} Post • Nymåne {

• Vi har nogle vilde dage, disse uger, hvor det markante T-kors, der dominerede weekendens Nymåne i Vægtens tegn, stadig farver himlen & vores oplevelser. For de fleste strammer Pluto & Saturn kvadraterne til Solen (der stod eksakte dagen før & to dage efter Nymånen) & Mars Rx nok en del disse dage & personer med markante Vægt- eller Vædderplaceringer har måske ligefrem oplevet en mindre indre omvæltning eller genfødsel i forbindelse med Nymånen.
• Som sagt var denne Måne også årets kraftigste (& nærmeste) Supermoon, så der har været en del intensitet især mht vores indre liv, vores følelser & vores en-til-en relationer overfor vores oplevelse af vores selv, vores selvstændighed & vores handleevner. Med andre ord: parforhold & selvudtryk/selvforståelse. Selvom der bestemt også var/er positive & gunstige aspekter til stede på himlen, vil nogle især mærke Sol●Saturn kvadratet & Venus●Neptun oppositionen netop nu.
• Denne Nymåne har været en astrologisk milepæl for, hvor langt vi er kommet i vores udvikling i år & har understreget de områder, hvor vi halter bagefter mht respekt for os selv & det følelsesmæssige ansvar, det kræver at tage vare på egne behov. Så er der et område der modarbejder dig, så er det dér, du bliver opfordret til at modnes. Det lyder måske lidt hårdt, men hos Saturn er der ingen kære mor: du har ansvaret for dit liv & dit velbefindende!
• Nymånen henledte vores opmærksomhed på (med Merkur-, Mars- & Uranus retrograd) at der (stadig) er meget introspektion, der skal udfolde sig & viser os, at skal vi vende et nyt blad & starte på en frisk, er vi nødt til at gøre status; se på vores bedrifter med nøgterne & fair øjne, så vi kan lære af vores fejl & ikke begå dem igen & igen. Man kan sige at denne Måne markerer et karmisk skifte, hvor hele Det Store Stelliums potentiale bliver gjort op. Vi kunne sige, at Vægtens retfærdighedssans bliver anvendt til at gøre regnskab; hvor langt er vi i den dybdeborende transformations proces, der lover os, at alle de gamle strukturer skal falde & forvandles? Hvad mangler vi? Hvilke sten mangler vi at vende i denne sag? Herhjemme ser vi #MeToo bevægelse blusse op & det er da pudsigt som Solen (selvbillede, væsenskerne & identitet) står i opposition til Mars (vores begær, handlinger & gåpåmod) Retrograd (indsigter omkring, hvordan vi tidligere (ubevidst, ignorante eller vel vidende) har handlet ukritisk på vores impulser) — ligesom at Venus & Neptun peger på alle de områder, hvor vi ikke (helt) respekterer vores egne — eller andres (! for den sags skyld) grænser; ikke lever op til vores værdier eller idealer, samt gør det synligt for os, hvor vi måske endda er decideret hykleriske. Jomfruen (Venus) ønsker rene linjer & Neptun, der er retrograd i Fiskens tågende & drømmende rige, affortryller al vores glansbillede-romantik & viser os de barske realiteter: Sexisme, ulighed imellem kønnene (& racisme) eksister i bedste velgående i Danmark anno 2020!

