} Merkur ● Nordknuden {

[ Merkur & Månens Nordlige Måneknude i konjunktion i 10° i Tvillingen kl. 21.00 + 10.10.10.10.10.10-kode ]

• De seneste dage har været en slags forvandling; et gennembrud. Fuldmånen i Skorpionen for snart 14 dage viste os alle de steder, vi ikke udfolder & udtrykker vores autentiske selv (hvilket der kan være mange forskellige årsager til) & inviterede os vil at trænge igennem de størknede lag, krakelere dem & bryde fri. Hvert år under Tyrens smukke & sansende sæson giver Skorpionfuldmånen os en forstyrrelse, en slags vulkanisk rystelse; et intenst afbræk fra den skønne & nydende tid ned i de dybe afgrunde af vores sjæle & psyker. Hvad der kommer frem kan være temaer fra tidligere liv, karma, traumer eller mønstre. Især familiemønstre eller andet, der knytter sig til hvordan vores psyke & underbevidsthed er konstitueret.

• Med Venus●Pluto i torsdags & Venus●Jupiter er vi virkelig blevet hjulpet til at se os selv klart, mærke vores grænser (og måske endda hvor vi tidligere (oftest ubevidst) har ladet andre eller (værre) selv overskredet dem)+ hvor vores indre sandhed & vores væsentligste værdier ligger, måske endda især dem, der er vokset frem det seneste års tid, men også der hvor vi er mest tro imod os selv & bryder væk fra de kollektive idealer.

• I dag kan vi føle os nye, afklarede, skrællet ind til kernen & nye erkendelser kan være landet hos os. Især omkring hvad vi ønsker for fremtiden (både for os selv, vores familie & det store kollektive).

• I dag møder det dagligdags sind & rationalets planet Merkur, Månens Nordlige knudepunkt, der fungerer som en Karmisk skæbneport, hvis visdom vi kollektivt  bevæger os imod.

• Merkur & Nordknuden mødes i 10° & aktiverer dermed maj måneds 10’er energi (5+2+0+2+1=10) & tænk at det sker d.10.5, mens Mars (10° i Krebsen) danner sekstil til Uranus & Månen (10° i Tyren) transitter henover ham. De store forandringer jeg skrev om i begyndelsen af måneden, bliver initieret i dag. Om forandringerne foregår på det indre eller ydre plan vil variere, men vi oplever hver især et skifte i dag. Dette vil kun yderligere cementere sig med Nymånen i Tyren i morgen, der er en fantastisk mulighed for at virkeliggøre ting i fysisk form. Især hvis man tør kigge sin egen urkraft & overlevesesdrift i øjnene eller andre dyriske sider, som vi almindeligvis ikke bryder os så meget om at se & stå ved.

• Man kan sige at vi har en 6 x 10.10.10.10.10.10 kode i dag: D. 10. dag i en 10’er måned med 4 placeringer i 10° (Månen står ganske vidst ikke i 10° hele dagen, men det er stadig pudsigt at hun også lige bevæger sig henover Tyrens 10’ne grad).

• Som nogen måske husker repræsenterer 10/1 skæbnehjulet i Tarotten & vores evne til at virkeliggøre vores ideer (Manifestation). Med denne energi bliver vi bedt om at finde vores vej i livet (eller i hvert fald, den retning vi skal vælge for nu). Vi står med andre ord overfor en række valg disse uger. Vælger vi “forkert” (det kan man teknisk set ikke, men man kan vælge noget, der endnu er præmaturt eller noget, vi er vokset fra), smider Skæbnehjulet os af – & det kan føles lidt som at sætte sig imellem to stole i stoledans. Så må vi stige på karrusellen endnu engang for atter at give det et forsøg – og forhåbentlig denne gang lande på vores stol, eller i dit mindste blot én stol.

• Denne fornemmelse kan give os en følelse af, at noget skæbnesvangert foregår disse dage & vi vil da også få mulighed for aktivt at ønske hvilken retning det skal tage (/påvirke udfaldet). Det kan virke lidt overvældende, hvis man er usikker på, hvad man ønsker sig, men her giver det mening at kigge mod Mars, der viser os, at følelser skal tages nøje med i den måde vi handler & agerer på fremadrettet, samt at vores motivation skal komme fra hjertet.

• Dertil arbejder temaerne fra morgendagens Nymåne allerede i os, hvorfor gamle sår (Chiron 11°), undertrykt vildskab (Lilith 21°), frihedstrang & omvæltninger som følge (Uranus 11°) så små begynder at arbejde i os. Det sjove vil være, at Merkur & Mars begge er skiftet til 11° i morgen, d. 11, så vi ser endnu en opgradering af 10’er koden til en 11.11 portal. Men mere om det i morgen.

• Dagen i dag kan altså have budt på en slags kik ind i fremtiden, ind i noget af den vej, vi er kommet her for at gå. Med Merkur som frontløber (Venus & Solen mødes med Nordknuden på skift senere på måneden) vil vi altså have fået en slags idé eller indsigt i dag om, hvad det er, vi skal bevæge os imod. Så hvilke beskeder er blevet forsøgt kommunikeret til dig i dag? Har en Tvilling, en nabo, en søskende eller anden lokal delt en idé eller overvejelse med dig? Noget der har ramt dybere ind, end du først troede? Har du læst noget online, i din eksamenslæsning eller i avisen i dag, der føles som en besked lige netop til dig? Disse sammenfald kan være en form for synkronicitet & er en måde, vi kan modtage beskeder fra vores højere selv (eller åndelige vejledere, alt efter hvad man tror på).

..
..
Billedet er af William John Leech & hedder “A Convent Garden, Brittany”, 1913.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *