} MerKur • i • Tyren • pt. II {

[ Har man selv — eller dater/kender man en der har — Merkur i Tyren ]
• Merkur er Solsystemets mindste & hurtigste planet, der hersker over vores konkrete intellekt & tænkeevne, indlæring, skriftlige & sproglige færdigheder samt deres udtryksmåde & -stil. Han er handelens, købmændene & tyvenes Gud & hersker over alle transaktioner, udvekslinger, bevægelser, samt al trafik & kommunikation.
• Har man Merkur i Tyrens tegn i sit fødselshoroskop er tilgangen til kommunikation sikker, enkel & grundig. Hellere lidt, men godt; Kvalitet over kvantitet. Man siger næppe noget overflødigt, men ønsker derimod at kommunikere så direkte, enkelt & præcist som muligt. Talen er ofte sindig & velovervejet & der er en no-nonsense tilgang til livet, problemer & idéers generelle anvendelighed.
• Denne kvalitet kan dog opfattes langsommeligt af andre mere hidsige Merkur-placeringer — & det er da også sandt at TyreMerkur har brug for god tid til at samle tankerne & formulere dem. Nogle gange kan den verbale kommunikationen være en smule tør, træg eller besværet, men det handler også om, hvor veltilpas den pågældende TyreMerkur er. De kan ligeså vel komme med små, velformulerede guldæg, hvis de oplever at lytteren har interesse & tid til at høre dem ad; ja faktisk kan sproget være ganske beskrivende & smukt, hvis de er i humør til sød poesi — ligesom de ofte har en meget veludviklet æstetik, formforståelse samt fine fornemmelser for sensoriske nydelser, farver, lyde mm.
• Tyrens godmodige gemyt giver et roligt & stabilt sind, der ikke let lader sig bringe ud af balance. Besindig, praktisk & tålmodig er også ord, der kendetegner denne placering. De ofte, meget velvalgte ord gør, at andre lytter, når TyreMerkur en sjælden gang imellem taler — & hans bløde, mørke & melodiske stemme taler konkret & med autoritet.
• Tyrens pragmatiske element, med næse for værdier & en god handel, udtrykker sig også i Merkurplaceringen, hvor man gerne tager sig tid til at forholde sig til ting, situationer & metoders nytteværdi. Alle detaljer skal gennemgås & konsekvenserne af disse nøje overvejes. Selvom Merkur i Tyren (ligesom de fleste andre Tyreplaceringer) kan være en langsom starter, så er der tilgengæld momentum & stamina til den bitre ende, for det er der nemlig allerede taget højde for i de velvalgte idéer & den forudgående planlægning. Fornuft & forståelse for de fysiske rammer (& hvad man kan indenfor disse) er en udsøgt færdighed han besidder, ligesom at den spatiale (rummelige) intelligens ofte er meget høj.
• TyreMerkur er ikke videre diskussionslysten, men hvis det skal være, er han utrolig vedholdende, for ikke at sige direkte stædig eller tiltider forstokket. TyreMerkurs tankegang kan godt blive en smule sort/hvid, når han først har besluttet sig for, hvad han mener om nogen eller noget. Selvom argumenterne ikke er vidtløftige, synderligt elegante eller voldsomt nuancerede, er de direkte. Der er ingen omsvøb & et nej er et nej — lige ud. Selvom TyreMerkur besidder en god portion tålmodighed, skal man ikke tage fejl — opbruges den, kan Tyrens temperament blive ganske varmblodigt. Den gemytlige & behagelige brummen (eller viften med halen; agerer man en irriterende plageånd) kan på ganske få sekunder (når lunten er brændt ned) kamme over i et voldsomt temperament, & ser man ikke at komme af vejen, får man gerne med hornene!
• En vred TyreMerkur kan være ganske skarp & kontant, og deres ellers lidt formummede eller blide, behagelige formuleringer falder nu med en overraskende præcision & brutalitet — & man skal ikke tage fejl; Tyren mener, hvad den siger. En næsten kynisk sarkasme til tider — der også kan gøre dem ret sjove, fordi de siger det, som det er totalt(!) uden omsvøb. Det er ikke ligesom Vædderen, Krebsen eller Vægten, der måske kan komme til at lade følelserne løbe af med dem & sige noget i kampens hede, de ikke mener. Måske fortryder TyreMerkur, at han hidsede sig op (fordi det var da spild af energi!), men der er også et element af, at dem, der er blevet stanget selv ligger som de har redt. En “Det var lærepenge!”-attitude.
• TyreMerkur er dog også lidt af en grubler, der går & endevender emner igen & igen i hovedet. Selvom det er en møjsommelig proces, betyder det, at mennesker med Merkur i Tyren oftest er afklarede med situationer, begivenheder & personer — allerede på forhånd, fordi de har grublet sig frem til en holdning eller tilgang.
• Denne placeringer giver sin ejer en stor jordforbindelse, fornuft & grundighed. Der skal være orden i sagerne & ret skal være ret. Rimelighed & værdig skal gå hånd i hånd, ligesom nytteværdig & praktisk anvendelighed overvejes nøje. Spild — hverken af ressourcer eller ord er ikke noget TyreMerkur bryder sig om, & de kan også hurtigt blive trætte, hvis andre taler for hurtigt, for meget eller om for lidt — uden relevans.
• TyreMerkur lærer bedst Hands-on! Jo mere man kan anvise modellers brugbarhed eller tankers anvendelighed — & komme med opgaver eller eksempler man kan afprøve i praksis, desto lettere har de ved at lære & huske det lærte. Bliver det derimod noget vidtløftigt, abstrakt lommefilosoferen, som TyreMerkur ikke kan finde anvendelse for i deres eget liv, har man som regel tabt dem — ikke fordi de ikke ville kunne forstå det sagte eller følge med, men simpelthen fordi, de anser det for irrelevant & uden hold i virkeligheden. Og det er jo det, Tyren går mest op i; alt det dejlige, der kan findes i den fysiske virkelighed, som kan nydes, samles & sanses!
..
..
Billedet er af italieneren Giuseppe Amisani (1881-1949) & et ægte Tyrebillede. Det hedder “Allegory of spring”.

} MerKur • i • Tyren • pt. I {

• Det er efterhånden længe siden, at Merkur sidst var i et Jordtegn — helt præcist slap han Stenbukkens pragmatiske planlægningsenergi 16. januar i år & har altså befundet sig i de tre andre elementer siden.
• Og den bevingede budbringer, der repræsenterer vores kognitive færdigheder & udtryksmåde, har det da også langt lettere i ild- & lufttegn, end han har det i de tungere jord- & vandtegn.
• Tyren, der står for stabilitet, ro, fysisk tryghed, materiel overflod, skønhed, rigdom, etc er en af de mere komplicerede placeringer for Merkur. Hans ellers flaksende, højaktive & omskiftelige natur bliver tøjlet i Tyrens stabilitet & udtrykker sig igennem et skærpet fokus på vores indre værdier & ressourcer, personlige grænser, samt praktisk udførelse af vores idéer & planer. Derfor vil de fleste nok også oplevet et øget fokus på økonomi, kost, bopæl, arbejde samt en stærkere jordforbindelse de kommende 14 dage.
• I går aftes kl 21.47 gik han (hånd i hånd med Lilith) hen over tærsklen ind i Tyrens magelige & rolige — og til tider langsommelige, jordbundne energi. Dette giver mindre tempo på kommunikationen samt et roligere sindelag, end vi måske har oplevet de seneste uger, hvor Merkur har stået i den ganske rapkæftede, opfarende & lettere uovervejede Vædder. Så har man været nødsaget til at slå knuder på sin tunge, de sidste par uger for ikke at komme til at sige noget tankeløst, kan man ånde lettet op. Merkur i Tyren er anderledes tænksom & formulerer sig roligere & mere ordknapt. Faktisk foretrækker Merkur i Tyren nogle gange slet ikke at sige noget.
• At sludre for sladderens skyld er med andre ord ikke TyreMerkurs kop te — her vil vi hellere diskutere kvalitet, fornuft, priser & pragmatiske tilgange. Vi forholder os i højere grad til det nære & er ikke så optagede af at fabulere & filosofere — & alt for abstrakte spørgsmål om livet, tanker eller idéer kan hurtigt blive affejet som urealistiske, tossede eller decideret tidsspilde. (Alt det må vi gemme til Tvillingens hvirvlende sæson).
• I Tyrens bekvemme & taktfaste energi er der imidlertid en anden udfordring: Tyrens lidt firkantede tilgange til sine overbevisninger samt virkelighedsopfattelse, kan godt farve vores synspunkter & kommunikation nu, kollektivt. Vi kan let være lidt mere stivnakkede eller påståelige end vi plejer; Tyren står fast på sit synspunkt, også selvom vi måske ikke forstår hele konteksten for situationen eller konflikten. Så har man i forvejen en tendens til at holde på sit & verfe andres idéer & overbevisninger væk, kan det være man skal besinde sig lidt, inden man helt skråsikkert afviser andre.
• Fastheden kan dog anvendes konstruktivt til at opbygge & kommunikere vores indre værd, sætte grænser & øve os i, at kommunikere vores værdier til andre. Tyrens — måske lidt arketypiske konservative tilgang — kan smidiggøres & vi kan reflektere over, hvordan vores værdier egentlig ser ud, hvorfor vi har dem & om de er i overensstemmelse/balance med vores faktiske (bevidste) værdier. For de fleste kan der været et øget fokus på mental oprydning, da Merkur i øjeblikket står i kvadrat til Pluto, der netop er gået retrograd (altså en tur dybt ned i vores underbevidste).
• Da en af Tyrens mærkesager er at fastholde det fysiske & dele sine værdier om livets jordnære, smukke & sanselige glæder, kan vi have en tendens til primært at fokusere på alt det pragmatiske. Nogle vil måske endda tage sig selv i hovedsaglig at spekulere over, hvordan de “får mest ud af noget”.
• Der er mange ting, vi under Fiskens sæson skulle føle & implementere, der i løbet af Vædderens sæson begyndte at tage form som nye idéer, opfindelser & projekter, som nu gerne vil manifesteres fysisk i Tyrens fyldige formenergi. Alle de tanker begynder disse uger for alvor at materialisere sig & tage fast form.
• Nu kræves der altså velovervejede planer & handling på disse. At tænke sig godt om & holde på sin ret er to effekter af Merkur i Tyren, som vi kollektivt vil holde på. Uvenskaber eller uhøflighed kan lettere komme til udtryk, da vi i langt højere grad kan have en tendens til at insistere på vores sag. & nu da Merkur atter står i den fikserede energi, kan vi have sværere ved at se situationer fra flere sider eller sætte os i hinandens sted.
• Noget af de mest positive ved denne transit er vores fornyede fokus på nydelse. Vi kan være mere optagede af at værne om vores fysiske nydelse, udtrykke søde & liflige ord til vores partnere eller elskere, samt bruge vores mentale energi på at planlægge forskønnelser af vores hjem, have eller udseende — eller måder, hvorpå vi kan skabe mere overflod i vore liv.
• I dag dannede Merkur et eksakt aspekt til Saturn i Vandbæreren i hhv hver deres 1°. Denne forbindelse mimer kvadraterne fra Nymånen & sætter dermed alle Nymånens temaer på spidsen. Når Saturn blander sig i Merkurs anliggender, kan vi opleve, at vi har sværere ved at formulere os, eller at vi er nødt til at gøre en ekstra indsats for at få kommunikeret, hvad vi egentlig mener.
• Men med en arbejdsom indstilling kan dette lidt svære aspekt dog vendes til dygtigt knokleri, & man kan udføre et grundigt stykke arbejde — hvis man da ikke giver op. Hårde Saturn-aspekter har det med at fortvivle os, & hvis man ikke er bevidst om hans påvirkning, kan mindreværd, usikkerhed eller frygt let overtage vores ellers målrettede slidsommelighed. Lad dig imidlertid ikke slå ud, men accepter, at du er på skolebænken hos Saturn denne sæson (sammen med alle os andre) & at vi allesammen bliver klogere, mere realistiske, samt opbygger en fundamental erfaring. Ting tager tid & heldigvis står Merkur i den tålmodige Tyr & minder os om, at vi ikke behøver at klare det hele på én dag.
..
..
Billedet er af James Tissot (1836-1902) & hedder “On the Thames”, 1874.

} Tanker • om • Numerologi • & • Tarot {

• Numerologi er i manges øjne et lidt tosset & overfladisk system, hvor nogle “tror” at man, ved at ændre sit navn til Beliiinda med 3 i’er, kan få et bedre & lykkeligere liv, end hvis man blot hed Belinda. Andre er en smule bange for det, fordi de frygter at erfare, at de har en “dårlig” eller svær vibration i deres fødselsdag eller dåbs-navn, og derfor er fordømt & forbandet for stedse og dermed er frataget muligheden for at skabe det liv, de ønsker sig & drømmer om. Intet er imidlertid så enkelt, at det enten er “godt” eller “dårligt”. At skifte til et “bedre” numerologisk navn vil ikke være det rigtige for alle, men kan bestemt være det for nogle.

• For mig er numerologi primært noget jeg anvender i min praksis — ikke til at hjælpe folk med at skifte navn; der må man gå til numerolog — men som supplerende informationer til at give mig et dybere lag af indsigt i mine Tarot & horoskop-læsninger.

• Alt her i verden har nemlig en talværdi eller vibration. Det er ikke bare i de spirituelle cirkler, hvor der oftest berettes om tunge & lette energier eller vibrationer — & hvor man anser de lette for at være positive & de tunge for at være negative. Nej, hele vores fysisk materialiserede univers har en lyd eller en svingning; alle genstande, alting har deres egen frekvens. Solen, planeterne, vores hjerter, vores ringen før ørerne samt køleskabet & fjernsynet; alt sammen har en lyd eller en bølge.

• Men i min optik er livet meget mere komplekst end som så. Det væsentlige for mig er ikke, hvad der er sandt eller falskt, godt eller dårligt, rigtigt eller forkert. Jeg tror ikke, vi er her for at dømme, vurdere eller sammenligne — hverken os selv, andre eller universet. Det vigtige for mig at se er, at vi alle forstår, at vi er her for at blive klogere. På os selv, på andre mennesker, på livet & på kærligheden.

• Selvom jeg af hele mit hjerte tror (& har erfaret i eget liv) at vi kan bruge systemer som Tarot, Astrologi & Numerologi til at lære & forstå os selv & vores omgivelser bedre, så er det også væsentligt for mig at dele, at det er uhyre vigtigt, at vi ikke giver vores skaberkraft eller ejenbestemmelse væk til disse systemer!

• Ingen modeller vi bruger til at beskrive & “forstå” vores virkelighed, må forveksles med den faktiske virkelighed — & dette gælder alle modeller & systemer, inklusiv de videnskabelige. Når vi som mennesker bygger en model for bedre at kunne forstå verden, er den altid forsimplet. Ligesom når vi tegner et kort over et landskab for at kunne finde rundt. At bevæge sig igennem kortets landskab med øjnene er imidlertid en ganske anden oplevelse, end fysisk at bevæge sig igennem det uvejsomme & ufremkommelige budskabs & morads, der måske findes i terrænet; til gengæld kan kortet fortælle os overordnet om længde- & breddegrader, vådområder, højdeforhold, bevoksning, mm. — alt dette afhænger selvfølgelig også af, hvilket kort vi har. Er det topografisk? Oro-hydrografisk? Et matrikelkort, et fladekort, etc.

• Præcis som at forskellige korttyper er brugbare i forskellige sammenhænge er de okkulte discipliner på samme vis anvendelige alt efter kontekst, formål & ønske — også selvom disse kan være uenige eller pege på forskellige forhold.

• Vi eksisterer alle i et plastisk univers, vi alle er i evig samhørighed & sam-skabelse med. Der er mønstre, systemer, lovmæssigheder vi kan observere & analysere — bevares — men nogle af disse er også internt modstridende, også selvom de fungerer & kan påvises fint i praksis hver for sig (tag fx Albert Einsteins to relativitets teorier & Niels Bohrs kvantemekanik indenfor fysik). At vi her på Jorden ikke har fundet Dét Gyldne System, der kan indeholde alle bevægelser eller former i vores Univers er imidlertid ikke et problem i min optik. Det væsentlig er ikke at opstille hele livet på formel & stå udenfor eksistensen for at konkludere, at E = mc2 , fx — nej, det væsentlig er, at vi forstår, at vi har evnerne & mulighederne for at skabe vores eget liv, præcis som vi ønsker det, hvad end modstand, udfordringer eller odds vi måtte have imod os.

• I går, d. 16. april havde hendes majestæt dronningen fødselsdag. Numerologisk set er tallet 16 & dets tværsum 7 (16/7) kendt for at være et af de sværeste karmiske tal, man overhovedet kan have — både i numerologien & tarotten — & dronningen kom da også til Verden i en svær tid 16. 4. i det herrens år 1940, just som Danmark blev besat af Tyskland under Anden Verdenskrig. Tværsummen af hele hendes fødselsdag er imidlertid 25/7 (1 + 6 + 4 + 1 + 9 + 4 + 0 = 25) et tal, der handler om at følge sin passion, lære sig selv at kende også intuitivt & altid følge sit hjerte. Det er et internationalt tal, der vækker eventyrlyst & giver vellidte venner fra fjerne egne. Når det så er sagt, har hun også en række 7’taller (højere intuition til tider igennem karmiske læringer & tab) & en række 4’taller (genialitet, nytænkning, omvæltning & ensomhed) i sit numeroskop, der på mange områder har gjort hendes liv udfordrende & omskifteligt, men også virkelig indsigtsrigt.

• Da jeg så hende holde fødselsdagstale i går aftes, slog det mig, at jeg synes hun er et fantastisk eksempel på et menneske, der har taget livet for hvad det var, påtaget sig ansvar & ejerskab — og til trods for udfordringerne — bevaret optimismen. Vi kender hende selvfølgelig ikke privat & ved ikke hvilke indre kampe eller sorgfulde oplevelser, hun har måttet udholde i løbet af sit liv. Men vi kan se, at hun sidder frisk, i fuld vigør & stråler på sin 80 års fødselsdag; taknemmelig, glad & håbefuld. Hun opfordrer os alle til at holde hovedet højt, blodet koldt & glæde os over livet & dets herligheder til trods for dets sorger & bekymringer — i ægte Vædderånd.

• Dronningen & jeg deler, at vi begge er født d. 16. i en måned. Vi har altså begge valgt at mestre livslektionen om, at intet varer evigt, og at gevinst & tab eksisterer side om side i denne flydende strøm, vi kalder livet. Numerologisk set, er der intet vi kan gøre for at ændre det, for man er altså født den dag, man er født — ligesom man har det fødselshoroskop, man nu en gang har. Grunden til at jeg nævner dette skyldes, at også jeg ønsker at dele min optimisme. Det er sandt, at “give slip” har været — og i ny & næ stadig er — et stort tema i mit liv, men jeg står gladere, stærkere, mere vis & indsigtsfuld end nogensinde — også uden et numerologisk navneskift. Jeg har overvejet det, da jeg er nysgerrig, men har samtidig stor respekt for, at min sjæl har valgt de temaer, jeg bærer i dette liv både i fødselsdato, navn & horoskop. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne finde på at skifte navn engang i fremtiden — alt i livet har dog sin tid — fødsel, bryllup, navneskift & død.

• Jeg tror også, at alt vi har med os i vores grundenergier & planetplaceringer er lige netop de værktøjer, vi skal bruge i lige netop dette liv, til lige netop de udfordringer, der skal vise os lige netop de indsigter, vi har brug for. Skænke os den visdom, vi søger, samt lære os (igen) at frygt & smerte kan overvindes.

• Jeg skriver ikke dette for at vurdere navneskift — vi skifter jo også navne uden numerologisk vejledning i forbindelse med bryllup, skilsmisse, etc — jeg skriver det for at minde alle om, at ingen er forbandet eller bundet til et bestemt udfald i livet pga et system — hverken vores opvækst, sociokulturelle baggrund, vores numerologi eller astrologi! Ja, vi har forskellige liv & forskellige horoskoper med forskellige udfordringer. Men intet er skåret i sten: Har vi svære aspekter i vores fødselshoroskop — eller svære energier i vores fødselsdag eller dåbsnavn — er vi ikke tvunget til et dårligt eller ulykkeligt liv. Vi har evnerne til & mulighederne for at transformere dette!

• Alle planetariske aspekter kan afspændes, lige gyldigt hvor komplekse de er, & transformeres til indsigt, selvværd, selvtillid eller dygtighed — nogle gange endda hele pakken. Det er sådan jeg anskuer horoskoper & de menneskeliv, de kan skabe. Vi har nemlig en fantastisk stor skaberkraft i os allesammen, som vi er frie til at anvende. Det er ikke altid lige til eller let, men det er muligt.

• Ingen er sat her på jorden mindre heldige eller med færre muligheder. Ja, vi er forskellige; ja, vi har meget forskellige liv, udfordringer, temaer, familiemønstre, karma, kroppe, arv, miljø, opvækst, mm. Nogles liv vil, udefra set, fremstå mere favorable eller behagelige end andre. Tag fx hendes majestæt. Hun har altid haft et livsformål, været vellidt siden barnsben, haft midler nok, muligheder, en familie, børn, mand & et helt kongerige. Selvom det udefra ser attråværdigt ud, ved vi ikke hvilke temaer, usikkerheder, frygte, udfordringer eller sorger hun har måttet gå igennem — & det gælder os alle.

• Andres liv ser oftest lettere ud, men kun fordi vi ser dem udefra. Vi sammenligner os måske udfra økonomiske, materialistiske, statusmæssige parametre. Vi glemmer dog oftest, at vi ser verden igennem vores egne temaer; vi kigger efter om andre har det svært med de samme ting, som vi selv har. Har de ikke det, kan vi hurtigt komme til at konkludere, at de har det lettere — men vi ser sandsynligvis ikke deres sårbarheder & svagheder — og slet ikke, hvis deres udfordringer er noget, vi selv har let ved eller hverken savner, mangler eller er usikre på.

• Det vigtige for mig er altså, at du ved, at de tal & energier, du har med dig i dette liv, ikke er vilkårligt tildelt eller uheldige. Men at de er perfekte for dig! Det er nemlig de tal, du er kommet her for at lære at mestre! Det betyder ikke, at vores vej ikke kan føre os forbi et navneskift — det kan den sagtens! Men det er også det smukke ved livet & en af de dybe indsigter, der ligger i tallet 16/7, for der er nemlig intet her i livet, der er statisk, heller ikke vores læringstemaer.

• Både i Tarotten & numerologien kan tallene ses som en udviklingsstige, der begynder med 0, den guddommelige altomsluttende skaberkraft; den ene, Universet eller Gud. Dernæst har vi 1, den guddommelige kilde, bevidstheden der manifesterer sig i en retning; i et lysglimt! 1 bevæger sig videre over i 2-tallet; dualiteten, splittelsen, samhørigheden & bevidstheden om os selv i fht andre. 3, det dynamiske, tre-enigheden, ekspansionskraften & det at skabe liv — osv.

• Tallet 16 — eller Tårnet i Tarotten — er kendt som et skæbnetal, der destruerer vores fysiske omstændigheder, river alt ned til grunden for at bringe klarsyn, indsigt & mulighed for at bygge noget nyt, stærkere & mere tidssvarende op fra bunden. Man kan sige, at den tid vi lever i nu, har Tårnet-karakter. Men ligesom at datoen d. 17 altid følger datoen d. 16, så følger vibrationen 17/8 også 16/7.

• 17/8 kaldes Stjernen i Tarotten & er meget passende det kort, der korresponderer med Vandbæreren, hvis tid vi lige er trådt ind i. 8-tallet er Saturns tal (Saturn står pt også i Vandbæreren) & har en uigenkaldelig & karmisk natur. 17/8 skinner på vores liv med klarhed & gør alting synligt. Efter den totale destruktion i Tårnet, står vi nu transcenderet i lys & klar til at sætte vores mærke på eftertiden. Det vi kan bygge op nu, har uddødelig karakter & kan stå i århundreder! 17/8 har evnerne til at formidle dybe, arketypiske sandheder til os igennem Vandbærerens idéverden, men tallet giver os også en stærk forbindelse til følelserne, vores indre væsensstyrke samt vores spiritualitet. Tallet handler om fred, kærlighed & harmoni. Tarottens talrække & det forvandlingspotentiale, der ligger i den trappestige, minder os om, at ligegyldigt hvor sort det ser ud — eller hvor kraftigt stormen raser — så klarer det altid op & gryr dagen efter!

..
..
Billede 1) er af Frederick J. Waugh & hedder “The Knight of the Holy Grail”, 1912.
Billede 2) er selvfølgelig hendes majestæt dronningen i et fint portræt af Niels Strøbæk: »Dronning Margrethe«, 1977. Her ser vi hendes 25/7-energi udfoldet; kreativ, passioneret, nysgerrig & rejselysten. Som en sidenote vil jeg nævne, at hendes Store Personlighedstal (alle hendes navnes konsonantværdier lagt sammen) er 83/2 “Den empatiske administrator”, der i balance organiserer med stor kærlighed til verden, blidhed & sensitivitet, en vibration, der sikrer sig at at skrider frem planmæssigt. I ubalance kan man være frygtstyret & overkontrollerende.

} M e r K u r • i • V æ d d e r e n {

• Merkur, planeten der repræsenterer vores måde at kommunikere, tænke, organisere & processe data på, samt vores indlæringsevne & -stil har skiftet tegn!
• I morges tidlig slap han Fiskens drømmende, dybtfølende, sensitive & flydende rige efter 8 uger & en retrograd med Neptun & hans ubevidste, tryllebindende tåge — for at bevæge sig ind i den skyfri, aktive, dynamiske Vædder, med mottoet Fuld Fart Frem!
• Og det kan mærkes, skal jeg da lige love for! Var vi lidt omtågede & lullet ind i romantiske idéer om kærlighed, fortiden, yderverdslige følelser & forestillinger før, så er vores sind & tankevirksomhed ganske anderledes målrettet & aktivt i dag — næsten lidt hyperaktivt måske.
• Der er mange ting & planer, vi har gået & funderet over i ugevis & nu skal de konkretiseres, så de kan blive ført ud i livet! Vædderen er i sit arketypiske udtryk selvets virkemåde, vores umiddelbare & instinktive handlen, nysgerrighed & livs-begejstring!
• Har dagligdagens småopgaver virket uoverskuelige de seneste uger, kan vi fra i dag opleve et friskt pust! Vores intellekt & organiseringsevne er de kommende 4 uger velsignet med Vædderens kompromisløse lederskab, der gerne vil have handling på projekterne & ideerne. Skal der ryddes op, ryddes ud eller smides ud? Savner vi at udtrykke os direkte & uden omsvøb? Nu er tiden.
• Dette skift er en befrielse for Merkur (& os andre, der ikke har Merkur i vandtegn i vores fødselshoroskoper), hvis grundenergi minder mere om Vædderens end Fiskens.
• Bagsiden kan dog være, at vi er lidt mere hidsige & opfarende end vi plejer, & at vi tyr til drastiske beslutninger eller skælder ud, før vi måske har fået tænkt os rigtigt om. Der kan også være en faldgruppe i at være lidt for umiddelbar & tankeløs, og vi kan tage handling på planer & idéer før de egentlig er helt gennemtænkt eller færdigarbejdede, fordi vi bare gerne vil se noget action NU!
• Denne karantæneperiode hjælper selvfølgelig overhovedet ikke på det, så er man utålmodig for af komme ud & være i vigør, giver det god mening. Nu står Solen heller ikke alene i Vædderen mere, så de fleste vil nok begynde at kunne mærke Vædderenergien for alvor!
• I morgen danner Merkur sekstil til Saturn i Vandbæreren & om nogle dage møder han Chiron i konjunktion.
• Disse bevægelser viser os kognitive tiltag til vores arts videre udvikling & nye idéer — ligesom nye tænkemåder nok også vil vokse frem af dette møde imellem den kognitive ildhu (Merkur i Vædderen), der møder alvoren & fremsynet (Saturn i Vandbæreren).
• Chiron har længe stået i Vædderen & vist os hvordan vi må heale vores forhold til selvstændighed, handlekraftighed & optimisme — men samtidig vist os Vædderens skygger, hvor vi bliver utålmodige & for fokuseret på egne resultater & vores umodne egoer. Alt dette skal læges & modnes; en af vejene er bevidstgørelse & et større perspektiv, som Saturn i Vandbæreren så gavmildt tilbyder os.
• At modnes & forstå vores inderste værdier samt stå op for dem & os selv er større temaer de kommende uger.
• Merkur i Vædderen (der hersker over hovedet & hjernen) viser os også, at alt vi oplever er elementer vores nervesystem har opfanget & fortolket. Det medfører bla. at mange af os går rundt med skæve selvbilleder & mindreværdskomplekser, der i bund & grund stammer fra fejlfortolkninger & uakkurate sammenligninger med andre. Præmisser for at vurdere os selv & vores værd udfra en sammenligning er imidlertid helt absurd, for vi er alle sammen meget mere & alt for komplekse til at en reel sammenligning vil kunne give mening.
• Derfor; udnyt den kommende tid til at undersøge dit selvbillede. Hvor har du negative tanker om dig selv, din personlighed, dine evner, din krop & dit værd? Alle steder, hvor du har oplevet at andre (eller du selv) har dømt dig er steder, der kan blive udforsket, fundet ud af & forvandlet!
• Vædderen vil gerne kaste sig modigt & ærligt ud i livet. Merkur vil gerne analysere det & Chiron vil gerne læge alle vores sjælelige sår!
God Påske & God kamp, det bliver en fornøjelse 🔥
..
..
Billedet er endnu et af mine absolutte yndlings & er af Caspar David Friederich (1774-1840) & hedder “Chalk Cliffs on Rügen”, 1818.

