} Mars • i • Vædderen • pt. I {

[ Mars i transit i Vædderen fra d. 28. juni 2020 kl. 03.25 — til 6. januar 2021 kl. 23.00 ]
• I nat skiftede handleevnen & temperamentets planet, Mars, tegn & afslutter derved sin 2-årige rundgang i Dyrekredsen. Han forlader Fiskens blide, altruistiske, udflydende & fredelige domæne — hvor han har befundet sig de sidste 6 uger. Hans ellers så målrettede energi tog næsten en lille ferie i Neptuns oceaniske vande, hvor vi kunne læne os tilbage & flyde med strømmen, vores impulser & kreativitet uden nødvendigvis at vide, hvor vi var på vej hen. Her viste Mars os — som den spirituelle kriger — hvordan vi igennem medfølelse, enhed & empati kunne læge følelser af separation & kollektiv lidelse. Denne blide tilgang har han sluppet nu for atter at komme hjem til Dyrekredsens begyndelsespunkt & hans eget herskertegn & hjemmebane; Den absolut foretrukne slagmark: Vædderens viltre, handlekraftige & spontane tegn.
• Skiftet til Mars’ naturlige buldrende ildenergi kan derfor for mere målrettede & aktive sjæle være et kærkomment friskt pust; vi får nu overskuddet & energien til at gå direkte efter, hvad vi ønsker os & drømmer om. Tilsvarende vil alle der har Solen eller andre primære placeringer i Vædderen, føle sig kry, vitale & opleve fornyet momentum, mens placeringer i begyndelsen af Stenbukken, Vægten eller Krebsen kan opleve at blive mere irritable, frustrerede & måske endda aggressive eller stressede.
• Denne transit bebuder en helt ny begyndelse for os kollektivt (2020 del 2) & vil bringe et fornyet fokus på vores ærgerrighed, fremtidsplaner & mål — der måske har forandret sig en del på det sidste — eller siden vi revurderede dem sidst? & denne nye 2-års Marscyklus, vi nu tager hul på, får da også noget af en ilddåb, da Mars helt ekstraordinært vil befinde sig over 6 måneder i Vædderens tegn — i modsætning til hans sædvanlige 6 ugers tid i hvert tegn. Dette præmis minder os om, at det snarere er et maraton vi skal til at løbe fremfor den sædvanlige 100 meters sprint igennem Vædderens tegn — & det er en væsentlig pointe, hvis vi skal holde gejsten & aktivitetsniveauet transitten ud!
• I torsdags afsluttede Venus sin 2020 retrograd & blev dermed den første planet til at bevæge sig ret igen i denne retrogradsæson; man kan sige at hun gav stafetten videre til Neptun — vi gik fra de nære romantiske & kærlige forhold & værdier til de højere idealer & den fællesmenneskelige næstekærlighed. Venus er imidlertid ikke en eneste spektakulære retrograd vi har i år; som nævnt (efterhånden et utal af gange) er 2020 et meget intensiveret år & derfor har vi selvfølgelig også Mars Retrograd, hvilket forklarer, hvorfor han året ud vil befinde sig i det opfarende & kardinale ildtegn.
• Fra d. 9. september til & med 13. november vil Mars i år være retrograd & det bliver en spændende & måske næsten lidt ubehageligt fyrig introspektion, vi kollektivt skal på. Der er imidlertid en rum tid til, at vi skal reflektere over alle vores handlinger & råde bod på vores ugerninger, om man vil. Derfor er det også særlig væsentligt, at man allerede nu forbereder sig på, at vi til efteråret vil se det store regnskab blive gjort op. Det kan blive intenst, frustrerende & udmattende, har man ikke været helt ærlig med sig selv, men det er midlertid nødvendigt for at vi kan genoprette balancen imellem den kollektive maskuline & feminine energi. Alle retrograder tjener som en introspektion & reflektionsperiode, hvor vi får rettet op på de ubalancer den planet (der nu engang er retrograd) hersker over — & vores personlige situationer vil på den måde bestemme, hvor omfattende dette oprydningsarbejde vil være.
