} Fuldmåne • Optakt {

[ Fuldmåne: Månen i Vandbæreren i 9° i opposition Solen i Løven i 9°, 1. august kl. 20.31 ]
• I morgen aften har vi Fuldmåne i Vandbærerens kollektivistiske, fremskridtsdrevne & menneskekærlige tegn. Solen står i Løven, tegnet for livsglæde, kreativitet & selvkærlighed & Månen står altså direkte overfor, begge i 9 grader — Mars tal for det bevidste, afviklende & modne lederskab.
• Egentlig er det jo først i morgen, at vi har denne kulmination, men mere følsomme sjæle, har nok kunnet mærke det tiltagende træk Månen har i os allerede her til aften (og måske endda de foregående nætter).
• Det sjove ved denne Fuldmåne er, at det er den første ud af to Fuldmåner i træk indenfor augusts kalendermåned — hvilket gør den kommende Måne 31. august til en Blue Moon. Du kender måske udtrykket once in a Blue Moon, når noget sker meget sjældent. Men egentlig er denne type Blå Måne ikke så sjælden endda (der findes to slags, den anden er mere ualmindelig). Det hænder oftest på år, der har 13 Fuldmåner. Denne type Blue Moon kaldes en *monthly Blue Moon* & er anden Fuldmåne i en kaldendermåned. Mens den anden, mere sjældne slags kaldes en *seasonal Blue Moon* & er to fuldmåner i træk i samme astrologiske tegn & er betegnelsen for den 3. Fuldmåne ud af 4 på en sæson (3 måneder), hvor der jo almindeligvis kun er én Fuldmåne pr måned/tegn.
• Denne Fuldmåne er altså ikke blot kulminationen på Nymånen i Vandbæreren for 6 måneder siden — en tilsvarende Super Nymåne — men den er også selv en Super Fuldmåne, der følges af en Mikro Nymåne & derefter igen en Super Fuldmåne, som også er en Blue Moon. Det er i sig selv jo ret flot med sådan en intens august, hvor Fuldmånerne især kalder os tilbage til virkeligheden — men også spændende med en kulmination af den virkelig kraftige Nymåne i Vandbæreren tilbage 21. januar.
• Med Solen i Løven & Månen i Vandbæreren har vi altså en spændingsakse imellem at have et kærligt fokus på gruppen (Månen) & et kærligt fokus på os selv (Solen). De erfaringer vi kollektivt så i vinters, skal formidles ud igennem os hver især som individuelle personer nu.
• Der kan være temaer omkring at balancere sin egen individuelle rolle overfor gruppen — & friheden (Vandbæreren) til at udtrykke (Løven) sit eget unikke (Vandbæreren) væsen, præcis som man er (Løven). Det handler om at ære vores sande autentiske selv & balancere det overfor at navigere fornuftigt, ansvarlig & næstekærligt i verden sammen med andre. Hvor kunne vi kollektivt godt give mere plads til det enkelte unikke menneske & dets personlige udtryks form? & hvor kunne vi godt tillade normaliteten & de bredere masser at være lidt mere divers & mangefacetteret?
• Vi inviteres nu til at frigøre os fra snærende overbevisninger, egoets drift & byde de sociale forandringer velkommen — hvordan skal vi interagere? Socialisere? Danne par, danse, lege, møde nye mennesker i fremtiden? Hvordan skal vi udfolde os mere frit sammen, med fokus på det enkelte individs frihed, men samtidig også skabe mere plads i fællesskabet til alle mennesker & vores hver isærs originalitet? Med Vandbærerens fællesskabsfølelse føler vi os kaldet til aktivt at deltage i livet omkring os med vores Løvehjerter & gå på barrikaderne for social retfærdighed, frihed, lighed, værdighed & kærlighed til alle — og ikke mindst retten til at eje sig selv & selv bestemme, hvordan man vil se ud & hvordan man (for eksempel) vil gå klædt.
• Både Solen & Månen står i 9° & viser os et stort afslutningstema, hvor vi inviteres til at fejre, hylde & tage afsked med mange af de ting, som var. Det behøver ikke blot være ydre faktorer som steder, situationer eller mennesker, men kan også være sider af os selv, følelser eller indre tilstande, oplevelser eller overbevisninger. Nye tider strømmer os i møde & derfor beder denne Fuldmåne os slippe sæsonens barnlige fokus på selvet & i stedet forvandle det til en dybere kollektiv bevidsthed & kollektiv kærlighed, som vi kan stråle verden i møde med — & jo mere denne nye vej både tjener os selv & fællesskabet desto mere medvind vil vi typisk opleve. Meget her i livet handler om perspektiv & hvordan vi tør anlægge vores synspunkter. Løven ser alt igennem sig selv & sine relationer, mens Vandbæreren ser alt i det helt store generationelle, kollektive tegn; hvordan gruppen, menneskeheden samarbejder & omgås hinanden. Denne Fuldmåne viser os begge sider af denne akse. Der hvor vi bliver for nøgterne & distancerede — men også der hvor vi kan risikere at blive for selvfokuserede & selvcentrerede. Balancen ligger midt imellem; at kunne have et sundt forhold til selvet, sine behov, ønsker & drømme, samtidig med at vi også kan tillade det store perspektiv; at sætte os selv til side, handle uselvisk & indgå som et tandhjul i en større, vigtigere mekanisme. Så hvor længes du efter at udfolde dig selv noget mere, brede dine vinger ud, holde op med at gøre dig lille? Fyld din plads ud, brøler Løven! Og hvor længes du efter at samarbejde, have et fællesskab, dele, eksperimentere, udveksle & erfare sammen med andre? Begge sider af menneskelivet er essentielle & vigtige.
