} Kyndelmisse {

• Midvinter // Kyndelmisse // Kjørmes Knud // Mariæ renselsesdag // Imbolic — kært barn har mange navne — & dette er da også en årstidsfest, der fejres i Nordiske, Keltiske & Kristne traditioner som en lysfest d. 1 eller 2. februar. Fejringen markerer, at vi er halvvejs igennem vinteren (midvinter) & at dagene fra nu af bliver synligt lysere & længere her på den nordlige halvkugle. Dette punkt markerer altså midtpunktet imellem Vintersolhverv* & Forårsjævndøgn** — hvilket astrologisk set finder det i år sted d. 4/2, hvor Solen står i 15° Vandbæreren. Frem til 1770 var denne dag en officiel helligdag i Danmark & en meget betydningsfuld højtider for bønderne, men den blev afskaffet sammen med 3. Juledag, Helligtrekongersdag, Mariæ bebudelsesdag, 3. Påskedag, 3. Pinsedag, Sankt Hans Dag, Mariæ besøgelsesdag, Mikkels dag & Allehelgens dag.

• Kyndelmisse er en forvanskning af de latinske ord missa candelarum, der betyder lysmesse. Her ser vi endnu engang et sammenfald imellem en hedensk fest & en kristen højtid. Formentlig for at gøre de kristne andagter mere spiselige for bønderne & deres folketro & traditioner. I den katolske kirke falder denne dag 40 dage efter Jesu fødsel, hvor Maria har gennemgået sin *renselse* & nu kan bære sit spæde barn frem for Herren i Templet. (Jeg kan ikke lade være med at tænke på de 42 hellige dage efter fødslen eller det fjerde trimester, som bliver mere & mere inkorporeret i vores vestlige samfund, men som oprindeligt er en asiatisk tradition, man ved har fundet sted i mere 1200 år). I Templet bliver Maria & Jesus modtaget af en mand ved navn Simeon, der bebuder at dette barn er et lys i mørket — endnu engang bliver Jesus billedet på det tilbagevendende lys, sådan som vi også fejrer ham til Jul/Vintersolhverv*.

• Andre igen mener at fejringen er endnu ældre & skal ledes tilbage til det gamle Rom & den græsk/romerske myte om årstidernes opstående, der udspringer af fortællingen om gudinden Demeter (Ceres på latin), der mistede sin datter (Persephone//Kora) til underverdenens hersker Hades (Pluto). I midten af februar gik man et optog, hvor man bar lys med sig, til ære for Ceres som ledte efter sin datter i mørket. Sammenfaldet af datoerne mellem lysmessen & denne amburale, har formentlig medført at skikken blev adopteret af Den Katolske Kirke. Her fejres dagen med en stor lysmesse, hvor hele det kommende års alterlys bliver velsignet.

• Kjørmes Knud er egentlig en sammentrækning af Kerte-messe (en kerte er et lys) altså Kermesse eller Kørmesse — & Knud står for knude. Måske I kender digtet af St. St. Blicher fra 1838: Det er hvidt herude (senere sat til musik af Thomas Laub i 1914)? Der skriver han under en særlig kold & streng vinter:

“Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.”

• Kyndelmissen repræsenterer altså en slags hjørne eller knudepunkt hvorfra årstiden snart skifter & vejret vender sig imod forår & varmere tider. Her i Danmark er det dog oftest et af de koldeste tidspunkter på året, hvor vi — ligesom i St. St. Blichers digt — oplever vinterens strengeste tid med sne & hård frost. Selvom dagene bliver lysere, er temperaturene lavere, dagene koldere & det er typisk her, vi ser det ægte vintervejr med kraftigt snefald. Både lyset & kulden har altså taget til.

• For 100 år siden fejrede man Kyndelmisse som et gilde på højde med Julen; her dannede man sig overblik over det resterende vinterforråd (som man hidtil havde sparet på) for det galt om at have mad nok til både mennesker & dyr, men man ville også fejre at foråret stod for døren nu med kraftig suppe, flæsk, pølse, brændevin, øl, stuvet hvidkål & bygmelspandekager med æbleflæsk***. Man skulle helst have lige så meget forråd tilbage, som man havde brugt på denne tid — men det som var i overskud, kunne man mæske til Kyndelmisse.

• Festligheder var højdepunkter, der gjorde bondetilværelsen udholdelig, mens kulden skar igennem marv & ben ude & livet på gården var sejest. I de ca 46 dage mellem Kyndelmisse & Forårsjævndøgn var livet mest skrøbeligt & livskræfterne svagest, derfor skulle der en årstidsfest til fejre, at man havde klaret den indtil nu & at der ikke var så længe igen, men samtidig var det også af yderst nødvendighed, at der var foder nok til at dyrene kunne holde vinter ud, da de først kunne komme på græs i maj måned.

• Alligevel kan det opleves som en opmuntrende tid, fordi den hvide sne lyser op i mørket & minder os om, at der trods alt er vekselvirkning i vejret; så det ikke bare er mørkt, gråt regnvejr hele tiden. Og nede under de frosne skorper ligger alle forårsblomsterne da også klar & begynder så småt at spire i den kolde muld. Derfor fejrer vi disse dage lysets tiltagende kraft med lysfest & fakler. Tilsvarende brugte man vejret på Kyndelmisse til at spå om det kommende års høst; var der tø varslede det en god høst (Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø), men var det en grøn kjørmes (varm & uden sne) betød det en spids & kold påske. Skinnede kjørmessolen klart, varslede det snarligt snefald, men stormede det derimod, betød det at foråret var på trapperne, da blæsten bryder vinterens magt & lover tidlig vår. Det skulle helst blæse så kraftigt, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. kælling ved jorden — ligesom hvis lærkens fløjt hørtes for første gang disse dage, var det et godt varsel, mens sang hun mange dage før kjørmes, så ville hun græde ligeså mange dage efter Voldermisse (1. maj).

• Midvinteren var også forbundet med en lang række traditioner, man udførte, for at øge årets frugtbarhed. Bl.a. piskede man frugttræerne i frugthaverne med ris & lavede rituelle pløjninger for at sikre en god høst & fulde lader til efteråret. Tilsvarende kunne børnenes adfærd sige noget om resten af året, ligesom det at spise flæsk ville holde hungeren for døren — & bedst: kunne man finde et frisk æble i sit forråd, var det et tegn på, at man ville holde sig sund hele året.

• Det keltiske ord for denne fest Imbolic kommer af In the Belly & refererer til at Moder Jord har foråret & livet inde i sig (i sin mave) & bliver et pregnant billede på den kommende spiring, opblomstring & frodighed, som vi i løbet af nogle måneder vi se overalt udenfor. Man kan sige, at det er en bevægelse vi alle gør; vi har længe under vinteren kigget indad, været igennem en introspektion, hvor vores energi var lille & vi mest af alt havde lyst til at putte os & lade op. Tilsvarende er naturen i dvale om vinteren, for til foråret at vende blikket udad igen — her begynder træerne langsomt atter at trække deres safter op fra rødderne for at kunne skyde knopper (derfor må man fx heller ikke beskære træer — især birk — når foråret er kommet, for da vil livssaften vælte ud af de overskårne grene.) Lyset kommer, mens kulden renser jorden & knuger den sidste rest af energi til sig & vores sind. Derfor er Kyndelmisse også visionernes tid (Vandbærerens Sæson), hvor en kreativitet spirer frem i os: kunst, kærlighed, poesi & inspirationen stiger op i os som en åndelig opblomstring — vores fantasi vokser, vores drømme bliver mere livlige & idéerne bliver mere opvakte. Dette lægger en frugtbar grund til vores indre forår & kan bringe kraft & styrke.

• Har man lyst til at lave et midvinterritual, kan man med fordel lave et lille lysalter med messingstager eller stille små fakler i haven, hvis du har en — lys/fakler er en påkaldelse af ildens element, lyset eller Solen & kan bruges til udføre magi eller søge beskyttelse. Dertil kan man samle neg eller ris (bundter af grene) af ens yndlingsbusk eller Eg, Troldnød, Vinterjasmin, Kejserbusk, Kirsebærkornel, Snebær, Oktoberkirsebær eller Forsythia & have det stående på sit bord eller sit alter. En lille skål med Jord, for jordforbindelse & frugtbarhed. Hvide klæder eller strimler af papir man hænger på grenene eller som silketørklæde om halsen for at symbolisere naturens vinterdragt, renhed, Månen, fantasi, visdom & fred — et symbol på at vi kalder natten tilbage & lader lyset skinne ud i vores hjerter. At lave lysmeditation er oplagt — ligesom at vinterbade, mens man forestiller sig, at man nulstiller sit væsen & genfødes ligesom naturen, der med sin livskraft, saft & kilde vender tilbage til livet efter den lange mørke dvale.

—

* Vintersolhverv // Jesu Fødsel // Jul // Jól // Yule
Denne højtid falder (oftest) 21. december & er Solens Nytår. Her går vi fra at lyset svinder dag for dag til at det tager til igen. Vintersolhverv er vendepunktet, hvor vi fejrer lysets genkomst; hvor det fødes ud af den længste, mørke vinternat & hvor vi beder til Solen om fred & frugtbarhed i det kommende solår.

** Forårsjævndøgn // Påske // Vorfest // Ostara // Astrologisk Nytår
D. 21. marts slipper Solen de sidste grader af Fiskens spæde, overjordiske & sjælelige tegn & fødes på ny ind i den vitale, livskraftige & dynamiske Vædder, der springer ind i livet & ud sammen med foråret; Her begynder en ny rundgang i Dyrekredsen. I den nordiske/hedenske tradition fejres Vårfesten ikke på en fast dato (præcis ligesom Påsken), men derimod på datoen for den første Fuldmåne efter forårsjævndøgn (hvilket vil variere fra år til år). Forårsjævndøgnet markerer at lys og mørke i ligevægt & at vi siger farvel til Vinters mørke & træder ind over tærsklen til foråret, et nyt astrologisk år, samt det halvår, hvor lyset strømmer os i møde & fylder de fleste timer af døgnet. Vi fejrer livet, spiring, frugtbarheden & at nye liv kommer til — både i form at nye kuld blandt dyrene, men også at alle blomsterne skyder på ny, for at sætte frø.

*** Skulle man have lyst til at prøve kræfter med Kyndelmisse-pandekager er der en opskrift her, lånt fra nationalmuseet:

Rør 20 g gær ud i 6 dl lunken mælk. Kom 500 g bygmel, 2 piskede æg, 1 spsk. puddersukker og ½ tsk. stødt kanel i dejen. Røres godt og stilles til hævning et lunt sted i 2 timer. Bag pandekagerne på en varm pande i svinefedt eller smør. De skal være sprøde. Server med sirup til –- eller med æbleflæsk.

Til fynsk æbleflæsk: Pil 3 løg og skær dem i kvarte. Skær ca. 400 g saltet, røget flæsk i mindre stykker, og rist dem på panden sammen med løgene. Skær 6 æbler i mindre stykker, og lad dem simre under låg sammen med flæsk og løg, til de er møre. Kom timian og lidt sukker i retten.

..
..
Billede 1) er af Léon Bonvin (1834-1866) & hedder “Birds resting on Bushes”, 1864.
Alle andre billeder er af Gustaf Fjæstad (1868—1948).