} Fuldmåne • i • Vægten {

[ Månen i opposition til Solen i 8° i hhv Vægten & Vædderen
+ Venus & Chiron i 8° i Vædderen ]

• Fuldmåner er et af astrologiens mest kraftfulde månedlige fænomener, som vi ser hver måned hele året ud. Under denne cykliske tilbagevenden til kollektivt at se vores indre liv fuldt illumineret, oplever vi højnede følelsesmæssige & emotionelle bevægelser, kulmination på indre tilstande, opblomstring af vores kreativitet & personlig, sjælelig & nogle gange spirituel vækst — ligesom at de fleste planter & træer under Fuldmåner trækker ekstra meget væde op fra mulden & står særligt frodige, svulmende & saftige under Fuldmånens knoldede, lysende skive.

• Sådan kan vi også anskue vores indre; al den overflod, frugtbarhed & de iboende kim, der ligger i vores sind, kan træde frem i lyset & afsløre sig selv her. Fuldmåner handler om fuldbyrdelse, fejring, overgivelse & frisættelse — ikke som Nymånens blide, introverte afsked, men som i festligheden eller ægløsningens klimax & kraftudfoldelse.

• Hver Fuldmåne fungerer som en modvægt til den sæson vi befinder os i. Den bliver et anker i indeværende sæson, der tjener til at minde os om ikke at overgøre sæsonens energi & finde en balance imellem indre & ydre, hvile & bevægelse, det personlige & det fælles, osv.

• Under Vædderens livgivende, målrettede & aktiverende sæson, der har fokus på individualiteten & dets udfoldelse, maner VægtFuldmånen til besindelse, opmærksomhed & samarbejde med vores omgivelser. Vi skal med andre ord balancere aksen imellem Solen i Vædderen med fokus på individet & den inspirerede handlekraft — & vores forhold til den anden & hvordan vi spejler os selv i // møder denne anden.

• Denne Fuldmåne, minder os altså om, at vi hver især som Individer (Vædderen) må balancere vores væsenskerne — men at vi også i samarbejde med den anden (Vægten); vores partner, ven, nabo, konkurrent, fjende, mor, chef, etc. må skabe en balance imellem at give & at modtage — ligesom sekstilen imellem Mars & Venus (Vædderen & Vægtens planetherskere), som pt er tiltagende — der viser os, at livet er en balance imellem at give & at tage, at handle & at hvile, at transformere eller acceptere, at yde & at nyde. Men VægtFuldmånen giver os også mulighed for at stoppe op & — fremfor at handle hovedkuls — eller lade tankerne rase (med Vædderens hersker, Mars, der pt befinder sig i lufttegnet Tvillingen) — søge/etablere en følelsesmæssig balance i os selv.

• Vægtens Fuldmåne har 2 forskellige temaer: Det ene er det klassiske harmonisøgende, balancerende, retfærdige & nivellerende Vægt-fokus, hvor alle vores en-til-en-relationer kommer i søgelyset; partner, forældere, venner, samarbejdspartnere, fjender, etc; Alle forhold vi har til en anden & de potentielle gnidninger, der kan være. Det andet er den retfærdighedssøgende, idealistiske, rettighedsforkæmper, der gerne stiller op med sværdet & vægtskålene, vejer, vurderer & dømmer i balancens, retfærdigheden & rimelighedens navn. Der findes altså to poler af Vægtens energi vi kan pendulere imellem.

• Vædder-Vægt polariteten kan komme til udtryk i et væld af former: balanceret, såvel som ubalanceret: Ofrer vi os selv for andre eller fællesskabet (ubalanceret Vægt)? Eller har vi et udtalt selvfokus & har svært ved at få øje på andre & deres behov (ubalanceret Vædder)? Tager vi nogen & deres kærlighed for givet? Husker vi at værdsætte vores omgivelser? (ubalanceret Vædder) Eller har vi svært ved at sætte grænser? (ubalanceret Vægt) — & husker vi, at give til os selv først efter en lang dag med kompromis & tilsidesættelse af egne behov? Alt dette — samt vores gængse tilgange, “fordomme” eller “forventninger” til parforhold eller partnerrelationer, vil blive illumineret med denne Fuldmåne. Hvor overskrider vi vores grænser i forsøg på at please eller elske andre ? & hvor overskrider vi andres grænser i forsøg på at ære vores egne behov & følelser? Alt dette vil blive synligt disse dage — også temaer, der måske har eksisteret længe, men primært har rumsteret på det ubevidste plan.

• Der er dog også unikke temaer, der er særlige for lige netop 2021’s VægtFuldmåne & det skyldes konjunktionen mellem Solen, Venus & Chiron — alle i 8° i Vædderen. Og det er spændende af flere årsager: For det første er denne Fuldmåne altid hersket af Venus, som har delt herskerskab over både Tyren & Vægten. I Tyren er hun sanselig, fyldig, nydelsessyg, materielt orienteret & fuld af fysisk overflod. I Vægten er hun idealistisk, æstetisk, perfektionistiske, blankpoleret, intelligent & minimalistisk. At vi ser en Fuldmåne i hendes eget tegn, mens hun står i eksakt opposition til Månen — i Mars’ (hendes energetiske modparts) tegn Vædderen — skaber et særligt fokus på selvværd, selvfølelse, romantik & værdier (åndelige såvel så materielle).

• Fuldmåneherskeren skaber altså et øget fokus på kærlighed, samhørighed, balance, accept & samarbejde disse døgn & VægtMånen har halvdelen af i går & det meste af i dag også dannet en Stortrigon i luft med Mars & Saturn/Jupiter. Vi har dermed set et særligt fokus på at handle på vores viden (Mars i Tvillingen), at balancere & brobygge (Månen i Vægten) imellem den polariserede tænkning & tendens til at fremmedgøre os selv/ andre/vores modpart; mens vi lægger modne, fornuftige & langsigtede (Saturn i Vandbæreren) handlingsplaner, der sigter imod nybrud & fremtidige systemer for verden.

• Dette harmonibringende & forsonende aspektmønster er imidlertid ganske kortvarigt (pga Månens tempo), så derfor er det særlig væsentligt at vi mærker ind i, hvor det er vi ønsker at tilgive, læge, forvandle & manifestere disse dage — det var også årsagen til, at jeg opfordrede til at lave den frisættelses/healingsøvelse i går. Især fordi Mars også danner kvadrat til Merkur & Neptun, der står i eksakt konjunktion i Fiskene i morgen & forvansker & fortryller vores evne til at se klart & kommunikere direkte.