• Så hvor kan du træde frem i Verden & invitere & inspirere andre til at gøre det samme? Hvor kan du skinne med dit indre liv lys ud på andre & transformere dine omgivelser igennem næstekærlig selvkærlighed? Den mest stille revolution er selvkærlighedens — & den om nogen forstår Løven sig på. Det der fejlagtigt kan mistolkes som selvglad selvhævdelse hos Løven er i virkeligheden en helt naturlig, selvkærlig selvnydelse. Giv kapitalismen & patriarkatet fingeren & elsk dig selv hårdnakket, uden omsvøb eller undskyldninger! Men tillad samtidig det uperfekte & at du er i proces. Nogle dage elsker vi ikke os selv, og der er selvkærlighed i, også at acceptere dette & se det som en del af livet. Det handler nemlig ikke (som Løven nogle gange kan forledes til at tro) om *hvordan* vores egenomsorg ser ud i andres øjne; om vi gør det rigtige, kloge, sunde eller *bedste* for os selv — & i stedet acceptere, at vi gør os umage & gør det *så godt som vi kan* & at det er godt nok, også selvom det nogle gange er dårligt & vi kommer i seng uden ordentlig aftensmad, ikke får børstet tænder eller om vi kommer til at binge alt for meget serie, gå for sent i seng, drikke for meget alkohol eller hvad det nu er, vi kommer til at gøre, som vi ikke selv er tilfredse med. Denne Fuldmåne handler ikke om en perfekt opførelse i *egensomsorg* eller *selvkærlighed*, men i at acceptere, at vi lever et liv med flod & ebbe, både hvad angår energi, overskud, vores følelser, etc. Og at alt det er godt nok. Det giver ikke mening at slå os selv i hovedet med det. Tværtimod giver det mening at søge hvile, accept & gøre noget godt eller rart for os selv, om det så er at spise en is, chokolade eller ryge en cigaret — også selvom det måske på den lange bane ikke er det allerbedste. Det er OK. Vi *ved* jo godt, hvad der er godt for os. Så er vi ikke i stand til at gøre det lige nu, så er det bedste vi kan gøre derefter at tilgive os selv for at være mennesker.
• Som sagt er det en spændende Fuldmåne, der falder under Løvens Portal (Lions Gate) & bliver dermed en yderligere åbning af den årlige hjerteåbnende port, der står på sit højeste d. 8/8 den samme dag vi har 3. kvartal Månen (altså eftervirkningerne af denne Fuldmåne)! For at styrke vores kollektive bevidsthed, næste- (& selv)kærlighed & åndelige klarsyn — & vise os vej mht hvordan vi sam-skaber vores oplevelse her på Jorden.
• Denne Fuldmåne er altså en slags fejring af al den kærlighed, der allerede eksisterer i & omkring os — og en kulmination på Nymånen i Vandbæreren fra d. 21. januar i år (så hvis du satte intentioner dengang, kan det være sjovt at se tilbage og undersøge om dine ønsker har taget form — kan du ikke huske, hvad der skete under den måne, kan du læse det her: } Nymåne • i • Vandbæreren • pt. I { & her } Nymåne • i • Vandbæreren • pt. II {. Bemærk i øvrigt numerologien her: 21. januar stod Nymånen i Vandbæreren i 1° (Solens manifesterende & velsignede tal) & i morgen, d. 1. august står Fuldmånen — kulmination på den mest mægtige Super Nymåne i mands minde i 9° & afslutter denne rejse & viser os frugten af vores kollektive investeringer. 11 er et mestertal, der viser os, at vi er på rette vej, at vi er holdt & guidet & at manifestationer eller ting, vi ønsker os er på vej ind i vores liv. Man kunne sige at stjernerne her siger: Hold ud, gode ting kommer også selvom det måske ser sort ud! Elsk dig selv & husk at være taknemmelig for alle de gode ting vi har + tag ansvar for det kollektive aftryk vi sammen sætter, så skal tingene nok lykkes for os!
..
..
Billedet er af Johann Peter Hasenclever (1810-1853) – “Young woman at the open window looking at the full moon”.