• Hvad det betyder i vores hverdag fra i dag & resten af året ud, er, at vi pludselig får øje på alle de hængepartier, vi har ignoreret, ladet stå til eller undladt at tage stilling til. De fleste vil opleve at have meget mere energi & måske være ekstra fokuserede & målrettede i fht at få løst alle forestående opgaver & problematikker — nogle vil dog også føle sig hæmmede af de mange retrograd planeter & her kan denne højstemte ildenergi hurtigt komme til udtryk som rastløshed, udmattelse eller måske endda nervøsitet & udbrændthed.
• Så selvom det er en oplagt tid til at få handlet på & eksekveret nogle af alle de opgaver/visioner vi har pønset på længe — så er det imidlertid også vigtigt, at vi ikke bliver overambitiøse eller måske endda maniske & fx forsøger at kompensere for de seneste års usikkerhed eller vores manglende handlekraftighed eller engagement: Vi kan ikke gøre op for fortidens manglende stillingtagen eller ugerninger, ved — uden omtanke — at svinge helt over i modsatte grøft & handle, før vi har tænkt os om eller lagt en plan. Det er virkelig væsentligt, at vi tænker os om — & holder vores kerneværdier & intentioner i fokus — før vi beslutter os for at handle, udtale os eller dømme den kommende tid (og det kan let blive en udfordring med Mars i Vædderen & Merkur (on/off retrograd) i Krebsen; her er handling & følelse nemlig i højsædet & der skal ikke så meget fantasi til at forestille sig, hvordan disse to kardinale tegn hurtigt kunne eksplodere i vrede motiveret af undertrykte & sårede følelser; hej kogende vand).
• Denne transit kan med andre ord være så hidsig, at den hurtigt gør mere skade end gavn. Når vi er i vores følelser mister vi let fornemmelsen af, hvad der rent faktisk betyder noget & vi skulle nødig ende med at slås bare for at slås — eller udtrykke os blot for at få afløb for vores (ophobede) vrede, aflade på andre eller afreagere. Så, ligegyldigt hvad vi bekriger den kommende tid, vil risikoen for at brænde ud, tabe hovedet, blive stresset, ufokuseret, miste besindelsen & rase altså være til stede.
• For at overkomme disse mulige faldgruber & mestre transittens intensitet, må vi være ærlige & kontante med os selv; turde os se os selv & vores handlinger i et helt klart lys. Vi må forholde os til os selv, andre & verden uden undskyldninger; uden bortforklaringer eller forbehold. Vi må slippe alle idéer om offermentalitet & anerkende, at alle menneske kan kanalisere Mars’ krigerenergi (får de de rette omstændigheder for at udtrykke den) & støtte os selv & andre i at udtrykke VædderMars på en målrettet, givtig & konstruktiv facon — holde hinanden op på ikke at destruere alt i forsøget på at løsrive os fra de problematiske strukturer & at ild ikke kan bekæmpe ild, men at vi sammen (tænker jeg) ønsker (& ikke mindst kan at skabe) en bedre verden, med det rette tilgang. Vi må sammen give vreden & passionen en kanal, der kan tåle energiudladningen — & hvis vi ikke allerede kender en kanal, så må vi bygge én!
• Vi må dog også huske, at med denne opfarende Vædderenergi, der har svært ved uretfærdighed, vægelsind, ubeslutsomhed eller decideret fej & kujonisk adfærd, kan vi let komme til at forværre allerede komplekse situationer ved tankeløst at eskalere konflikter, uoverensstemmelser — eller misforståelser(!) — fordi vi simpelthen bliver taget af vores følelser! Så tag den med ro, søg tid alene (eller skriv dagbog) hvis du kan mærke uretfærdigheden & forargelsen boble — eller temperamentet koge over.
• Ønsker man at udtrykke sin vrede eller adressere uretfærdighed & konflikter, kan det være meget givtigt at skrive et brev FØR man ytrer sig. På den måde kan man få formuleret sine frustrationer, luftet sine vrede & måske sårede følelser — udtrykke dem direkte uden omsvøb, uden det har nogle negative konsekvenser. Brevet kan give et afløb for al den ophobede harme samtidig med, at man bliver mere bevidst omkring, hvad det egentlig er man er vred over, ønsker at kommunikere & måske endda også hvordan man bedst udtrykker disse oplevelser — så ens budskab ikke drukner i følelsesudbrud, beskyldninger & bebrejdelser, hvilket der lidt kan være en tendens til med Krebsen & Vædderen.
• Formår vi at bevidstgøre vores indre processer under denne transit, er vi langt bedre klædt på til rent faktisk at tage kampen op & være velformulerede, skarpsindige, præcise & velunderbyggede i vores argumentation. En fantastisk fordel ved denne handlekraftige transit er, at den har brug for bevægelse & giver os dermed mulighed for fysisk at forvandle mange af de præmisser & strukturer, der udgør vores personlige &/eller kollektive rammer. Er vi følelsesmæssigt afbalancerede kan vi med snilde & gåpåmod kræve grundlæggende forandringer i vores verdenssamfund, for Mars i Vædderen kræver handling & kan vi kanalisere den ud i konstruktive viljesakter & bruge vores indre ild & passion til at forlange retfærdighed, stå i vores integritet, stå op for os selv, vores indre sandhed, sætte grænser & forlange frihed, egenrådighed & medbestemmelse for os selv — eller andre.
• Så ja, alt i alt kan energierne blive ganske heftige de kommende måneder i Vædderens både aktive, dominerende, målrettede, ledende, krigeriske & impulsive tegn. Denne energi vil altså følge os året ud & vi får derfor rige muligheder for at lære at mestre dens gnist & anvende den konstruktivt til, fx, at få æret vores autonomi, frihedstrang samt få en masse fra hånden — fremfor at piske stemninger op & eskalere alt, der allerede er betændt eller balancerer på en knivsæg — hvilket vi ganske let kan komme til. Denne meget lange & massive transit bliver altså en balanceøvelse, hvor vi (hvis det er det vi ønsker) kan udforske alle aspekter af Mars i Vædderen (på godt & værre) — eller vi kan forsøge at arbejde aktivt med at tæmme energien (hvilket jeg vil anbefale). Mars i Vædderen er ligesom ild. Lader du ilden styre risikerer du at destruere dine omgivelser & måske brænde dit hjem ned til grunden, mens mestrer du den, tilbyder den rige muligheder for udvikling & komfort; varme, tilberedt mad, elektricitet, etc.
• Det siger måske sig selv nu; men i denne kollektive brydningstid kan Mars’ placering blive ganske central & kompliceret — især hvis vi får handlet uden at tænke, dømt uden at vurdere eller skudt før vi spørger (i bogstaveligste forstand). Derfor skal vi også være særligt varsomme med vores fordømmelse, formodninger & antagelser året ud, da heksejagt på alle dem, der er “forkerte” (hvad vi så end synes er forkert) meget vel kan blive resultatet — & dette kan få fatale & sørgelige konsekvenser.
• Generelt vil det være fornuftigt at besinde sig lidt den kommende rum tid, nu da planeternes hærfører bestiger eget territorie. Måder man kan berolige nerverne på, men samtidig anvende Vædderenergien, så vi ikke kommer til at undertrykke den, kan være:
~ At komme i form: Hård fysisk træning, hvor du virkelig får brugt din krop. Vi vil alle føle os mere aggressive & højspændte den kommende tid & al denne energi kan med stor effekt kanaliseres ud i at komme i form eller lære at forsvare sig selv. Høj intensiv træning alla dans, kampsport eller boksning kan virkelig give resultater nu.
~ At få renoveret: Det skur, den garage, det børne-/soveværelse/opholdsrum du de sidste par år, har villet give en kærlig hånd; generelt ting, hvor vi kan bruge vores kroppe & virkelig føle at vi flytter os/ting fysisk. Det er også bedst, hvis der er meget synlige resultater at være stolt af bagefter.
~ At flytte: Det er selvfølgelig ikke noget man (som udgangspunkt) bare gør, men har du længe ønsket dig mere frihed, økonomisk råderum, mere plads eller lign er det oplagt at handle på denne impuls nu. Marsenergien kan hjælpe os med at overkomme langt større opgaver eller oprydningsarbejder end vi almindeligvis orker & kan også assistere os i at få handlet på at købe eller sælge det hus.
~ At være modig: Noget af det, du har frygtet længe, men måske også ønsket dig: at gå selvstændig, lave startup virksomhed med din ven, søge det job, du ikke helt føler dig kvalificeret til, etc. Det kan også være mindre ting såsom at melde sig på et tegnekursus, begynde i terapi eller lære at programmere eller tale foran en større mængde mennesker — hvad end der gør dig en lille smule bange, kan være oplagt & virkelig givtigt at udfordre nu.
~ At arbejde med sin vrede: Er du i stand til at udtrykke vrede — & hvis ja, formår du at gøre det på en givtig facon, hvor du føler dig mødt, anerkendt & respekteret? Eller kammer det over & bliver en pinlig & ydmygende affære? — eller kan du overhovedet udtrykke din vrede eller utilfredshed? Med Mars i Vædderen er det oplagt at komme i kontakt med sin indre vrede & dermed også vores selvstændighed, livsgnist, entusiasme & vilje. Både for mennesker, der har anger issues eller mennesker, der slet ikke føler de kan udtrykke uvilje — vil denne periode være god til at aktivere denne side af vores følelsesliv.
~ At løsrive sig: Det kan være fra gamle eller falske overbevisninger, systemer, vurderinger, domme, grupper, venskaber, familiemønstre eller forældres indflydelse. Vi kan også bruge denne transit til at undersøge vores selvtillid; hvor er vi tilfredse & stolte af os selv — & hvor føler vi os dygtige & selvstændige? Samt hvor gør vi ikke? Hvad hæmmer os, holder os tilbage eller gør os usikre?
~ At blive mere aktivistisk: Vædderens kamp- & beskytterånd er oplagt at bruge på at få noget frivilligt arbejde fra hånden. Indsamlinger, aktivisme, borgerforslag, støtteforeninger — hvad end du synes er vigtigt & som der ikke er nok fokus på — men det kan også være endelig at få implementeret det der affaldssorteringssystem i dit køkken/baghave, at begynde at leve med mindre engangs-produkter, gå zero waste eller noget lignende, hvor du forener den fysiske indsats med en vision, der står dine værdier nær.
• En note til al ovenstående vil selvfølgelig være, at selvom Mars & Vædderen har identitet & vores fysiske krop/kropsudfoldelse som fokuspunkt, så er det væsentligt at vi ikke bliver for selvfokuserede eller egodrevne (den umodne side af Mars). Gør vi det, ender vi hurtigt blinde på vores egen adfærd & spundet ind i impulser omkring de helt primitive behov & instinkter — at handle ud fra et velovervejet overblik & med bevidst intention vil bestemt være en nøgle her. Heldigvis vil der de kommende 2 uger udelukkende være opbyggende aspekter til Mars (med undtagelse af hans kvadrat til Solen, der netop tjener til at presse vores egodrevne adfærd), så jeg tænker at de fleste af os vil opleve begyndelsen af denne transit ganske positiv, fremmende & givtig!
..
• I dag danner Solen & Månen yderligere deres første kvartal siden Solformørkelsen for en uge siden, hvilket betyder, at vi mærker den første krise i Månecyklussen; en konflikt imellem vores idéer & vores behov. Denne krise er intern & vil forekomme på et emotionelt plan. Yderligere ser vi også et T-kors med Solen som spids og Mars & Månen som yderpoler (den røde trekant på billedet nedenfor). Denne opposition mellem Mars & Månen i hhv Vædderen & Vægten peger i retning af al denne besindelse & vurdering, jeg netop har skrevet om, & bliver på den led en indikator for hans besøg i Vædderen: Vi får brug for at balancere Vægtskålene, før vi dømmer & ikke mindst handler den kommende rum tid (minder Månen i Vægten os om) — & selvom vi kan føle at en overintellektualiseret tilgang står i vejen for at opnå resultater lige nu — er det vigtigt, at vi ikke springer væsentlige mellemregninger over. Hastværk er vitterlig lastværk i denne kontekst! Men selvfølgelig er det en gylden middelvej vi skal stræbe efter, hvor vi handler i overensstemmelse med vores egen autoritet & autenticitet (Mars i Vædderen) udfra vores idéer & idealer (Månen i Vægten) — men også vores hjerte, medmenneskelighed & empati (Solen & Merkur i Krebsen).
..
..
Billedet er af samtidkunstner Kadir Nelson & hedder “Savoring Summer” & er malet som forside til The New Yorker i 2018.

} Mars • i • Vandbæreren • pt. I {

[ Mars i Vandbæreren fra d. 30. marts kl. 21.26 — 13. maj kl. 06.00 ]

• Mars, krigsguden i den græsk/romerske mytologi, der i astrologisk henseende repræsenterer vores handleevner & initiativ, viljeskræfter, snarrådighed, virketrang, utilfredshed samt evne til at forvandle vores omgivelser. Dertil ser vi ham også som billede på vores seksuelle begær, vores forventninger til andres adfærd samt vores tilgang til at udføre arbejde.

• Mars står i den sidste grad af Stenbukken i dag & åbner for sit tærskelspring fra den fysiske, begrænsende materie i Stenbukken til den rå, uendelige, kollektive viden i Vandbæreren. Han erkender, at alt her i livet ikke handler om status, egen vinding eller økonomi, men at nogle ting er dybere, væsentligere & mere favnende end den fysiske virkelighed & vores eget lille jordiske liv. Opfindelser, visioner, tanker & idéer kan leve videre i det kollektive & transformere verden også efter vi er taget herfra.

• Med sin arbejdsomme stræben & dygtige ærgerrighed, har StenbukkeMars nu opnået alt, hvad man kan knokle sig til her i livet & står nu på brinken til det kollektive vidensunivers, der blot venter på, at han efterlader sig en solid arv i Stenbukken, skifter klæder & driver videre ind i Vandbærerens luftige habitat.

• Er Mars fornuftig, dygtig, arbejdsom & taktfast i Stenbukken er han anderledes oprørsk & fandenivoldsk i Vandbæreren. Disse to nabotegn, der på en måde afbilder et brud i Dyrekredsen fra det allermest fortættede & materialiserede tegn; det allersidste, tungeste, kollektive Jordtegn, Stenbukken — overfor det fikserede, præserverende tegn; det allersidste, afsondrede, faste, kollektive Lufttegn, Vandbæreren. Disse to tegn markerer en skillevej, hvor vi fra Stenbukken tager et transformerende spring & bevæger os fra den fortættede fysiske virkelighed ind i de fikserede tankepaladser, der tilhører Vandbæreren. Her arkiveres & akkumuleres al menneskelig viden & nye idéverdener fremtænkes.

• Hvis man ser Dyrekredsen som en udviklingstrappe — eller som et billede på et menneskeliv, der begynder med fødslen ind i Vædderens nysgerrige individ-drevne ildhu & slutter med Fiskens følende indlevelse i det kollektive eller fællesmenneskelige sjælshav, hvorfra vi stiger op i det hinsides — så er Stenbukken det sidste tegn, der bærer symbolet for jordisk/kropslig vitalitet. Vandbæreren eksisterer “kun” i tanken & Fisken kun i ånden; det sidste, der slipper, når vi en dag forlader vores jordiske legeme. Vandbæreren er altså på en måde afskåret fra både jord & ånd & kan nogle gange opleve sig selv & verden, som en form for matrix, de midlertidigt befinder sig i; hvilket er et fint billede på, hvordan de egentlig identificerer sig som materialiseret tænkning. Vandbærerens motto er i øvrigt “Jeg ved”, hvis nogen skulle være i tvivl.

