er langt oppe i 40’erne. Holder man fast på det, er der ikke andet for end at hugge en hæl & klippe en tå, & det er der jo aldrig kommet en glad fod — eller en gæv bjergbestiger, for den sags skyld, ud af.
• Så i min optik giver det mening at spekulere lidt over, hvor denne angst for det fremmede også begrænser os selv. Hvor bliver vi bange for at gøre forkert, træde ved siden af, blive afvist, udstødt eller udskammet? Hvilke normer oplever vi som snærende & (vigtigst) hvad ønsker vi at sætte i stedet for dem?
• Ligesom vi ikke kan passe ned i det tøj & sko, de gik med for 100 år siden, fordi vores kroppe simpelthen er større, sundere & friere — på samme måde er det lidt naivt at tro, at vi kan anvende de samme traditioner, virkelighedsbilleder & paradigmer ukritisk — uden lige at tage dem til en skrædder først. Vi er nødt til at omformulere, omdirigere, omstrukturere & gentænke, genskabe & genbesøge alle disse måder, vi er blevet så vant til at se verden igennem, for på ny at skabe noget mere tidssvarende, inkluderende, kærligt & ikke mindst mindre overtroisk. Verden af i morgen ligger for vores fødder — hvordan ønsker vi at den skal se ud?
• Så hold ud & mind dig selv om, at man også altid hader, at man valgte at flytte på andendagen, hvor alt er rod, man ikke kan finde noget, ingen føler sig trygge, tilpas eller udhvilede. Denne kognitive proces er ligedan. Vi er kollektivt allesammen ved at flytte: Det nye hus er større, lysere & i bedre stand; at det pt føles trangere & snævrere skyldes alle de gamle, hengemte møbler vi har slæbt med os & som pt står hulter til bulter over det hele. De skal blot arrangeres, ombetrækkes, sælges, doneres bort eller til storskrald. Den er en proces — & den kan være træg & langsommelig, men på sigt bliver det det skønneste hus vi nogensinde har boet i! — & mon ikke om der bliver et lille værelse til hver, når vi for alvor har fået sat det hele i stand, så vi ikke længere behøver skændes om, hvem der skal sove i den øverste køje?
..
..
Ferdinand Mirwald (German, 1872–1948) Nymphenreigen , ca. 1920