• & netop i går, d. 18, mødtes Solen & Saturn i et eksakt kvadrat 25° (25/7 = intuition, indsigt & visdom vundet igennem erfaring; 7 er i øvrigt Neptuns tal) samt Venus & Neptun i 18° (18/9 = Krigeren; en determineret & hård energi, der udskyder sine behov & lukker ned for følelserne). Det mimer det store Mars tema vi har denne måned med Mars retrograd & alle de 9 & 18 forbindelser, der er. Gårsdagen bød altså på en 18.18.18 kode, hvor Venus, kærligheden, nydelsens, romantikken & selvværdets planet & hendes højere oktav; Neptun, idealets, næstekærligheden, drømmenes & illusionernes planet mødes i Mars’ krigeriske vibration 18/9. At det sker under en Mars Rx i den Venusstyrede Vægts sæson er en fin måde universet illustrerer et af årets bærende temaer; balanceringen (Vægten) imellem Det Guddommelige Feminine (Venus + tallene 6 (De elskende) & 13 (Døden)) overfor Det Hellige Maskuline (Mars + tallene 9 (Eneboeren) & 18 (Månen)).
• Begge planeter (Mars & Venus) har haft en retrograd i år & viser os kollektivt, at vi har mange sår at læge på vores seksualitet, kønsidentiteter, kønsroller, kønskamp, værdier, adfærd & forhold til det kønnede (& ukønnede) samt mange stridsøkser at begrave; ting at konfrontere, korrigere, sone & tilgive. Alt dette understreges YDERLIGERE af inkonjunktionen imellem Mars & Venus, der stod eksakt i dag (d. 19. oktober). Inkonjunktioner er en sjov type aspekt, der både kan skabe harmoni & friktion, alt efter hvordan man møder forbindelsen — samarbejder man med de inkongruente energier, kan der ske mirakler; modarbejder man den, kan hammeren falde! De to planeter, der kontakter hinanden, vil opleve en stor forskellighed; Venus i det bevægelige, helende jordtegn, Jomfruen & Mars i det kardinale, proaktive ildtegn, Vædderen er så forskellige at de næsten ikke kan forstå hinanden, men samtidig fascineres de & kan se den andens kvaliteter. Så spørgsmålet er; vil vi anerkende hinanden, vores forskellighed & mødes med nysgerrighed & et åbent sind? Eller vil vi fordømme, afvise, dominere & forsøge at kontrollere hinanden? (Det giver måske sig selv, hvad der vil være det mest konstruktive, fremadskuende & modige i denne situation).
• At Venus just har forladt den krigeriske, indebrændte 18. grad & nu møder Mars i 19° er et billede på Universets ønske (hvis man kan tale om et sådant) om at vi skal smidiggøre os & træde ind i en mere moden, kærlig & ikke mindst optimistisk tilgang. Vrede *kan* være konstruktivt, men her giver det mening at anvende den med et dedikeret & optimistisk sigte, fremfor at være indebrændt, rigtig skulle vise alle ogginokkerne eller påberåbe sig den gamle (i øvrigt patriarkalske) øje for øje-retfærdighed. For at sætte det hele i perspektiv har Mars i øvrigt også mødt Jupiter i kvadrat i morges — også i 19° — & vist os, hvor vi måske har misbrugt vores positioner, overgjort ting; udnyttet, udbyttet, fiflet, snydt, underkendt andre & måske overforbrugt? Og for at det ikke skal være løgn mødte Venus & Jupiter hinanden i det blide & positive trigon aspekt 15 minutter senere & illustrerer for os, at harmoni & balance altså er muligt; at vi kan vælge med visdom & viden (Jupiter) at handle kærligt, uselvisk & inkluderende (Venus) uden at skulle give afkald på vores integritet & grænser (Mars) & blive en pushover.

• Der er altså fokus på balance & ubalance på himlen i dag & en meget signifikant 19.19.19.19.19.19.19(!) kode. 19/1 er en manifestations vibration, der tilskrives at være usigeligt heldig. Den er i forbindelse med Solen (1) & kaldes i folkemunde for Himmelens Prins, som har et stort drive & vindermentalitet. Er man velsignet af denne energi, kan man forvandle alt hvad man rør til guld… eller i det mindste noget positivt, så hvordan har du haft det i dag? Har du fået impuls imod at skrue bissen på eller skabe soning? Imod at mele din egen kage eller inkludere? Der findes ikke rigtig & forkert, kun læring & det kan være rart at vide på dage, hvor man måske ikke kropsliggjorde den bedste side af sig selv. Heldigvis er der for de fleste af os en dag i morgen, hvor vi kan gøre det hele om eller måske bare en mikromy bedre — Og det er godt nok til Jazz.
..
..
Billede 1) & 3) er af N. C. Wyeth & illustrationer til Thomas Bulfinchs From Legends of Charlemagne, 1862.
Billede 2) er af østrigeren Richard Müller, 1919.
Billede 4) er af samtidskunstner LëhEretic & hedder “Hermaphrodita”, 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *