} Merkur ● Neptun {

[ Merkur i 25° i Skorpionen i trigon til Neptun Rx i 25° i Fisken, 7. november kl. 02.36 ]

• Årets anden trigon-forbindelse mellem rationalet, kommunikationen & den vågne bevidstheds planet, Merkur & Neptun — drømmene, idealerne, visionerne & næstekærlighedens planet.

• Denne gang i efterårs-mødet i hhv Skorpionen & Fisken (“Forårsmødet” består disse år af Merkur i Krebsen & Neptun i Fisken): Alle tre er de vandtegn, som giver os flere, dybe (vandelementet) erkendelser igennem Merkur (vores logiske & rationelle tænkning).

• Logiske tanker & struktur er altså ikke i højsædet disse dage, da Merkurs almindelige luft-fornemmelse er oversvømmet af kreativitet, indlevelse & dybere følelser. Favoriseret er i stedet drømme, fantasier & følelsesmæssige erkendelser. Hvis man er i en markant letting-go proces (som Merkur i Skorpionen sammen med formørkelsessæsonen fra 6. okt-5. nov måske igangsatte), kan man med hans placering i Skorpionen opleve at dybe følelser, glemte eller skjulte erindringer eller minder (traumer) kommer op & niver.

• Selvom det almindeligvis er et positivt, meget kreativt aspekt, kan det godt bringe forvirring, rastløshed eller måske ulykkelighed op disse dage — i år er denne forbindelse flankeret af Venus opposition Neptun, så vi kan kigge dybt ned i både drømmen, fantasien & glædens brønd, men også selvmedlidenheden & lidelsens. Det vil variere for person til person. Fælles er dog, at vi kan blive oversvømmet af det irrationelle & opleve sider af verden, hvor tiden er opløst & den almindelige snusfornuft kun synes tilgængelig igennem et tykt distancerende glasloft. Vi kan forsvinde bort i drømmerier eller smerte, men vi kan også tage denne opløsende, undersøiske opfindsomhed på os & visualisere en anden virkelighed eller verden.

• Kollektivt set handler Merkur●Neptun-trigonen, i min optik, om fremtiden & hvordan vi bedst griber den an. Hvad vi har brug for at håndtere nu — kollektivt som privat — så vi bedst muligt kan samarbejde fremover? Derfor er der altid — når Fisken & Skorpionen forbindes — et fokus på at heale (Fisken) vores psyke (Skorpionen) både i relation til andre (Skorpionen) & i de store kollektive bevidsthedsstrømme (Fisken). & når Neptun; drømmene, idealerne & visionernes forvirrende, clairvoyante, kaotiske, grænseløse kaot er en del af forbindelsen bliver fokus på Fisken selvfølgelig forstærket — ligesom at Merkur vækker indsigterne i vores kollektive bevidsthed & trækker følelserne frem i sindets analytiske erkendelses-arena hos Skorpionen.

• Hvis ikke vi healer, vil vi blive ved med at bebrejde & beskylde andre for vores ulykke (& det gælder både privat & i de større strømninger kollektivt) — også selvom meget af det vi oplever, faktisk er genaktivering af allerede forlængst afsluttede traumatiske situationer, vi blot bliver ved med at opsøge & genaktivere, fordi vi (ubevidst) så inderligt ønsker at bearbejde & læge dem. Det kan lede til nye, voldsomme traumer (som det vi ser udspille sig kollektivt disse forfærdelige & rædselsvækkende uger). Det, vores sind dog sjældent ved, er, at man ikke nødvendigvis skal rejse sig ved den hest, man er faldet ved. Faktisk er det oftest langt lettere at deale med sine børnetraumer udenom den stridsplads, de opstod under — eller udenom sit parforhold, hvis vi kigger på de private liv, selvom vi har en tendens til at søge den opmærksomhed & omsorg, vi følte vi manglede som børn, netop i vores voksne kærlighedsrelationer. Men dette er blot én af de ting Merkur-Neptun belyser for os.

• Jeg er engang blevet præsenteret for tanken om, at omfanget af et menneskes forståelsesramme svarede til at prikke et hul i et stykke papir & holde det op foran det ene øje. Jovist, man kan se noget, men slet ikke det store billede på 180° som vi almindeligvis kalder vores synsfelt. Hvis man forestiller sig, at alle mennesker kun kan se ud igennem et lille hul i et stykke papir (deres virkelighedstunnel, kunne vi kalde det) & at vi alle sammen, hver dag, prøver at få vores oplevelser til at passe sammen, så forstår man pludselig omfanget af den opgave vi kalder at *samarbejde*.

• Det er imidlertid det som Merkur●Neptun ønsker af os: at vi deler, taler, synger, tegner, skriver, maler, stenograferer vores ideer & virkelighed ud, så vores tilgange, drømme, opfindelser & fremsyn kan blive grebet af vores medmennesker, bevidnet, anerkendt & få realiseret deres potentiale — hvis ikke af os, så af andre. Måske formår vi ikke selv at realisere de komplekse idéer, men vi kan videreformidle dem til nogen, der har evnerne eller mulighederne til at gøre dette!

• Neptun har stået i Fisken hele året & bliver i sit eget tegn helt indtil begyndelsen af 2026, så vi har tid nok til at få indsigter omkring, hvor vi overromantiserer, hvor vi mangler næstekærlighed, hvor vi kan & bør anvende vores kreativitet, samt hvor vi har dybe illusioner omkring vores fysiske liv/plads på Jorden. & med Merkur i Skorpionen bliver vi bedt om at forstå, hvor vores fokus på os selv, forhindrer os i at forstå den anden; hvor er det vores dybdepsykologiske traumer, længsler, fortrængninger, skam & skyld, forhindrer os i at deltage. Hvad er det, der gør at vi trækker os, afviser at deltage, resignerer eller lukker øjnene & nægter at forholde sig til den bagvedliggende smerte & de blokeringer, der ubevidst ligger som bevæggrunde for de fleste af vores handlinger — & dermed forhindrer os i at stå rent, råt & autentisk i, hvem vi er & hvad der bør gøres?

• Det smukke ved alt dette er, at de gælder på det personlige, individuelle plan præcis ligeså meget som det gælder for os kollektivt! & heldigvis er der masser af forgangssjæle, der forsøger at vise vejen mod mere anerkendende, selvkærlige, bæredygtige & næstekærlige levemåder & livspraksisser, så vi kan mærke hinanden som mennesker igen!

• På den måde nærmer vi os en meget spændende tid! Vi bliver bedt om at åbne vores sind/intellekt/fatteevne for hyper-virkeligheder, flere dimensioner, augmented reality, robottilværelser, programmet bioteknologi, etc, der kommer til at møde os i den nye tidsalder — men der er samtidig et træk imod at sanse, mærke, anerkende ånden, kødet, naturen, nærværet & livet uden skærme. Personligt tror jeg vi skal finde en balance, kombinere det på nye måder, vi endnu ikke har set eller tør drømme om, men det tør Pluto godt & han skal nok vise os vejen, når han træder ind i Vandbæreren 23. marts til næste år. (Det bliver SIMPELTHEN SÅ SPÆNDENDE!!!)

• Fremtidsbebuderne er Merkur●Neptun, der sammen med Uranus & Jupiter er de 4 planeter, vi skal kigge efter, når vi skal forene informationsteknologi, forståelse for kulturen, opfindsomhed & genialitet samt kunstnerisk kreativitet & designmuligheder. Og det er netop det Merkur●Neptun beder os kigge efter nu: hvor hjælper vores intuition & kreativitet os med at finde på langsigtede løsninger, hvor vi kan tage højde for både vores spirituelle liv, samt vores dybere, sårbare psyke? Hvordan healer vi kollektive traumer, bygger bro & væver fortidens smerte ind i fremtidens smukke tæppe af sammenhold, soning & tilgivelse. Se, det er den kunst, der venter på os & vores bløde, kærlige hænder disse tider.

..
..
Billedet er af Robert Knoebel “Dreaming Woman in a Boat” 1900.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0