• Dette giver os et billede af Vandbærerens fasthed; det lidt modstridende ved tegnet: Den indbyggede konflikt i tegnets natur; fikseret luft. Dynamiske, visionære, foranderlige i idéen, men faste i deres mønstre, rytmer & tænkemåder. Denne interne konflikt kan gøre den umodne Vandbærer ubarmhjertig i sin søgen efter * S a n d h e d e n * & nådesløs, når de italesætter den, hvorfor de let misforstås af andre tegn, fordi det man måske ville kalde pli eller høflighed er en overflødig gestus, der i det store billede er spild af tid, jf. Vandbæreren selv.

• Når Mars bevæger sig ind i dette lidt utilregnelige domæne tilføjer det nogle kvaliteter til hans opfarende, ildtegnsfacon. Vandbærerens frihedstrang kombineret med Mars’ iltre konkurrencelyst kan godt blive ret fyrrigt, hvis man ikke formår at kanalisere energien med kærlighed! Med Mars i Vandbæreren kan man opleve oprør for oprøret skyld, bare fordi vi keder os. Her er der INGEN, der skal fortælle os, hvad vi skal eller ikke skal — men blander de sig udenom, så kan de i & for sig gøre som det passer dem, det er Vandbæreren ligeglad med, så længe man ikke indskrænker andres frihed. “Lev & lad leve!” kunne meget vel være en livsfilosofi for alle med Solen, Merkur, Venus eller Mars i Vandbæreren.

• Al denne oprørsstemning giver os kollektivt en tendens vil at være lidt mere civil ulydige & måske gøre, som vi selv finder bedst/passer os de kommende uger. Kollektiv vrede vil lettere komme op under denne transit (i stor kontrast til den autoritetstro Stenbuk, vi lige har forladt) — ligesom kontroversielle idéer eller bevægelser typisk også blomstrer op — på godt & ondt.

• Det er dog vigtigt, at vi ikke handler alt for meget på de (umodne) individualistiske fandenivoldske tendenser, der også kan følge med denne placering, men derimod kanaliserer rebel-energien ind i (en mere kærlig & moden tilgang med) kollektivistisk arbejde, der sigter mod fremtiden & skaber større samhørighed med fokus på frihed & udfoldelsesmuligheder for det enkelte individ. Hele idéen om at være sammen alene, lyder næsten som et Vandbærer-slogan, hvor man både får lov til at pleje individets ejendommelige særheder, men samtidig også står sammen om at støtte hinanden i at være lige den, man nu engang er.

• Selvom vores frihed er væsentlig & at individets rettigheder skal respekteres, kan denne transit på nogle områder gøre os lidt forhippede på overbevisninger eller detaljer, der måske ikke er relevante. Spørgsmålet det giver mening at stille sig selv, bliver man fange af disse tanker er: “tjener det/er det relevant for det store billede på nuværende tidspunkt? Eller er det en overidealiseret fiks idé, der måske har et andet tid & sted for en givtig eksekvering?” — Er det fællesskabet eller det personlige projekt, der er motivationen?

• Vandbærerens ønske er at fastholde frie, nytænkende idéer for en fælles menneskehed, men det må kanaliseres ud med kærlighed & ikke krig. Så kan Mars medbringe Stenbukkens selvdisciplin med ind i Vandbærerens innovative, geniale & hyperkognitive univers? Det vil tiden vise.
Den loyale kærlighed i denne placering ligger hos menneskeheden, ikke hos enkelte individer.

• For at forstå, hvordan denne transit påvirker dig, kig efter hvor du har Vandbæreren i dit horoskop. Hvilket hus(e) er tegnet placeret i & har du nogle planeter der? Denne transit vil i løbet af de kommende 6 uger bringe en idérig & vækkende påvirkning. Vi vil føle os motiveret mod det kollektive & måske få fantastiske idéer vi gerne vil iværksætte. At slippe fortiden (især tidligere dramatiske eller seksuelle relationer) er helt oplagt! Læg afstand til fortiden & frigør dig fra dine begrænsende tilgange. Denne Mars-transit handler om at vende sig imod fremtiden & holde sig for øje, hvad vi kan gøre for på sigt at skabe den virkelighed, vi gerne så i dag. At fjerne fokus fra de nære gøremål & se det hele i et større billede, er også en måde at anvende denne energi konstruktivt på!