} Fuldmåne • i • Vægten • I & II {

• Nattens Fuldmåne har ligesom 2 forskellige temaer: Det ene er det klassiske harmonisøgende, balancerende, retfærdige & nivellerende Vægt-fokus, hvor alle vores en-til-en-relationer kommer i søgelyset; partner, forældere, venner, samarbejdspartnere, fjender, etc; Alle forhold vi har til en anden & de potentielle gnidninger, der kan være.
• Så… ofrer vi os selv for andre eller fællesskabet (ubalanceret Vægt)? Eller har vi et udtalt selvfokus & har svært ved at få øje på andre & deres behov (ubalanceret Vædder)? Tager vi nogen & deres kærlighed for givet? Husker vi at værdsætte vores omgivelser? (ubalanceret Vædder) Eller har vi svært ved at sætte grænser? (ubalanceret Vægt) — & husker vi, at give til os selv først efter en lang dag med kompromis & tilsidesættelse af egne behov? Alt dette — samt vores gængse tilgange, “fordomme” eller “forventninger” til parforhold eller partnerrelationer, vil blive illumineret med denne Fuldmåne. Hvor overskrider vi vores grænser i forsøg på at please eller elske andre ? & hvor overskrider vi andres grænser i forsøg på at ære vores egne behov & følelser? Alt dette vil blive synligt disse dage — også temaer, der måske har eksisteret længe, men primært har rumsteret på det ubevidste plan.
• (Dette forstærkes især af Månens konjunktion med ægteskabs-asteroiden Juno (12° i Vægten) her til aften (d.7/4) kl. 18.37 — Juno (der føler sig knyttet & gensidigt afhængig af sin partner Jupiter) som i forvejen er retrograd & er i gang med kollektivt at luge godt & grundigt ud i vores destruktive codependent forestillinger om hyperromantisk-piedestal-kærlighed. Hun står pudsigt nok i opposition til den frie, selvstændige, nydelsesorienterede rebel Lilith (13° i Vædderen), der ikke bøjer eller underkaster sig for nogen pertner eller overmagt. At astrologien understreger et tema flere steder er ret almindeligt, men ikke desto mindre stadig spændende. Juno, den gifte — overfor Lilith, den frivole — cementerer oppositionen imellem at have et fokus på selv (Lilith, Solen, Vædderen) eller at have fokus på samhørighed/tosomhed (Juno, Månen, Vægten).
• Men samtidig er der også en anden side & det er den konfliktende. Ligesom Vægten har to vægtskåle — et “du” & et “jeg” — så er der også den harmonisøgende, blide, skønhedsskabende & måske lidt uselvstændige & pleasende side — overfor den stridslystne, akribiske, retfærdighedssøgende pedantiske side, der spidder dig på dine upræcise eller fejlagtige formuleringer & som gerne stiller op til en omgang djævelens-advokat, bare for at teste, hvor velargumenteret & velfunderet du & dine holdninger egentlig er. Denne side kommer i nat til udtryk — efter en lang dag med Venus & hendes stortrigon:
• Venus er Vægtens hersker & skaber et øget fokus på kærlighed, samhørighed, balance & samarbejde dette døgn; hun har det meste af i går & dagen i dag dannet en Stortrigon med Månen & Jupiter/Saturn/Mars — & dermed skabt fokus på at forstå & kommunikere (Venus i tvillingen), at balancere & brobygge (Månen i Vægten) imellem den polariserede tænkning & tendens til at dæmoniserer andre/ vores modpart, vi desværre kollektivt har set en del af på det seneste; mens vi lægger modne, fornuftige & langsigtede (Saturn i Vandbæreren) handlingsplaner (Mars i Vandbæreren), der sigter imod nybrud & fremtidige systemer for verden. Dette smukke aspekt er imidlertid ikke et, vi får lov til at tage med os ind i nattens Fuldmåne. Der vil et langt mere brysk T-kors-aspekt tage over & stille skarpt på den konfliktende del af himmelen.
• Dette T-kors har apex (altså fokuspunkt) i gårsdagens Jupiter●Pluto-konjunktion — hvilket betyder at nattens temaer bliver yderligere forstærket (Pluto) & forstørret (Jupiter). Vi kan føle os ensomme, separerede, afviste & at der er langt imellem os & vores kære — måske både fysisk, men vi kan også indtage to forskellige poler i vores partnerskaber (Vædderen & Vægten, vil være oplagt) & hvor vi har svært ved at blive enige eller mødes. Det store spørgsmål man kan møde sig selv & den anden med er, hvor kan jeg elske lidt mere? Hvor er det vi fordømmer, holder os tilbage, afviser, ikke tør at være sårbare eller lukker af for os selv? Kan vi vende disse følelser? Kan vi række ud, åbne op & vise sårbarhed?
• Dette gælder selvfølgelig ikke kun på det nære individuelle plan, men også på det kollektive. Hvem fokuserer mest på dem selv & deres evne forhold? & hvem rækker ud for at assistere & samarbejde? Hvem har travlt med at placere skyld, ansvar & bebrejde? & hvem har mest fokus på at få det hele til at fungere fremadrettet, opfinde, skabe & konstruere nye løsninger, systemer & tilgange? — & er der nogle, der giver for meget? Ofrer sig eller saboterer sig selv? At finde balancen imellem jeg-fokus & du-fokus er delikat. Vi skal coeksistere i gensidig & simultan given & modtagen. Hverken kamme helt over i navlepillende selvoptagethed — eller selvudslettende selvopofrelse! Det er svært, det tager tid, tålmodighed & indsigt, men vi kan godt når derhen, hvis vi møder andre på halvvejen.

• Vægten er partnerskabets tegn & minder os om kollektivt, at samarbejder vi, står vi stærkest. Dette er en særlig vigtig lektie dette forår, da Mars står i den visionære & oprørske Vandbærer & med sit ild-temperament, kombineret med den stædige fandenivoldskhed, der desværre kun forstærkes af Uranus-kvadratet (som jeg allerede har skrevet lidt om under Mars●Saturn), der står helt eksakt her til aften (7/4) i den bevægelige & omskiftelig grad 5. Når Mars & Uranus mødes i stridighedens & den påtvungede-handlings aspekt — og begge planeter står i to stædige, faste tegn (Mars, Vandbæreren // Uranus, Tyren) er der lagt op til konflikt, væbnet oprør, revolution & vrede imod regeringer & højere magter (eller måske imod teknologi; kommer til at tænke på grupper, der brænder 5G sendemaster af).
• Hvis vi besinder vores hidsighed & kanaliserer Mars’ energi over i Saturns beslutsomhed & tålmodighed — & på den måde bruger Vandbærerens ønske om revolution til at skabe banebrydende videnskab — i stedet for at gå med Uranus i Tyren & bekrige materien & alle dem, der truer vores dagligdag, normer, værdier & levestandart — så kan vi bruge denne Fuldmåne til at transformere energierne nu.
• Venus danner som nævnt aspekt til Mars, men også Saturn & viser os, at der findes en moden måde at tilgå vores værdier på. Vi kan kommunikere os igennem denne krise (Venus i Tvillingen; støttet af en fin sekstil imellem Merkur & Jupiter; vores tankemønstre & vores forståelse) & på den måde vise os fra vores mest solidariske side & balancere de konfliktende energier, der også er tilstede i nat. Lad os vælge pennen over sværdet som våben i denne pandemi; lad os deles, samarbejde & sætte os i hinandens sted, fremfor hovedkuls at kritisere, eksekvere & (for)dømme andre & hinanden.
• I nat kan byde på opblussende konflikter & drama & det der er værre — eller vi kan læne os ind i co-eksistens, samarbejde, samhørighed, fælles frihed & i fællesskab sam-skabe den nye verden! Vi kan løsrive os fra oppositioner & smelte sammen i et fælles mål, udflade ledelsesstrukturer, slåskampe & modstand; som når ægcellen & sædcellen mødes (trods de enorme forskelle i deres væsensnaturer), smelter sammen & bliver enige om at skabe et nyt & mere komplekst liv.
• Vi er skaberne af vores virkelighed. I nat & de kommende dage spørger universet os, hvad vi vil skabe fremadrettet? Så hvad vælger du?

} Aprils • Transitter {

• Til alle jer nye, der er kommet til, så poster jeg én gang om måneden en oversigt over den kommende måneds planetariske bevægelser — det der også i astrologisprog kaldes transitter.
• Herunder lister jeg altså alle planetmøder Vi ser i april, dato, aspekt & tidspunkt. For nogle vil det stadig være volapyk, men jeg er igang med at skrive en lille lære-e-bog, så man kan blive bekendt med fagudtrykkene & forstå symbolerne, skulle man have lyst til det.
• Indtil da kan I orientere jer lidt om hvornår & hvilke opslag jeg kommer til at skrive om & bedst af alt, om der sker noget spændende på jeres fødselsdag!
• Denne Væddersæson er en lidt usædvanlig en af slagens; for den er ikke særlig fyrig (sammenlignet med andre år). Det skyldes at Ild-elementet er ganske underrepræsenteret i år. For det første er der (pt) kun Solen i Ildens element, i Vædderen, mens alle andre planeter er i andre elementer. 4 i Jordtegn, 2 i Luft & 2 i Vand — & så selvfølgelig Månen, der i dag stadig er i den følsomme, introverte & måske, i disse tider, lidt triste Krebs. I aften går hun dog i Løven & det vil hjælpe lidt på optimismen & selvtilfredsheden.
• Vi kan ikke sige det nok i disse tider: Hold modet oppe også selvom nogle dage vil føles træge & begrænsende; i modsætning til alle de trigoner vi så sidste måned, hvor tingene, tankerne, følelserne, bare flød — så vil mange af planetmøderne denne måned være hårde. Dvs de vil kræve af os at vi forandrer os, ændrer mening, smidiggør os & er åbne overfor nye & anderledes veje. Det vil ikke nødvendigvis være sjovt, men det vil på sigt være meget givtigt! Vi er i et langt, sejt træk, & selvom vi ikke kan være helt sikre på, hvordan Verden ser ud på den anden side, så ved vi, at tingene forandrer sig — for det kan ikke undgås! Ingen situationer er permanente, det minder astrologien mig om gang på gang! Det bedste vi kan gøre pt, er at træne vores evner til at acceptere, tilgive omstændighederne, nyde alt det vi stadig har & kan, være taknemmelig for de friheder, vi måske før ubevidst tog for givet. Der er mange måder at møde transformation på, men at mærke sit eget inderste anker & glædes over, at vi altid har os selv med på rejsen, er noget der giver mig ro — & husk: Solen står altid op igen — selv efter den værste storm.
..
Alle aprils transitter
(med undtagelse af Månens):
🔥
1.  1. Kvartal Måne 🌓 12°♋ kl. 12.21
2.
3.
4. Merkur 🔵 Neptun 19° ♓kl. 03.13
– Venus 0°♊🔺️ Saturn 0°♒ kl. 19.03
5. Jupiter 🔵Pluto 24°♑ kl. 02.03
6.
7. Mars 🔶️ Uranus 5°♉ kl. 20.30
–  Merkur 24°♓ ✴ Pluto 24°♑ kl. 23.22
8. Merkur 25°♓ ✴ Jupiter 25°♑ kl. 04.11
– Fuldmåne 🌕 18°♎ kl. 04.33
9.
10.
11. Merkur skifter tegn 0°♈ kl. 06.41
12. Merkur 1° ♈ ✴ Saturn 1° ♒ kl. 01.46
13.
14. Solen 24°♈ 🔶️ Pluto 24°♑ kl. 13.03
15. 3. Kvartal Måne 🌗 25° ♑ kl. 00.56
– Måne 🔵Jupiter 25° ♑ kl. 01.47
– Solen 25°♈ 🔶️ Jupiter 25°♑ kl. 12.44
16.
17.
18. Merkur 11°♈ ✴ Venus 11°♊kl. 07.29
19. Merkur 13° ♈ ✴ Mars 13°♒ kl. 05.42
– Solen skifter tegn 0°♉ kl. 16.33
20.
21. Solen 1°♉ 🔶️Saturn 1°♒ kl. 08.42
22.
23. Nymåne 🌑 03°♉ kl. 04.25
24.
25. Merkur 25°♈ 🔶️ Pluto 25°♑ kl. 09.35
–  Pluto går retrograd 25°♑ kl. 20.54
26. Merkur 26°♈ 🔶️ Jupiter 26°♑ kl. 06.29
–  Sol🔵Uranus 6° ♉ kl. 11.00
27.
28. Merkur 1°♉ 🔶️ Saturn 1°♒ kl. 19.23
29.
30. 1. Kvartal Måne 🌓 10°♌ kl. 22.37
..
..
Billedet er et af de håndfarvede træsnit af tyskeren Michael Ostendorfer (1490–1549 Regensburg) og stammer fra udgivelsen: Astronomicum Caesareum fra 1540 af brødrene Georg and Petrus Apianus.