• Yderligere forstærkes Stortrigonens virkning af de to støtte-sekstiler hhv Saturn & Mars danner til Solen,Venus & Chiron. Denne forbindelse forvandler Stortrigonen til en Drage, hvor Månen udgør halespidsen på papirdragen (se nedenstående horoskop) & på den måde bliver styrepinden for hele mønsteret. Det betyder, at det er vores instinkter, behov & følelser, der skal vise os vejen netop nu. Så hvad føler du?

• Vi kan føle os ensomme, afviste, udstødte, vrede, forkerte, triste, irettesatte, bebrejdede, ikke gode nok, mm. — men vi kan også føle os taknemmelige, frie, inspirerede, lykkelige, begejstrede & optimistiske, fordi vi kan se livet & os selv i et nyt lys, nu her. Ingen følelse er forkert, det er blot et spørgsmål om at mærke efter, hvor du er. Vores følelser er en fantastisk guide: De sladrer altid om vores inderste tilstand. Har vi undertrykt noget, underkendt os selv? Formår vi ubetinget at værdsætte os selv, eller kommer vi til at projicere vores behov for accept ud på andre mennesker & deres handlinger/afvisninger? Med andre ord, giver vi vores styrke & mægtighed bort? Eller afviser eller fordømmer vi selv noget i andre? Hvad end vi føler negativitet inde i/imod os selv eller mod andre, så er det et signal om, at noget, der bærer det tema du afviser, som trænger til at blive undersøgt. Mange af de planetplaceringer vi ser disse dage aktiverer dybe karmiske & skæbnesvangre strømninger i os, hvorfor efterdønningerne her efter Månen kan have været særligt smertefuldt for nogle.

• Selvom disse følelser let kan udfolde sig inde i os alene, så kan vi også opleve denne Fuldmåne-energi som en polaritet imellem os & en anden person. Vi kan hver især indtage de to forskellige poler i vores relation; partnerskab, venskab, forretningssamarbejde, etc (at kropsliggøre selve Vædder- & Vægtenergien, vil være oplagt), hvor vi har svært ved at blive enige eller mødes. Det store spørgsmål, man kan møde sig selv & den anden med de kommende dage, er: Hvor kan jeg elske lidt mere? Hvor kan jeg tilgive det, der er sket? Hvor kan jeg slippe den sorg & smerte, jeg oplever omkring kærlighed? Som sagt, hvad er det vi fordømmer? Hvad er det, vi beskytter os imod, som vi prøver at holde på afstand? Hvor holder vi os tilbage, fornægter eller lukker af for os selv? Hvor tør vi ikke at være sårbare? Kan vi vende disse følelser til noget andet? Kan vi række ud, åbne op & vise sårbarhed overfor os selv eller et andet menneske?

• Dette gælder selvfølgelig ikke kun på det nære individuelle plan, men også på det kollektive. Hvem fokuserer mest på dem selv & deres evne forhold? & hvem rækker ud for at assistere & samarbejde? Hvem har travlt med at placere skyld, ansvar & bebrejde? & hvem har mest fokus på at få det hele til at fungere fremadrettet, opfinde, skabe & konstruere nye løsninger, systemer & tilgange? — & er der nogle, der giver for meget? Ofrer sig eller saboterer sig selv? At finde balancen imellem jeg-fokus & du-fokus er komplekst. Vi skal coeksistere i gensidig & simultan given & modtagen. Hverken kamme helt over i navlepillende selvoptagethed — eller selvudslettende selvopofrelse! Det er svært, det tager tid, tålmodighed & indsigt, men vi kan godt nå derhen, hvis vi møder andre på halvvejen — især når vi tør undersøge vores egne sår & være åbne overfor om vi kommer til at tiltrække følelsesmæssigt lukkede mennesker?

• Vi vil have en tendens til at tiltrække mennesker, der spejler vores inderste & måske ubevidste holdninger/følelser. Er vi selv bange for at knytte os/åbne os, kan vi have en tendens til at tiltrække følelsesmæssigt lukkede mennesker, da det er mere trygt, fordi vi (gen)kender den følelse — også selvom vi ønsker at åbne os & forbinde os. Denne Fuldmåne ønsker befrielse for os — fælles frigørelse; gensidigt uafhængighed, men tilvalgt kærlighed & samhørighed — ikke afhængighed — med andre ord, det modne, frie, bevidste partnerskab, hvor man hver dag vælger hinanden af lyst & ikke af nød eller mangelmentalitet.

• I bund & grund, kan man sige, at denne Fuldmåne handler om at tage ansvaret hjem & tage ejerskab (& sekstilen imellem Saturn & Solen understreger da også dette tema!). Her bliver vi opmuntret til at tage den magt/sanhed/kraft vi har givet vores sind, overbevisninger, andre menneskers værdier & idealer, samfundets normer, mm, tilbage. Vores rationale, de ruminerende tanker & vores overbevisninger ER ikke sandheden, de er dele af den fysiske verden — men ligeså er vores hjerte. Hjertets vej skal også lyttes til! Det er ikke for sjov at Vægten hersker over kærlighedesorganerne, nyrerne. Så har man døjet med ondt i lænden eller lign er der formentlig noget/nogle følelser, der sidder lidt i klemme her.

• Så hvad har du healet de seneste dage? Hvilke temaer/emner/følelser/oplevelser har været oppe at vende på det sidste? Det sidste år har Chiron stået i Vædderen & fokuseret på at læge det kollektive maskuline & al den giftige, hæmmende & skadelige maskulinitet, der hæmmer os allesammen, men især mænd, der er underlagt denne snævre udfoldelsesramme. Og under denne Måne skifter fokuset kan man sige: Venus bevæger sig fra at være Venus Morgenstjerne (Krigerprinsessen, der kropsliggør Vægtens idealistiske luftighed) til at være Venus aftenstjerne, der materialiserer sig i moden, sanselighed & erfaring (som Tyrens sensuelle nydelse). Her heales den feminine kriger, den militante feminist, der kan have svært ved at nyde, fordi hun kropsliggør den maskuline energi & derfor nægter at overgive sig — på godt & ondt.

• & denne Måne peger også tilbage på sidste års Væddersæson & VægtFuldmåne! Nemlig temaerne omkring Vandbæreren (Saturn i Vandbæreren & Uranus, Vandbærerens hersker, i Tyren, Venus hjemtegn). Udover det, er der et kæmpe vækst, ansvarligheds & lederskabs-tema i år, vi allerede så kimen til sidste år: Saturns modne tilgang, der udtrykker sig igennem en smuk numerologisk 8’er kode! 8 er Saturns tal, det stående uendelighedstegn; et karmiske løfte om, at der må være balance for oven, som for neden; As above, so below. 8’tallets karmiske cyklus & rundgang mimer også den evige balance — vores inkarnationers arabeske vippen imellem de to verdener; den fysiske & den åndelige. Og her stræber 8tallet — ligesom Vægten — efter perfekt harmoni & balance.

NUMEROLOGI
• Bemærk hvor fantastisk meget 8’er energi vi så i går: Marts er i år den 8. måned. I går havde vi d. 28. marts, der i år er en 18/9 dag (2 + 8 + 3 + 2 + 0 + 2 + 1 = 18), vi har Solen & Månen i 8° & 18 bueminutter. Vi har Solen, Venus, Chiron i triplet i 8° & Uranus i inkonjunktion til Månen også i 8°! Dertil sker det kl 8 om aftenen & MC — det højeste punkt på himlen — står i 28° i Krebsen på det præcise tidspunkt hvor Fuldmånen står på sit allerhøjeste!

Dvs: 8, (2)8, (1)8, 8, (1)8, 8, (1)8, 8, 8, 8, 8, (2)8!
Hele 12 x 8 = 8.8.8.8 8.8.8.8 8.8.8.8!

Man må sige, at der er et seriøst momentum på den karmiske oprydning & frigivelse. Har det været særligt hårdt for nogle af jer, giver det altså rigtig god mening. Og husk: vær blide ved jeg selv. Tag alle de selvkærlige rutiner tilbage, som kapitalismen har lært os er “luksus”, når det i virkeligheden blot læner sig op af at opfylde sine behov. Hvile, rigeligt med vand, ro, kropskontakt, blid yoga eller meditation, kan være en god måde at grounde med Aftenstjernen, der om nogle dage viser sig på himlen efter solnedgang, men også som modvægt til den flyvske Vægt & sindets ruminationer.

..
..
Billedet er af Caspar David Friedrich (1774-1840) & hedder “Gedächtnisbild für Johann Emanuel Bremer (Picture in remembrance of Johann Emanuel Bremer)”, 1817.

} Fuldmåne • Optakt {

[ Månen i opposition til Solen i 8° i hhv Vægten & Vædderen + Venus●Chiron i konjunktion med Solen i 8° i Vædderen ]

• Her til aften kl. 20.48 ser vi det nye astrologiske års første Fuldmåne, nemlig Fuldmånen i det Venusstyrede harmonisøgende, skønhedselskende & diplomatiske kardinale lufttegn, Vægten, hvis primære fokus er partnerskab & en-til-en-relationer. Vægten er her på jorden for at eksemplificere/vise alle os andre, hvordan man lever i balance & harmoni – både i en balancegang imellem den åndelige & den fysiske verden, men også i fred, fordragelighed & samarbejde med sig selv & menneskene omkring os.

• Når Solen & Månen danner en energetisk tunnel imellem to modstående tegn — kendt som Fuldmåne — får vi på Jorden en enestående chance for at forene & sammenføje disse to energier, så de kan samarbejde & komplementere hinanden fremfor at modarbejde hverandre. Disse to modstående tegn varsler altså en balance, vi skal opnå — her imellem Vægtens forsonende, dualt fokuserede evne til at samarbejde & nivellere spændinger imellem os selv & andre — overfor Vædderens viljestærke, igangsættende individuelle fokus, der denne sæson hjælper os med at komme frem i verden, kaste os ud i livet & vores drømme, uden at tænke alt for meget på, hvad andre mener & tror om vores forehavende.

• En Fuldmåne kan dog også skabe en oppositionsoplevelse, hvor vi — eller nogen, vi kender — polariserer ud i én af energierne & måske overgør den. Så med Fuldmåner er der altså altid den mulighed, at vi kan finde den gyldne middelvej imellem de to positioner; sammensmelte energierne & balancere dem (gælder alle oppositionsaspekter), men også den risiko, at vi polariserer ud & bekriger hinanden fra hver vores ende af Dyrekredsen. Hvilken tilgang vi, her på Jorden, vælger til en energi er helt op til det enkelte menneske; energierne på himlen er altid konstante; i aktiv fluktuering imellem flod & ebbe, men for evigt i balance — det er kun i vores menneskelige oplevelser, at ufred, ubalance, konflikt eller uligevægt eksisterer — & hvordan vi reagerer på energierne & den potentielle dissonans vi kan opleve, er altid helt op til os selv — men vid: alle energier kan være i moden, ligevægtig balance — ligesom de kan være i umoden, uligevægtig ubalance.

• Så agerer vi ubevidst eller overlagt? Søger vi forsoning, harmoni & forbindelse, eller skaber vi konflikt, dissonans & splid imellem de to energier? Overgiver vi os til strømmen — eller stritter vi imod? & tør vi overgive os til Vægtens lyst til at forsone & samarbejde, samt Vædderens ønske om at lede & iværksætte, kan vi nå vidt omkring disse dage, men vi kan også underkende os selv i Vægtens forstillede, konfliktsky sødme eller vi kan banke mure ned & træde alle over tæerne med Vædderens hidsige “alt eller intet” tilgang. Fuldmånen er altid en mere intens periode, hvor vi ser en kulmination af de følelser, erfaringer & oplevelser vi har haft siden Nymånen for 14 dage siden — men også blomsten af det frø vi plantede under Nymånen i efteråret i Vægtens egen sæson.

• Så hvad har du oplevet det sidste halve år? Hvilke projekter, relationer, følelser eller ønsker kulminerer, afsluttes eller afvikles netop nu? Der er altid meget aktivitet, selvfokus & selvrealisering under Vædderens sæson, så hvor giver det mening at stoppe op & påtage sig et vurderende, inkluderende, men også samarbejdende fokus? Samt hvilke ‘overfladiske’ værdier, sammenlignende, pleasende eller dømmende tilgange kan blive frigivet & sendt videre i nat?

• Denne Fuldmåne inviterer os altså både til at se vores fællesmenneskelige potentiale, da den står i partnerskabets tegn (Månen i Vægten; Månen kan symbolisere offentligheden), men også til at se os selv i et nyt lys (Solen i Vædderen) i relation til både os selv & andre.

• Denne Fuldmåne er dog ret speciel, da den finder sted under Solen & Venus dominerende konjunktion. At de i år i tilgift også møder Chiron — og at det hele sker i 8° giver et særligt skæbnesvangert momentum! Dyb & stor healing er mulig netop nu! & især i nat er en oplagt muligheden for at anerkende, ære & fejre, hvor langt vi er kommet i vores personlige & spirituelle udvikling! Asteroiden Den sårede healer, Chiron, står i opposition til Månen & viser os alle de steder, det stadig gør ondt på vores selvudfoldelse & egen bestemmelseskraft. Især smerte & gamle sår omkring, hvordan vi opfattes af andre eller bliver modtaget, kan komme op — ligesom vores overlevelsesstrategier; at please, undertrykke os selv, at smile selvom vi er vrede eller kede af det — alle den slags ting, der handler om at vi forstiller os selv for at passe ind/ikke ødelægge den gode stemning. Disse temaer kan have været undervejs i nogle dage & være boblet op til overfladen, men i nat er der altså særligt fokus på disse sider, da Fuldmånen illuminerer dem for alvor. Og derfor er det også oplagt at lave en følgende lille øvelse, når Månen står på sit højeste lige om lidt eller måske senere i aften.

• Jeg vil anbefale, at man her til aften sætter sig stille i 15 minutter under Fuldmånen (det kunne fx være nu fra 20.40–20.55) & bare mærker sig selv, tager dybe vejrtrækninger; lader lungerne fyldes med ny, berigende, livgivende luft & udånder alt det gamle. Alle vores tendenser til at sylte vores egne behov for at blive elsket/accepteret/passe ind. Slippe al sorg, alle de relationer, der på den ene eller anden måde har skuffet os. Gå dem igennem én efter én. Se personens ansigt for dig, mærk alle dine følelser: er du vred, skuffet, ked af det eller føler du dig svigtet/bedraget, mm? Tillad din følelse, anerkend den & sig at du gerne må være bitter, smålig, vred, fornærmet, hævngerrig eller hvad det kan være. Accepter at det er sådan du har det med den person & prøv så at se, om du kan give slip på følelsen (kan man ikke det, så er det helt fint. Denne øvelse handler ikke om at være kunstigt positiv, super næstekærlig & spirituel og fortrænge sine negative følelser; tværtimod handler det om at give plads til smerten & rumme den, for på den måde at læge den. Og healing sker ikke nødvendigvis på én nat — men en sjælden gang imellem gør den. Og denne Fuldmånenat er sådan en nat, hvor det er muligt. Sker det ikke, er der dog ingen skade sket; vi får altid en mulighed til for at tilgive, give slip & heale. Men ja, jeg anbefaler af hele mit hjerte, at du lader denne Fuldmåne arbejde igennem dig — den kan gøre underværker, hvis vi tør åbne os.)

..
..
Billedet er af Melchior Lechter (1865-1937) & hedder “Blue Flower of Loneliness”, 1892-93.

} Merkur • i • Vægten • pt. II {

[ Har man selv — eller dater / kender man én med — Merkur i Vægten ]
• Når kommunikationens planet & Tvillingens hersker, Merkur, står i det Venus-styrede søskende-tegn er kommunikationen anderledes end planetens almindelige nøgterne fokus eller forvirrede, omskiftelighed. I Vægten er Merkur anderledes luftig & flirtende.
• Når Merkur står i Vægten har vi en charmerende & velafbalanceret kommunikationsform (især for mennesker der er født med dette aspekt i deres horoskop). Vi er høflige, diplomatiske & måske endda mere indsmigrende, når vi taler med hinanden. VægtMerkur ønsker ikke at støde nogen & vil for Guds skyld (men måske mest for deres egen) undgå at skabe konflikt. Hvorfor nogle mennesker med Merkur i Vægten også foretrækker det skrevne sprog over det verbale, da det er lettere at vægte dem med omhu.
• Der kan også være en tendens til at overfokusere på det intellektuelle eller at ønske at mødes i en ideel & balanceres samtale, et partnerskab, etc. Dette fokus på idealet eller det højeste, kan — til trods for deres velmenende & harmonisøgende ønsker — gøre dem svære at tilfredsstille & deres evne til at vende & dreje et hvert ord (+ dets betydning) i deres hoved, kan gøre dem næsten umulige at blive “enige” med, fordi de altid kan se tingene fra en anden vinkel, opfattelse, synspunkt, etc. Lærer man dem at kende i dybden, kan den ellers så umiddelbart blide & opmærksomme persona her blive næsten umulig at please (ironisk nok) i ens indbyrdes kommunikation, da en mere ideel formulering (altid) kunne have været anvendt.
• Denne placering er sjov, fordi den til fulde kropsliggøre Merkur & Vægtens duale tendenser. Den konstante vippen for & imod, der gør sig gældende hos både Tvillingen (Merkurs base) & Vægtens skåle, kan give nogle ekstremt forskellige udtryk. Her kan man virkelig tale om, at der er et før & efter, du lærer VægtMerkur at kende. Er du en fremmed eller bekendt, kan der være en udtalt tendens til at tænke mere på andre mennesker end sig selv, hvilket medfører at VægtMerkur måske ved første øjekast kan fremstå uselvstændige eller afhængige af andres råd (Selvom de kan have en tendens til at gøre det stik modsatte af, hvad du rådede dem til…). Men sagen er, at venlighed, høflighed & god opførsel vægter så højt, at de ikke kunne drømme om, at vise dig deres inderste kritiske domstol — endnu! I VægtMerkurs sind vejes fordele og ulemper nøje af, før de bestemmer sig for noget, hvorfor især de unge år for mennesker med denne placering er plaget af megen ubeslutsomhed (vi andre slipper med én måned om året, når Merkur er i transit 😅).
• I sit søde & diplomatiske hjørne kan VægtMerkur have en tendens til at være umådeligt interesseret i & optaget af andres valg & problemer (det er nemlig en måde, hvorpå de selv kan samle sig livserfaringer; ved at observere andre menneskers valg… men især også deres fejltagelser) — & selvom man måske skulle tro, at ubeslutsomheden gjaldt alle områder, så er det ikke tilfældet. Handler det om andres problemer er Vægten aldrig bleg for at komme med løsningsforslag eller gode råd — også dem du ikke har bedt om — & de kan være ganske påståelige eller synes det er åbenlyst(!), hvad det rigtige er at gøre i DIN situation.
• Og skulle de finde din opførsel brutal eller forkert, ville de stadig kommunikere det på den mest retfærdige, venlige & udglattende facon — & oftest med stor tålmodighed; Fx, tale ud i en gruppe om fejlen i mere generelle termer, så du kan opsnappe din fejlagtighed uden at skulle konfronteres med den direkte & derved blive forlegen — og derved gøre Vægten selv forlegen.
• VægtMerkurs gode indlevelsesevne & fornemmelse for andre menneskers livsopfattelse & synspunkter gør dem oftest til fremragende diplomater & mæglere, hvorfor de også både er dygtige til at argumentere & jonglere med både paragraffer & midler. De kan også være ganske dygtige til at udtrykke sig kreativt med stemmen fx igennem sang, men herunder især også at mime, efteraber eller imitere dialekter, andre menneskers stemmer, skriftsprog, kropssprog, etc. Sammenligning er uden tvivl en af VægtMerkurs største talenter, hvorfor det også kan være svært at definere noget som værende enten 100% godt eller dårligt. Alting kan ligesom ses i forhold til hinanden & dermed bruges til at mediere eller søge balance — hvilket selvfølgelig kan have sine fordele & ulemper (udtrykt som en ægte VægtMerkur).
• Anderledes ser det dog ud for den spydige & stridslystne bagside denne placering også kan have. Det lynhurtige intellekt, der netop kan se situationer fra flere sider & derfor kan excellere indenfor disciplinen Djævelens Advokat, er vild med at se andres argumentation smuldre, mens de med lethed sabler andres dårlige eller usammenhængende argumenter ned. Det er en lidt mindre almindelig side, men den findes især, når det handler om VægtMerkurs fjender (som de oftest har nogle af. Her giver det mening at huske, at Vægten hersker over horoskopets 7. hus, der vedrører alle slags en-til-en-relationer: Ægteskab, venskab, partnerskab — men også fjendskab). Her kan argumentation for debattens skyld komme til udtryk, hvor VægtMerkur ikke nødvendigvis plæderer for, hvad de rent faktisk mener, men mere bare diskuterer for sjov & for at trække dine tåbelige argumenter rundt i manegen, mens de finpudser deres egen argumentationsevne. Her giver det mening — med mindre man selv synes det er sjovt at diskutere for diskussionens skyld — at lade dem få ret & træde et skridt ud af samtalen, der ellers kan vare ved. Og har man selv VægtMerkur giver det mening at reflektere over, hvad man i virkeligheden rent faktisk mener & hvad det egentlig er, der er væsentligt for en selv — for den del af argumentet fortaber sig oftest for Vægten selv.
• Når det så er sagt er fred & balance nu at foretrække for VægtMerkur, men man skal ikke lade sig narre af den søde & pleasende facon, hvis de presses kan det skarpe tungebånd let blive slået an, for hvis der er noget Vægten h a d e r  så er det uretfærdighed!⚖
..
..
Billedet er af Frederic Leighton (1830-1896) & hedder “Weaving the Wreath”, 1872.

} Merkur • i • Vægten • pt. I {

[ Merkur i transit — 5. sep kl. 21.38 — 27. september kl. 09.30 ]
• Når Merkur går i Vægtens kardinale lufttegn — der selvom det tilhører de maskuline (ild- & lufttegn) er Venusstyret — vil vi se nogle uger med diplomatisk, sød & medierende tale.
• Vi forlader Jomfruens mere nøgterne, stringente, høflige — bevars — men også kontante kommunikation & bevæger os over i et mere poleret eller måske endda sukkersødt udtryk. Vægten er et spændende tegn, fordi det står midt i Dyrekredsen & markerer et skifte fra de første seks mere personligt fokuserede tegn til de næste seks fællesfokuserede tegn.
[ NB: Der findes mange (relevante) måder at inddele Dyrekredsen på; man kan fx tale om de personlige tegn; Vædderen, Tyren, Tvillingen & Krebsen. De partnerorienterede tegn Løven, Jomfruen, Vægten & Skorpionen, samt de kollektivt orienterede tegn; Skytten, Stenbukken, Vandbæreren & Fisken. En mere enkelt inddeling er de første 6 tegn: Vædderen, Tyren, Tvillingen, Krebsen, Løven & Jomfruen, der på sin vis repræsenterer det lille barns rejse fra fødslen ind i Vædderen nysgerrige optimisme, til babyens sansen i Tyren; tumlingens nysgerrighed i Tvillingen, til tweenens følsomhed i Krebsen, teenagerens længsel efter fest & frihed i Løven & det unge menneskes selvbevidsthed & spirende planlægningsevner med den nyligt udviklede pandelap i Jomfruen. Dernæst begynder vi at kigge os om efter en partner & det er så her Vægten, dualiteten, balancen imellem Jeg’et & Du’et kommer i spil. Vægten er længslen efter en partner, en modpart man kan spejle sig i, se & genkende sig selv i — men også et sted, hvor vi bliver konfronteret med det andet, det anderledes & det vi ikke forstår, kender eller ved, hvad er (endnu). Derfra bevæger vi os fra det unge menneskes ønske om at forbinde sig til en anden sjæl i Vægtens sociale & kognitive tegn til den unge voksnes brændende begær efter emotionelt (& seksuelt) at smelte sammen med en partner i Skorpionen, for der at skabe nyt liv. Dertil kommer den berejste voksne med Skyttens filosofi om mennesker & det at dele sin viden, kultur, forståelser & visdom med andre (gerne vores børn) & uddanne dem. Dernæst følger den modne Stenbuks ønske om at videregive sin arv; hvordan man opbygger et renomme, lærer fra sig & deler sine erfaringer om livets op & nedture til Vandbærerens visionære forestillinger om fremtiden, hvordan de kommende generationer skal bygge & bo til vi afslutter livet, just før vores jordiske afgang i den gamle oldes kærlighed til alt som er, selv fra det hinsides, i Fiskens evigt næstekærlige & spirituelle tegn. ]
• Set med disse briller bliver Merkurs transit igennem Vægtens evigt balancerende tegn altså et startskud til, på bedste diplomatiske vis, at kommunikere vores ønsker & idéer, men nu på en mere overtalende & subtil facon. Man skal nemlig ikke lade sig narre af Vægtens (oftest) milde udtryk. Det ER et kardinalt tegn & ønsker dermed at lede andre mennesker — ligesom Krebsen, Stenbukken & Vædderen. Vægten leder fra et idealistisk, kognitivt & fornuftsbetonet synspunkt, og skal som regel nok få deres vilje, selvom de samtidig er rigtig dygtige til at få alle omkring sig til at føle sig godt tilpas.
• Netop derfor kan være lettere at præsentere muligheder, produkter eller fremtidsplaner nu mens Merkur transitter igennem Vægten & vi kan lettere initiere samarbejde, som er en af Vægtens spidskompetencer. For Vægten er jo trods alt også partnerskabets tegn — billedet på, hvordan to dele skal til for at balancere helheden — & som bekendt tænker to hoveder jo også bedre end et. Dette handler selvfølgelig meget om kærlighed (Venus, kærlighedens, skønhedens & værdiernes planet hersker jo trods alt over tegnet), men ikke kun. Ægteskab, kollegaskab, partnerskab & fjendskab hører alle til i dette tegn & i det hus, der korresponderer med Vægte; nemlig 7.hus.
• Min oplevelse er, at de fleste opfatter Vægten som et blidt, harmonisøgende tegn & det er da også sandt (især for tredje dekan-Vægte), men man skal ikke undervurdere den dybe retfærdighedssans, der også tilhører dette tegn & ønsket om fairness & juridisk ordnede forhold. Det er ikke for sjov at Fru Justicia med sværdet ( der uden tøven kan (ord)kløve andre!), bindet for øjnene & de to vægtskåle er et yndet symbol for Vægten.
• Alle skal være lige for loven & en slags millimeter-demokrati kan man derfor også godt komme ud for denne periode, ligesom ordkløveri & påpegelser af fejlagtige eller upræcise formuleringer kan blive særligt udstillet eller kritiseret (Tænk her, at vi har en kombination af de to mest perfektionistiske stjernetegn; vi er i Jomfruens Sæson, som giver et særligt tryk på Merkur (Jomfruens planethersker) som nu befinder sig i Vægtens sociale & kommunikerende luftlag. Vi har altså to niveauer af perfektionistisk energi, der kommer til udtryk i et sublimt (eller rædselsfuldt, hvis det bliver alt for pedantisk) udtryk.
• Alt skal være perfekt nu, kan man sige — & vores ønsker & forventninger til os selv, vores præstationer & professionalisme disse uger kan derfor være tårnhøje, så det er vigtigt at vi minder os selv om — også i forhold til andre — at den perfekte præstation ikke er målet i sig selv, men at det langt oftere handler om formidling, samarbejde & det at lykkes i at kommunikere med andre, end det handler at brilliere med en personlig præstation.
• Denne perfektionisme kan vi anvende mere konstruktivt (også fordi — lad os se det i øjnene — oftest giver disse umenneskelige idealer os mindreværd & dybe følelser af utilfredshed), hvis vi kanaliserer den ud i timing & præcision. Det er ikke nødvendigvis, hvad man siger, der er det essentielle for VægtMerkur, men hvordan man siger det!
• Under denne transit vil det være lettere at sweet-talke folk (eller blive sweet-talket) & dermed påvirke andre; indprente vores holdninger & værdier i dem — især hvis vi kommunikerer udfra et balanceret & ligeværdigt ståsted, formulerer os på respektfulde måder samt lytter til vores samtalepartners forbehold & nøgternt, sagligt & faktuelt argumenterer for, hvorfor vores synspunkt skal tages i betragtning. Og som du måske ved, hvis du kender en Jomfru, kan du — med respekt for deres ekspertise — introducere dem til noget smartere (uden at krænke deres intelligens) & de vil tage dine holdninger & idéer til sig, hvis dine argumenter er dygtige nok.
• Og i virkeligheden er det jo ikke atomvidenskab: Vi er alle mere tilbøjelige til at indrømme vores fejl, mangler & uhensigtsmæssige adfærd, hvis vi føler os anerkendt, mødt & inkluderet — også selvom vi måske har trådt ved siden af, været tankeløse eller uvidende. Hvis alle i et fællesskab føler sig set, respekteret & mødt er der bedre grobund for harmoni, balance & fred — & det ved Vægten! Diplomaten må lytte til alle parter før det er muligt at finde/skabe den bedste middelvej. Så spørgsmålet er, hvordan implementerer vi det i vores hverdag de kommende uger? & kan vi indføre denne kærlige & rummelige tilgang på det kollektive plan? Set udfra det kollektive perspektiv er samarbejder (& en ydmyghed i disse) altså en måde, hvorpå flere mennesker hurtigere kan få opfyldt deres behov. Igen, her bliver partnerskabets tegns kerneværdier meget synlige:
Et kys er et bevis på at to hoveder er bedre end et!
• En anden fælde vi let kan gå i nu hvor sindets kognitive & dataindsamlende planet befinder sig i samarbejdet & retfærdighedens tegn er domsfældelse. Så hvor dømmer vi os selv eller andre? & hvorfor har vi brug for at dømme? Det kan give mening at ransage sig selv & sine motiver her. Oftest dømmer vi andre, der er anderledes eller mener noget andet end os selv, for hævde os eller retfærdiggøre vores egne værdier/eksistens. Men det er meget væsentligt at få øje på her, at vi kun har dette behov, hvis vi selv er lidt usikre på vores holdninger, deres rimelighed eller måske endda på os selv, vores berettigelse eller værd.
• Der ligger også en anden tankevækkende faktor her, der handler om at få øje på, at & hvor vi *antager* at vi har forstået, hvad den anden mener & siger. Enhver form for kommunikation er en afsendelse & en modtagelse — hvor et element af fortolkning af den data, der blev sendt & modtaget finder sted. Alene af denne grund, kan vi ikke være helt sikre på, at vi mener det samme? Måske hvis vi taler om klokken eller et fysisk sted; konkrete & enkelt definerede emner, men hvad med fred, kærlighed eller krig? Er vi virkelig helt enige om, hvad de ord betyder & hvad de dækker over? Hvilke konnotationer (medbetydninger) danner disse ord inde i dig — & varierer de fra din mor, bror, nabos opfattelse? Sandsynligvis.
• Selvfølgelig kan der også være en tendens til at ville udglatte alting under denne transit; feje det ubehagelige & ubelejlige ind under gulvtæppet & lades som ingen ting. Det er en faldgruppe vi helst skal undgå. Jomfruens dybtsiddende ønske om indre renhed, healing & orden giver os dog et større incitament til at styre uden om denne falske høflighed & venlighed, & derimod tale direkte fra vores indre sandhed. Ikke fra et dominerende, overbevisende sted, hvor vi føler os truet af andres (modsatrettede) holdninger, men derimod et nysgerrigt, vågent & åbent sted, hvor vi kan lære fra os & tillære nye synspunkter & tilgange. Her er rige muligheder for at at blive klogere på os selv & andre, samt hvorfor vi mener, føler, tænker som vi gør & hvilke værdier & overbevisninger vi bærer med os.
(Her giver det også mening at huske, at Venus også just har skiftet tegn & at vi skal bringe hendes næstekærlige & omsorgsfulde kvaliteter i Løvens buldrende ild frem, fremfor egocentreret at ville holde på vores eget ret, ideologi, værdi eller virkelighedsopfattelse).
• Så god vind i sejlene med at undersøge jer selv, argumentere for jeres værdier, holdninger & idéer samt lege med andre & deres anderledes, spændende & inspirerende tilgange! Og så er der selvfølgelig også altid mulighed for en god flirt med Venus i Løvens bjergtagende tegn & Merkur i Vægtens snakkesaglige, minglende & dybt charmerende energi. Og nå ja, så skal vi vidst alle huske, at være ligeværdige er ikke det samme som at være ligestillede! Og det er en vigtig pointe at huske, hvis man kommer til at se lidt for sort/hvid på det hele & tanken om, at alle er lige for loven… for alle i vores verden er jo desværre ikke ligestillede. Hverken socialt, økonomisk eller kulturelt.
..
..
Billedet er af Egon Schiele (1890-1918) & hedder “Portrait of the painter Anton Peschka”, 1909.

} Fuldmåne • i • Vægten • I & II {

• Nattens Fuldmåne har ligesom 2 forskellige temaer: Det ene er det klassiske harmonisøgende, balancerende, retfærdige & nivellerende Vægt-fokus, hvor alle vores en-til-en-relationer kommer i søgelyset; partner, forældere, venner, samarbejdspartnere, fjender, etc; Alle forhold vi har til en anden & de potentielle gnidninger, der kan være.
• Så… ofrer vi os selv for andre eller fællesskabet (ubalanceret Vægt)? Eller har vi et udtalt selvfokus & har svært ved at få øje på andre & deres behov (ubalanceret Vædder)? Tager vi nogen & deres kærlighed for givet? Husker vi at værdsætte vores omgivelser? (ubalanceret Vædder) Eller har vi svært ved at sætte grænser? (ubalanceret Vægt) — & husker vi, at give til os selv først efter en lang dag med kompromis & tilsidesættelse af egne behov? Alt dette — samt vores gængse tilgange, “fordomme” eller “forventninger” til parforhold eller partnerrelationer, vil blive illumineret med denne Fuldmåne. Hvor overskrider vi vores grænser i forsøg på at please eller elske andre ? & hvor overskrider vi andres grænser i forsøg på at ære vores egne behov & følelser? Alt dette vil blive synligt disse dage — også temaer, der måske har eksisteret længe, men primært har rumsteret på det ubevidste plan.
• (Dette forstærkes især af Månens konjunktion med ægteskabs-asteroiden Juno (12° i Vægten) her til aften (d.7/4) kl. 18.37 — Juno (der føler sig knyttet & gensidigt afhængig af sin partner Jupiter) som i forvejen er retrograd & er i gang med kollektivt at luge godt & grundigt ud i vores destruktive codependent forestillinger om hyperromantisk-piedestal-kærlighed. Hun står pudsigt nok i opposition til den frie, selvstændige, nydelsesorienterede rebel Lilith (13° i Vædderen), der ikke bøjer eller underkaster sig for nogen pertner eller overmagt. At astrologien understreger et tema flere steder er ret almindeligt, men ikke desto mindre stadig spændende. Juno, den gifte — overfor Lilith, den frivole — cementerer oppositionen imellem at have et fokus på selv (Lilith, Solen, Vædderen) eller at have fokus på samhørighed/tosomhed (Juno, Månen, Vægten).
• Men samtidig er der også en anden side & det er den konfliktende. Ligesom Vægten har to vægtskåle — et “du” & et “jeg” — så er der også den harmonisøgende, blide, skønhedsskabende & måske lidt uselvstændige & pleasende side — overfor den stridslystne, akribiske, retfærdighedssøgende pedantiske side, der spidder dig på dine upræcise eller fejlagtige formuleringer & som gerne stiller op til en omgang djævelens-advokat, bare for at teste, hvor velargumenteret & velfunderet du & dine holdninger egentlig er. Denne side kommer i nat til udtryk — efter en lang dag med Venus & hendes stortrigon:
• Venus er Vægtens hersker & skaber et øget fokus på kærlighed, samhørighed, balance & samarbejde dette døgn; hun har det meste af i går & dagen i dag dannet en Stortrigon med Månen & Jupiter/Saturn/Mars — & dermed skabt fokus på at forstå & kommunikere (Venus i tvillingen), at balancere & brobygge (Månen i Vægten) imellem den polariserede tænkning & tendens til at dæmoniserer andre/ vores modpart, vi desværre kollektivt har set en del af på det seneste; mens vi lægger modne, fornuftige & langsigtede (Saturn i Vandbæreren) handlingsplaner (Mars i Vandbæreren), der sigter imod nybrud & fremtidige systemer for verden. Dette smukke aspekt er imidlertid ikke et, vi får lov til at tage med os ind i nattens Fuldmåne. Der vil et langt mere brysk T-kors-aspekt tage over & stille skarpt på den konfliktende del af himmelen.
• Dette T-kors har apex (altså fokuspunkt) i gårsdagens Jupiter●Pluto-konjunktion — hvilket betyder at nattens temaer bliver yderligere forstærket (Pluto) & forstørret (Jupiter). Vi kan føle os ensomme, separerede, afviste & at der er langt imellem os & vores kære — måske både fysisk, men vi kan også indtage to forskellige poler i vores partnerskaber (Vædderen & Vægten, vil være oplagt) & hvor vi har svært ved at blive enige eller mødes. Det store spørgsmål man kan møde sig selv & den anden med er, hvor kan jeg elske lidt mere? Hvor er det vi fordømmer, holder os tilbage, afviser, ikke tør at være sårbare eller lukker af for os selv? Kan vi vende disse følelser? Kan vi række ud, åbne op & vise sårbarhed?
• Dette gælder selvfølgelig ikke kun på det nære individuelle plan, men også på det kollektive. Hvem fokuserer mest på dem selv & deres evne forhold? & hvem rækker ud for at assistere & samarbejde? Hvem har travlt med at placere skyld, ansvar & bebrejde? & hvem har mest fokus på at få det hele til at fungere fremadrettet, opfinde, skabe & konstruere nye løsninger, systemer & tilgange? — & er der nogle, der giver for meget? Ofrer sig eller saboterer sig selv? At finde balancen imellem jeg-fokus & du-fokus er delikat. Vi skal coeksistere i gensidig & simultan given & modtagen. Hverken kamme helt over i navlepillende selvoptagethed — eller selvudslettende selvopofrelse! Det er svært, det tager tid, tålmodighed & indsigt, men vi kan godt når derhen, hvis vi møder andre på halvvejen.

• Vægten er partnerskabets tegn & minder os om kollektivt, at samarbejder vi, står vi stærkest. Dette er en særlig vigtig lektie dette forår, da Mars står i den visionære & oprørske Vandbærer & med sit ild-temperament, kombineret med den stædige fandenivoldskhed, der desværre kun forstærkes af Uranus-kvadratet (som jeg allerede har skrevet lidt om under Mars●Saturn), der står helt eksakt her til aften (7/4) i den bevægelige & omskiftelig grad 5. Når Mars & Uranus mødes i stridighedens & den påtvungede-handlings aspekt — og begge planeter står i to stædige, faste tegn (Mars, Vandbæreren // Uranus, Tyren) er der lagt op til konflikt, væbnet oprør, revolution & vrede imod regeringer & højere magter (eller måske imod teknologi; kommer til at tænke på grupper, der brænder 5G sendemaster af).
• Hvis vi besinder vores hidsighed & kanaliserer Mars’ energi over i Saturns beslutsomhed & tålmodighed — & på den måde bruger Vandbærerens ønske om revolution til at skabe banebrydende videnskab — i stedet for at gå med Uranus i Tyren & bekrige materien & alle dem, der truer vores dagligdag, normer, værdier & levestandart — så kan vi bruge denne Fuldmåne til at transformere energierne nu.
• Venus danner som nævnt aspekt til Mars, men også Saturn & viser os, at der findes en moden måde at tilgå vores værdier på. Vi kan kommunikere os igennem denne krise (Venus i Tvillingen; støttet af en fin sekstil imellem Merkur & Jupiter; vores tankemønstre & vores forståelse) & på den måde vise os fra vores mest solidariske side & balancere de konfliktende energier, der også er tilstede i nat. Lad os vælge pennen over sværdet som våben i denne pandemi; lad os deles, samarbejde & sætte os i hinandens sted, fremfor hovedkuls at kritisere, eksekvere & (for)dømme andre & hinanden.
• I nat kan byde på opblussende konflikter & drama & det der er værre — eller vi kan læne os ind i co-eksistens, samarbejde, samhørighed, fælles frihed & i fællesskab sam-skabe den nye verden! Vi kan løsrive os fra oppositioner & smelte sammen i et fælles mål, udflade ledelsesstrukturer, slåskampe & modstand; som når ægcellen & sædcellen mødes (trods de enorme forskelle i deres væsensnaturer), smelter sammen & bliver enige om at skabe et nyt & mere komplekst liv.
• Vi er skaberne af vores virkelighed. I nat & de kommende dage spørger universet os, hvad vi vil skabe fremadrettet? Så hvad vælger du?

} M a r s • i • V æ g t e n {

• I går morges kl 6 forlod Mars som den sidste planet Jomfruens stringente & dedikerede tegn for at cementere at Vægtens sæson er så meget igang! Og han har nu endelig forladt Neptun-oppositionen, så vi kan begynde at handle lidt mindre i blinde & lidt mere med intention.
• At Mars er trådt ind i Vægten skaber endnu et møde mellem Mars & Venus i samme tegn (godt nok i hver sin ende), som det sidste de kommende mange måneder.
• Iltre, handlekraftige & målrettede Mars trives ikke helt så godt i det konsensussøgende, søde, fredfyldte & Venusstyrede tegn Vægten. Venus derimod er Konge i eget slot.
Når Mars & Venus står i samme tegn har vi lettere ved at give & modtage simultant, da den måde vores kærlighed kommer til udtryk på svarer til den måde vi gerne vil modtage kærlighed på. Selvom den almindelige aggression & autonomi Mars står for, kan være svær at udtrykke i de bløde, pleasende omgivelser. Det kan være sværere for os at sige fra, stå op for os selv eller få kommunikeret vores behov klart (Merkur i Skorpionen hjælper os dog lidt her, selvom det har den slagside, at vi kan komme til at være virkelig spydige eller få sagt tingene på en lidt for brutal eller direkte facon ~ især efter at det måske har bygget sig op inden i os over længere tid).
• Vægten er klart et mere modtagende tegn, da det er Venusstyret (selvom det faktisk hører til i kategorien med de aktive, positive dagstegn også kendt som maskuline eller Yang-prægede tegn), hvorfor vi kan forfalde til en lidt mere doven, undvigende eller blød adfærd. Fred, fordragelighed & retfærdighed er nøgleordene for denne Mars-placering, så hans ellers så selvstændige, uafhængige, energiske, drevne, passionerede & hidsige temperament bliver tæmmet en hel del af harmoniens handlingsbegrænsede, blide, beroligende & tilpassende kvaliteter.
• Noget der dog kan få VægtMars’ pis i kog er imidlertid uretfærdighed. Selvom vi ikke nødvendigvis er særlig komfortable med at skændes under denne transit, er det vigtigt vi respekterer vores egen sandhed & ikke kastrerer os selv eller vores initiativer ved at agere dørmåtte for andre. Ubeslutsomhed er også en fælde under denne transit, så vælg dine kampe med omhu.
• Vi kan også opleve at vi bedst forstår eller ser os selv & vores adfærd i mødet med andre, så vær åben overfor det spejl andre agerer. Vi får muligheden for at heale os selv & vores skygger (især i parforhold, men egentlig alle 1-til-1 relationer), men også mulighed for at forbinde os med andre på nye, harmoniske måder.
• Månen står i Stenbukken nu & skaber både hårde aspekter til Solen & Mars, som minder os om at flid, investering & retning i vores relationer er nødvendigt, hvis vi vil være tilfredse med os selv & vores parforhold, venskaber, etc. Mars står også i inkonjunktion til Uranus & skaber en løsrivelse eller frigørelse fra gamle handle- & adfærdsmønstre. Især dem der er relateret til parforhold, nydelse & ansvarsfralæggelse. Den utilfredshed vi kan opleve igangsætter en handling imod det modne samt en ny, spirende ansvarlighed som Saturn indgyder i os alle, men det kræver at vi modsætter os VægtMars magelige impuls & lytter til Uranus’ kald & vokser med opgaven. Dem der ikke frivilligt tager denne opgave på sig vil blive presset til at følge med til den kommende nymåne. Vid at ting tager tid & vi vokser i den tempo vi kan, om det så er ros eller ris, der motiverer os er underordnet, for i mål det skal vi nok komme 🙏⚖
..
..
Billedet er af Edmund Dulac & bærer titlen: “The Garden of Paradise” – Fairy of the Garden garment, fra den engelske udgave af H. C. Andersens historier fra 1911.