..
..
Billedet er af den svenske illustrator John Albert Bauer (1882-1918) & hedder “Nilas offer”, fra Julbocken, 1912.

} M a r s • i • V æ g t e n {

• I går morges kl 6 forlod Mars som den sidste planet Jomfruens stringente & dedikerede tegn for at cementere at Vægtens sæson er så meget igang! Og han har nu endelig forladt Neptun-oppositionen, så vi kan begynde at handle lidt mindre i blinde & lidt mere med intention.
• At Mars er trådt ind i Vægten skaber endnu et møde mellem Mars & Venus i samme tegn (godt nok i hver sin ende), som det sidste de kommende mange måneder.
• Iltre, handlekraftige & målrettede Mars trives ikke helt så godt i det konsensussøgende, søde, fredfyldte & Venusstyrede tegn Vægten. Venus derimod er Konge i eget slot.
Når Mars & Venus står i samme tegn har vi lettere ved at give & modtage simultant, da den måde vores kærlighed kommer til udtryk på svarer til den måde vi gerne vil modtage kærlighed på. Selvom den almindelige aggression & autonomi Mars står for, kan være svær at udtrykke i de bløde, pleasende omgivelser. Det kan være sværere for os at sige fra, stå op for os selv eller få kommunikeret vores behov klart (Merkur i Skorpionen hjælper os dog lidt her, selvom det har den slagside, at vi kan komme til at være virkelig spydige eller få sagt tingene på en lidt for brutal eller direkte facon ~ især efter at det måske har bygget sig op inden i os over længere tid).
• Vægten er klart et mere modtagende tegn, da det er Venusstyret (selvom det faktisk hører til i kategorien med de aktive, positive dagstegn også kendt som maskuline eller Yang-prægede tegn), hvorfor vi kan forfalde til en lidt mere doven, undvigende eller blød adfærd. Fred, fordragelighed & retfærdighed er nøgleordene for denne Mars-placering, så hans ellers så selvstændige, uafhængige, energiske, drevne, passionerede & hidsige temperament bliver tæmmet en hel del af harmoniens handlingsbegrænsede, blide, beroligende & tilpassende kvaliteter.
• Noget der dog kan få VægtMars’ pis i kog er imidlertid uretfærdighed. Selvom vi ikke nødvendigvis er særlig komfortable med at skændes under denne transit, er det vigtigt vi respekterer vores egen sandhed & ikke kastrerer os selv eller vores initiativer ved at agere dørmåtte for andre. Ubeslutsomhed er også en fælde under denne transit, så vælg dine kampe med omhu.
• Vi kan også opleve at vi bedst forstår eller ser os selv & vores adfærd i mødet med andre, så vær åben overfor det spejl andre agerer. Vi får muligheden for at heale os selv & vores skygger (især i parforhold, men egentlig alle 1-til-1 relationer), men også mulighed for at forbinde os med andre på nye, harmoniske måder.
• Månen står i Stenbukken nu & skaber både hårde aspekter til Solen & Mars, som minder os om at flid, investering & retning i vores relationer er nødvendigt, hvis vi vil være tilfredse med os selv & vores parforhold, venskaber, etc. Mars står også i inkonjunktion til Uranus & skaber en løsrivelse eller frigørelse fra gamle handle- & adfærdsmønstre. Især dem der er relateret til parforhold, nydelse & ansvarsfralæggelse. Den utilfredshed vi kan opleve igangsætter en handling imod det modne samt en ny, spirende ansvarlighed som Saturn indgyder i os alle, men det kræver at vi modsætter os VægtMars magelige impuls & lytter til Uranus’ kald & vokser med opgaven. Dem der ikke frivilligt tager denne opgave på sig vil blive presset til at følge med til den kommende nymåne. Vid at ting tager tid & vi vokser i den tempo vi kan, om det så er ros eller ris, der motiverer os er underordnet, for i mål det skal vi nok komme 🙏⚖
..
..
Billedet er af Edmund Dulac & bærer titlen: “The Garden of Paradise” – Fairy of the Garden garment, fra den engelske udgave af H. C. Andersens historier fra 1911.